Kulturkupeen

MUSSOLINIS DE 100 DAGE på Teater Faar 302.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

MUSSOLINIS DE 100 DAGE på Teater Faar 302.

Rummet er minimalt. Man sidder i bogstavelig forstand til bords med skuespillerne. Men de mærker det nok ikke, for de har alle tre mere end travlt i dette kinesisk-æske-stykke af svenske Lucas Svensson.

Det går over stok og sten, for snart er de tre skuespillere i nutiden, to kvinder og en mand, snart i fortidens Italien med Mussolini, der har gang i den store historiesammenligning med Napoleon, og så er vi yderligere tilbage i tiden.

Mussolinis de 100 dage. Faar 302. 2019. Foto: Søren Meisner.

Lucas Svensson har før taget førergreb om et dokumentarisk indhold  Her er det faktisk tre tidsepoker, som skal indflettes i hinanden,  for som han selv udtaler:  han ønsker at fortælle noget om vor nutid. Med  mindelser om 1930-ernes uhyggelige diktatoriske styrer i både Tyskland og Italien og oveni den lille Napoleons rædselsregime i begyndelsen af 1800-tallet ses lighedspunkter med den nære nutid – i USA, måske. Det er nok her, det halter med det dramaturgiske, og så får iscenesættelsen i stedet en gang lak og humørbus-atmosfære – styret af instruktøren Egill Pálsson.

Mussolinis de 100 dage. Faar 302. 2019. Foto: Søren Meisner.

Af de tre skuespillere er det ikke mindst Ole Lemmeke, der mestrer skuespilleriet til perfektion. Ikke et sekund taber han hverken puls, koncentration eller den figur, han nu er i. Anderledes med Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard, der har svært ved at klare tempo og skift, men de kommer til vejs ende. og det lille rum koger til sidst.  Men man ved ikke helt, om man er glad, fordi forestillingen er ovre eller fordi verdens dårligdomme nu, takket været teatrets magi, står klarere for en.

Det hele er sjov og karikerende ballade. Men om stykket er aktuelt, ved jeg egentlig ikke. Og hvorfor nu denne dobbelthed med Hitler, Mussolini og Napoleon indpakket i en ekstra tung nutidshistorie? Der kommer lidt dramaskole over stykket – og indrømmet, her plejer jeg at stå af. Det eneste vi manglede var dyremasker og balloner, så havde det være lige efter dagens teateropskrift.

Men takket være tempo og ikke mindst suveræne Ole Lemmeke, så er der 4 stjerner. Og hvem ved, om forestillingen finder sit leje og forfatterens intentioner ender med at stå knivskarpt om nogle dage.

Mussolinis de 100 dage. Faar 302. 2019. Foto: Søren Meisner.

Lyduniverset er fint tilstede og alligevel ikke anmassende ved Klaus Riisager. Og det er imponerende, hvad scenografen Siggi Óli Pálmason  kan få ud af det lille bitte rum. At der så hældt et helt sortiment børnelegetøj oveni, er desværre også lige efter bogen.  FIND PÅ NOGET NYT.

Men muntert og anbefalelsesværdigt er det hos de svedige faar i Toldbodgade.

Medvirkende: Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Ole Lemmeke
Dramatiker: Lucas Svensson
Instruktør: Egill Pálsson
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lysdesigner: Mads Lindegaard
Lyddesigner: Klaus Risager
Dramaturg: Tine Byrdal

www.faar302.dk