∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Paw Henriksen – i soloforestilling midt imellem stand up og teater.
De fleste kender Mike Tyson: bokseren, som kom og knockoutede en masse modstandere og siden nok havde svært ved at tæmme sine kræfter. For den lille Paw Henriksen var han et idol – en ledestjerne, en mulig overlevelse. Hvis vi altså skal tro den fortælling om virkelighedens Paw, som ”Mig og Tyson” ryster op med. Eller er det ”method acting”? Hvor vi bliver taget ved næsen og tror, at skuespilleren er smeltet sammen med rollen?
Mig og Tyson – Teater Grob med Paw Henriksen. Pressefoto.
Det er en skæv forestilling, på en måde. Charmerende, intens, engageret, men vaklende imellem at ville fortælle den ene eller anden historie. Og det må være forfatterens skyld. Vi får en masse at vide om Paws Hundige-opvækst, om drenge, småbander og om boksetræning – men også om Paws kæreste, om instruktøren af forestillingen, men det er jo Tyson, vi vil høre om. Han er også med, ikke mindst i nogle vidunderlige filmglimt, som kører på et lærred, men skæbneberetningen bliver alligevel lidt afstumpet.
Mig og Tyson – Teater Grob med Paw Henriksen. Teater Grob 2017. Pressefoto.
Til gengæld er kulmininationen næsten storslået, teatralsk og effektfuld. Tør jeg røbe noget af det, ja: En boksering rigges til, og pludselig er vi midt i kampzonen, der på Nørrebrogade, onsdag aften. Flot og æstetisk til ug.
Hele indpakningen er fin – og Paw Henriksen giver det meste, der er i ham – også i bogstavelig forstand, da han jo selv til sidst må smide tøjet og som en anden professionel hverken have hjelm eller trøje på under kampen.
Mig og Tyson – Teater Grob med Paw Henriksen. Pressefoto.
Handler forestillingen om Paw, om Tyson eller om yngre mænd, der allerhelst vil vise hvor mægtige de er? Eller er det i sidste ende blot historien om, hvorfor Paw ”bare” blev skuespiller.
Uanset hvad: det er anderledes teater – og appellerer egentlig til alle aldre. Endnu et skridt på vejen for Teater Grob og for Paw/ eller figuren: et kunstnerisk skridt fremad.
Med: Paw Henriksen
Manuskript: Thomas Markmann
Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin
Scenografi: Edward Lloyd Pierce & Raphael Frisenvænge Solholm
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Lyddesign: Anders Ortman
Dramaturg: Sosha Teperowska
Sparringspartnere: Niclas P. Bonfils og Tor Norddahl
Teater Grob