Kulturkupeen

Mucha på Arken.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

Spændende udstilling af Alphonse Mucha på Arken.

Den tjekkisk-franske billedkunstner Alphonse Mucha (1860-1939) kan nu opleves på kunstmuseet Arken. Det er ikke et helt indlysende valg, men fungerer flot, fordi museet supplerer med en ekstra dimension og viser, hvordan jugendstilen også har influeret nyere tids billedopfattelse, bl.a.inden for flower-power og popmusik. Det er en sjov vinkel, som helt afgjort kan gøre de mere end 100 gamle plakater og illustrationer vedkommende og aktuelle på en ny måde, i en helt ny kontekst.

Arken. Alphonse Mucha.

Alphonse Mucha, som han kaldte sig, da han flyttede til Paris for at være i centrum af den nye kunst omkring århundredskiftet, havde et interessant liv indtil næstsidste sekund. Han var i 1935 flyttet tilbage til sit fødeland, som i mellemtiden var blevet til Tjekkoslovakiet og besat af tyskerne. Gestapo ville tale med verdenskunstneren, det tog på ham rent mentalt og få måneder senere døde han, 79 år gammel.

Men tidligere levede Mucha et liv under stor opmærksomhed og fuld af beundrende skarer.

Arkens udstillingskatalog fortæller, at Mucha som en anden popstjerne over night blev berømt. 1. januar 1895 vågnede pariserne op til en ny form for markant reklame på de smukke søjler rundt om i storbyen: Den kendte skuespillerinde Sarah Bernhardt i fuld størrrelse i rollen som  Gismonda i skuespillet af samme navn af boulevard-dramatikeren Victorien Sardou. Plakaten var anderledes, underskøn, uafvristelig i al sin yndefulde dekoration med palmegren, mosaikker og og gulddraperinger. En drøm på papir. Kunstneren bag blev straks samtaleemne og en nær samarbejdspartner de følgende år for den excentriske skuespillerinde, og det resulterede  bl.a. i de smukke plakater til ”Hamlet” og ”Lorenzaccio”. Både Bernhardts og Muchas berømmelse holdt. Da Mucha første gang kom til Amerika var modtagelsen ud over alle grænser.

Alphonse Mucha. Arken.

I mit gamle arbejde på Teatermuseet havde jeg daglig omgang med to af teaterplakaterne. Det var en evig glæde at passere de menneskestore guldindrammede billeder, der selvfølgelig var alt for poetiske sammenlignet med virkelighedens scenefortolkninger. Men sælge billetter kunne de og henrev også gadens publikum.

Alphonse Mucha. Arken.

Muchas plakater, ligesom den beslægtede Toulouse-Lautrics, er stadig  fascinerende, underskønne, hemmelighedsfulde – og skaber en form for eurori hos beskueren. For de afbildede kvinder får én til at glemme alle de øjeblikkelige, dagligdags problemer.

Men udstillingen på Arken, hvor værkerne kommer fra Foundation Mucha, vil mere end blot underholde. Derfor suppleres med Muchas smykkekunst og tillige med mange fotografier, der viser hans arbejde med model, nøgenmodeller, og også vittige, afslørende fotos af kunstnerlivet i Paris, bl.a. i selskab med Paul Gauguin.

De havde det vist vildt, dengang.

Arken. Alphonse Mucha. Fotografi.

Mucha må have været ekstrem flittig og også gavmild med sit talent og skrev et par håndbøger, der også medførte en række opgaver som underviser m.m.

I den postmodernistiske museumsbygning i Ishøj er der fornuftigt nok skabt mere intime rum til Muchas billeder og fotografier. Det får én til at glemme de golde vægge. Helt vildt bliver det i udstillingens sidste afdeling, der viser jugendindflydelsen i almindelighed og Muchas indflydelse i særdeleshed på et årtis pladecovers – dengang i 1960-erne. Det er en interessant vinkel og et supplement, som giver ny viden til os, der måske slet ikke lyttede til musik dengang – og i hvert fald ikke så nærmere på omslagene. Spændende – og med lyd på!

Alphonse Mucha- udstilling. Her pladecover fra 1960-erne. Arken.

 

Der kan siges mange ord om de svungne linjer i jugendtiden, om ornamentikken, udsmykningen og sammenhængen imellem det nye storbysliv og billedkunsten. Udstillingens katalog, der som altid på Arken er både informativt, smukt og forbilledligt prisbilligt, forklarer med henvisninger til diverse filosoffer, bl.a. Roland Barthes, sammenhængen imellem modernitet og jugendæstetikken. Det er helt fint og godt, men det evindelige spørgsmål er, hvem teksterne skal henvende sig til. De uoplyste videbegærlige – eller ”vennerne” – der elsker fagbetegnelser og nymodens ord?

Også de andre artikler er informative – og kommer bl.a. med nyt om sammenhængen imellem Muchas streg og hans interesse for det okkulte m.m., som han bl.a. var blevet inspireret til via August Strindberg.

Der er nok at tage fat på – og man må ikke nøjes med blot at kigge og købe en plakat, selv om det er ekstremt fristende. For Mucha er fortsat frisk, fascinerende, forførende, favnende og hemmelighedsfuld. Helt uden alder og så alligevel Mucha var alligevel godt plantet i en tid, som aldrig kommer tilbage! Mucha er dobbeltbundet som alle store kunstnere.

Alphonse Mucha. Arken.

3.2. – 3.6. 2018

ww.arken.dk