∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Meret Oppenheim – en surrealist på Øregaard Museum.
Det er en både smuk og interessant udstilling, som Øregaard Museum viser hen over vinteren. Et bemærkelsesværdigt sammenstød imellem de klassiske rum, der er nænsomt restaurerede for få år siden, og så den bevidst aparte kvindelige kunstner Meret Oppenheim. Udover ønsket om at vise forskellige aspekter i Meret Oppenheims kunst – er udstillingen også den første separatudstilling og større præsentation af Oppenheim i Danmark. Der har såmænd været tid nok, for den fotogene og smukke tysk-schweiziske kunstner Meret Oppenheim (1913-1985) blev nærmest berømt over night tilbage i 1936.
Hun boede i Paris og under positiv påvirkning fra nogle af tidens store kunstnere, bl.a. Man Ray, Picasso og Max Ernst, skabte Oppenheim den pelsbeklædte tekop og –ske. Pludselig var hun én, der evnede at udtrykke noget helt centralt som lå i datidens surreelle forsøg: Kunstneren kunne demonstrere usikkerhed, sammenstød og sammenkædning af umage og urealistiske størrelser, Natur versus unatur, dagligdag overfor ophøjethed, der er uendelig mange fortolkningsmuligheder i den pelsbeklædte kop, og nogle helt specifikke talemåder ligger lige for: Et hår i suppen, en sten i skoen, en splint i øjet – kort sagt, noget er rivende galt.
Selvportræt af Meret Oppenheim udstillet på Øregaard Museum. Udsnit. Foto: US.
Men i 1940erne kom for Oppenheim en lang depression igennem 17 år, som gjorde hende uarbejdsdygtig. Også familiens dårlige økonomi fik hende væk fra Paris.
Men hun kom på benene igen som menneske og kunstner og arbejdede også som designer, selv om det var i et meget eksperimenterende hjørne. Pelsmaterialet tog hun afstand fra, det ville være for nemt, men på udstillingen er der dog flere værker, som flirter med den gamle kop og ske motiv, enten rent grafisk eller som en parafrase –over begreberne natur/unatur.
Hendes udtryk er ikke bombastisk, så langt fra. Skrøbelige streger, små formater, hvor motiverne altid lægger op til et hav af fortolkningsmuligheder- også ovre i det mere erotiske. Kønspolitisk kæmpede hun vist ikke på barrikaderne, men feminist var hun og fravalgte tidligt at få børn. Hun var heller ikke karrig med sin nøgne krop, og lod bl.a. surrealisten Man Ray fotografere sig adskillige gange.
Nogle af de små billeder har glimt af skizofrenien gemt i sig. Via familien kom hun i kontakt med Jung og om han ledte hende på sporet eller på vildspor, er svært at sige.
Udstillingens udmærkede tekster understreger, at Oppenheim var en kunstner, der arbejdede helt ukronologisk. Udstillingen følger hende da heller ikke slavisk igennem årtierne. Tværtimod er årene vist blandede sammen – ikke mindst fordi hun selv vendte tilbage til gamle motiver og bearbejdede dem på ny.
I 2013 havde Øregaard en udstilling med værker af Man Ray. Genser man hans værker er de mere hårdslående, tydeligere i mælet. Man Ray vidste nok hvad han ville. Oppenheim synes søgende – og det er jo i sig selv en meget fin egenskab for en kunstner at have.
I øvrigt er udstillingen også interessant som statement over endnu en kvindelig kunstner, der parallelt med sine mandlige kolleger arbejdede stødt og frejdigt inden for egne fastlagte rammer.
Udstillingen er smukt hængt op på svagt kolorerede vægge, en lise for øjet, så et besøg i det klassicistiske hus– med en fin lille cafe og udsigt over Parken til Øresund kan varmt anbefales.
Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde med Mjellby Konstmuseum i Halmstad samt Artoma i Hamborg.
Ps. Udstillingen har ikke noget stort, prangende katalog. Det er mere end i orden. Jeg er træt af de store forkromede kunsthistoriske delafhandlinger, som flere museer trykker – alene af prestigemæssige grunde, så de kan sendes til andre museer, men slet ikke tænkt som formidling til et alment dansk publikum. Men på Øregaard ville en lille folder med de udmærkede planchetekster fungere. I øvrigt sælges diverse bøger om Meret Oppenheim på museet.
Meret Oppenheim – Beyond the Fur Cup
06/10 2016 – 22/01 2017