∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Min historie – af Michelle Obama.
Julegaven til bløde feminister og andre med hang til de rette meninger.
Den tidligere amerikanske præsidentfrue har nu efter to års tilløb udgivet sine erindringer. Bag ved står der nok ligeså mange kokke, kogekoner, stylister, ghost writers og reklamefolk, som der i velmagtsdagene færdedes omkring det smukke og velmenende præsidentpar i deres 8 år i Det Hvide Hus, fra 2008-2016.
Bogen er sympatisk, velmenende og har en masse på hjerte, som dog primært passer ind i en debat om amerikanske race- og klassespørgsmål.
Ikke mindst i starten er bogen underholdende og oplysende. Michelle Obama beretter varmt og veltalende om sin opvækst i et sundt, sort miljø i et af de fattigere kvarterer i South Side i Chicago i 1970erne og 1980erne. Forældrene, og i særlig grad moderen, ofrede alt, for at de to børn, Michelle og hendes broder Craig, skulle få gode uddannelser og ”blive til noget”. Og det blev de. Hun dog mest.
Fra dag ét er Michelle pligtopfyldende og venlig over for alle. Dermed sikrer hun sig hele tiden en plads i den rigtige klasse, på det rigtige gymnasium og siden på et af topuniversiteterne: Princeton. Det er en bedrift, fordi hun er sort og ikke hører til nogen ”kreds”. Vi klapper.
I bogen bliver problemerne om selve hudfarven underspillet, men forbliver dog den grundlæggende tone, som gennemsyrer det meste, også da hun som advokat får forskellige jobs, der alle drejer sig om ulighed, etnicitet og forskelsbehandling.
På et tidspunkt møder hun en ung mand, Barack, som har andre og mindre personlige mål. Hendes skæbne er forseglet.
Anden halvdel af bogen handler selvfølgelig om Baracks uselviske vej mod at blive politiker for at gøre en forskel og dermed, nærmest ved andres hjælp,( men dog efter hårdt lobbyarbejde) at ende i præsidentembedet.
Da parret sammen når frem til Det Hvide Hus og verdens mægtigste job, taler de færreste om hudfarve, men Michelle glemmer dog aldrig hverken sine rødder, egne professionelle ambitioner eller de to pragteksemplarer af døtre.
Vejen fra South Side til den grønne plæne foran Det Hvide Hus’ 137 værelser er på mange måde en lærerig og opbyggelig historie.
Men fra og med indsættelsen går der både husmoderlogik og dameblad i beretningen. Selvfølgelig må Michelle Obama ikke politisere. For det var jo netop hvad en tidligere forgænger, Hillary Clinton, blev beskyldt for. Alligevel skal USA’s førstedame have en stor stab, der sørger for hendes udadvendte aktiviteter. Hun har sekretærer, taleskrivere og et hav af frisører, make-up-artister, stylister, koordinatorer og en håndfuld Secret Service folk.
Da det i sidste uge blev annonceret, at Michelle Obama kommer til København i foråret for tale om sin bog, og man kan erhverve en billet til 3-4.000 kr for at høre damen, blev jeg skuffet. Bogen mistede sin sidste rest af ægthed. Bogen er jo bare endnu en indtjeningsmulighed, opdager jeg. Et personligt anliggende, udkommet i 1,8 millioner eksemplarer i første oplag i USA.
Michelle er tilsyneladende ikke spor anderledes end alle de andre klatrere, der skal fremad og opad for siden at sikre sig en masse dollars til hårdere tider.
Selvfølgelig har firmaet Obama corp. ligesom mange andre brug for en masse penge til at aflønne alle dem, der skal holde gryden i kog og deres navne varme, så der kan tjenes penge på fortiden. Men alligevel.
Kort sagt: personen og bogen skuffer, fordi begge dele er så tilpas iscenesat, at alle hjørner er høvlet af for ikke mindst at tilgodese husmodersegmentet og de hyggelige amerikanske talkshows. Også forsiden i den amerikanske version med en brillant (eller diamant?) ring i solar plexus, understøtter tendensen.
Det er synd og ærgerligt. For det er jo en fantastisk historie: at det lader sig gøre at nedbryde alle skel og ryge til tops – blot ved målrettethed og udholdenhed. Og USA fik en sort præsident, der udstrålede retfærdighed og ordentlighed. Men ved næste valg foretrak nationen det stik modsatte!
Se den historie eller de historier skulle Michelle hellere rejse rundt og fortælle alle skolebørn – rige som fattige. Og selvfølgelig også lidt om, at god opførsel lønner sig.
Flere danske anmeldere har efterlyst, at bogen diskuterede succeser og fiaskoer. Det sidste er jo aldrig sjovt at skrive om, og det første er med: takket være en større nyanlagt køkkenhave inden for Det Hvide Hus’ hegn, lykkedes det at sikre, at mindst en håndfuld udvalgte, unge mennesker i Washington D.C. begyndte at spise sundere mad!
Bogen er på mere end 500 sider, men koster de fleste steder blot 200 kr. Se det er god markedsføring.
Ps. Oversættelsen af dette meget gennemarbejdede og velafhøvlede manuskript fungerer fint, men har nogle irriterende oversættelsesforskydninger ved bl.a. uddannelsesniveauer og så ved de sædvanlige personlige pronomener, som ryger sig en tur et par gange.
Forlaget Lindhardt og Ringhof
Titel på engelsk: Becoming.