Kommenteret af Ulla Strømberg.
Menneskebyrden – gæstespil på Det Kongelige Teater.
”Menneskebyrden”: Om depression: Hvordan opstår den? Hvor svært er det at blive kureret? Er der for mange tabuer om sygdommen? Det er nok forestillingens essens, eller måske har jeg misforstået noget?
Pressefoto fra Menneskebyrden.
”Menneskebyrden” er de gode meningers teater. Det skal forstås således, at der fremlægges et problem, men det diskuteres egentlig ikke, for til syvende sidst er det jo samfundets skyld. Systemet fungerer ikke godt nok, så problemet kan alligevel ikke løses.
”Problemet” er spørgsmålet om depression er en sygdom eller en diagnose – og hvordan vi komme videre? Hertil bruges teatermediet af gruppen Stages of Sciences, som økonomisk og ekspertmæssigt bakkes op af Københavns Universitet, mens flere private fonde samt Statens kunstfond, og naturligvis Det Kongelige Teater lægger hus og masser af manpower til. Det er kort sagt et ambitiøst og dyrt projekt på over to timer. Men når man forlader Skuespilhuset, er man ikke blevet klogere, men såmænd heller ikke forvirret på den konstruktive måde.
Fra Menneskebyrdens program.
Tre personer fra virkeligheden fortæller deres depressionshistorie: Den unge kvinde, der kommer fra et religiøst miljø og altid har fået indprentet, at hun er et syndigt menneske, uanset hvad. Fysioterapeuten, der så gerne vil gøre sit arbejde godt, men ikke kan klare de mange strukturændringer. Til sidst manden, familiefaderen, der bukker under, da han får et sygt barn, som vist bliver reddet af lægerne.
Tre mennesker, som på ægte vis, genfortæller deres egen personlige historie – over for to hurtigt løbende skuespillere, der agerer alle mulige figurer fra sundhedsvæsenet suppleret af en hyperaktiv musiker. Det hele sat ind i et primitivt scenisk univers, uden megen teknik, men dog med tekster som bagprojektioner. Dertil kommer de elektroniske trykknapper, hvor vi som publikum afgiver vores uforbeholdne mening. Men mere kommer der ikke ud af det.
Er NN selv skyld i sin depression, eller det samfundets manglende omsorg? Hvis jobbet blev tilrettelagt anderledes, ville YY så have været i stand til at passe det, uden at gå ned med stress?
Hele projektet havde nok været bedre tjent med at være i mere jordnære lokaler, i mindre prætentiøse omgivelser, så skismaet imellem fiktion og virkelighed, skuespillere og vidner fra virkeligheden ikke havde føltes så markant. Nu blev det faktisk til en kamp: Professionel / amatør – nedskrevet tekst / semiautentisk udsagn og fiktion/virkelighed.
Fra Menneskebyrdens pressemateriale.
For tiden er det moderne at få publikum involveret, og det udnytter instruktøren Thomas L. Corneliussen. Men som teater er forestillingen skuffende, som debatoplæg ligeledes, hvorimod forestillingen – spillet i et forsamlingshus som indlæg i en forsat debat om det danske sundhedsvæsen – kunne gå an. Eller på første år på sygeplejeuddannelsen ville det også være et fortræffeligt sted at vise ”Menneskebyrden”.
Med så mange gode viljer sat ind burde ”Menneskebyrden” kunne rykke noget. Men måske talte projektet ned til publikum? Jeg blev desværre ikke klogere.
Forestillingen er en co-produktion med Stages of Science i samarbejde med Københavns Universitet, Depressionsforeningen, AskovFonden m.fl.
Støttet af Statens Kunstfond og Lundbeckfonden.
Iscenesættelse: Thomas L Corneliussen
Forskningsleder: Kristian Moltke Martiny
Grafisk koncept og animation: Søren Meisner
Lysdesign: Michael Breiner
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Afstemnings- og videoteknik: Rasmus Kreiner
Generativ grafik: Carl Emil Carlsen
Komponist:Maja Romm
Rolle 1: Thomas Voss
Rolle 11: Rosa Sand Michelsen