Kulturkupeen

Når kommunalpolitikere mister jordforbindelsen.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Når kommunalpolitikere mister jordforbindelsen. 

Seneste sag i København drejer sig om et af kommunen indkøbt papirværk til 21.000,- som derefter, på kunstnerens opfordring, skal afbrændes for at blive tilintetgjort.

Time/Line/Movement. Hentet fra kunstneren Christian Falnaes’ hjemmeside.

Københavns kommune er tilsyneladende en kommune med uanede ressourcer og hittepåsomhed, når det gælder om at markere sig inden for det kulturelle og kulturhistoriske. Der har ikke manglet hestekræfter i de nedrivningsmaskiner, der mejede den lille frø på Amager ned. Heldigvis samlede kokken Kirk frøen op. Takket være Kirk og andre aktive borgere blev det lidt af en skandale for både København, overborgmesteren og hans kumpaner. Gravkøerne forsvandt væk fra det område.

Mere vellykket, rent politisk, var den fysiske nedslagtning af de gamle slagtergårde på Vesterbro. Ned skulle de for at give plads til noget nyt. I dag ligger der en åben brakmark midt i det pulserende byområde.

De utrættelige bulldozere

Så kom kommunens drøm, i tæt forbrødring med private investorer, om at ødelægge hele området omkring Palads Teatret, som står iklædt kunstneren Poul Gernes´ udsmykning. Alt skal her mejes ned for at give plads til højhuse, som vil sende lange slagskygger over det område, hvor biograferne ligger i dag. Kommunalfolkene kan ikke forstå charmen ved lav bebyggelse.

Seneste sag er endnu ikke afsluttet, men drejer sig om nybygning midt i et fredet kulturmiljø i Sydhavnen. Kommunen vil affrede for at kunne bygge nyt og stort!

I alle sager har Københavns Kommune optrådt på en frastødende og enerådende måde stik imod borgernes ønsker, drømme og tarv. Kommunen har tilsyneladende hverken interesse i eller evnen til at forstå fortiden og tænke langsigtet og medmenneskeligt på borgernes vegne.  Den hårde konfrontation lader ikke vente på sig: Københavns skatteydere vil gerne bevare grønne, rekreative områder og ønsker mange af de allerede eksisterende bymiljøer bevaret.  Politikere og embedsværk hos kommunen vil tilsyneladende blot markere sig. Og det er de eminente til. Deres bulldozermetoder hører tilsyneladende aldrig op.

 

Billedkunst og kontorindretning: Niko og co.

Skandalerne står i kø. Vi er flere, som endnu ikke er kommet os over Niko Grünfeldskandalen i oktober, hvor den nu afgåede alternative kulturborgmester fik indrettet sit kontor for 130.000 kr., så det fremstod som en legestue for adfærdsvanskelige voksne.  Ikke mindst en strikket boksebold skabte røre.

Heller ikke sommerhistorien er glemt.For i juni 2018 indkøbte kulturudvalget og dets rådgivere 20 a 4 sider af kunstneren Jakob Jakobsen til en pris af 10.000,- kr. På nogle af papirerne stod der:

»Lars Løkke Rasmussen er død« – »Ole Sohn er død« – »Bertel Haarder er død«

Det fik medlem af kommunens kulturudvalg, Gyda Heding fra Alternativet, til på Facebook ekstatisk, efter at hun havde citeret siderne, at udbryde: ”Jeg vil gerne bidrage med noget super sejt politisk kunst, så hvis I (skrevet med lille i) kender galleri eller…..  ”( citeret efter Berlingske Tidende d. 12. juli 2018).

Det skabte røre, og ikke kun højrefløjen i dansk politik ytrede sig kritisk. Også socialdemokraten Dan Jørgensen slog dengang på tasterne og gik på Facebook med sin kritik af kommunen. Men den endnu uskyldsrene kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld fra Alternativet og tillige medlem af billedkunstudvalget kunne dengang erklære, at for ham handlede værket om, at politikere også er mennesker af kød og blod, at alle har et hjerte og en historie. Han forstod ikke kritikken fra Dan Jørgensen.

Men trængslerne i kommunen og hos Alternativet var ikke ovre. Niko-sagen om kontorindretningen rasede i oktober, og den hyperaktive Michael Thouber, som er manden bag genrejsningen af udstillingsstedet Charlottenborg, kunne ligeledes på Facebook forsvare kulturborgmesteren og bl.a. fortælle, hvor flink og klog en mand, borgmesteren var.

Charlottenborg – mens huset var udsmykket af Ibrahim Mahama. Foto fra Charlottenborgs hjemmeside.

21.000 kr – til afbrænding

Thouber har også været ude i seneste ombæring, for han er nu rådgiver for kommunen i kunstanliggende, og i Berlingske Tidende, d.18.12. citeres han for at sige, at det faktisk er billigt, at kommunens nyeste værk kun kostede 21.000 kr. Det drejer sig om en tegning af kunstneren Christian Falnaes med titlen: ”Time/Line/Movement”. Pointen er, at værket, som blot er en tegning, skal kopieres på et andet stykke papir, hvorefter det oprindelige papir skal brændes.  21.000,- kr. for at demonstrere begrebet forgængelighed! Thouber tilføjer i Berlingske: »Det originale her, det er performancen, og tegningen er blot et element i denne performance. Som jeg ser det, har vi et værk til en rigtig god pris. Det ender måske med flere tusinde happenings i Københavns Kommune for godt 20.000 kroner. Det er fandeme billigt,« siger han.

Vækstfabrik

Kommunen skal have en ny og mere aktiv kunstpolitik og herunder nok også en nyformuleret  kunstindkøbspolitik. Udvalget vil fremover rumme både politikere og fem kunstkyndige og får nyt navn pr. 2019: Rådet for Visuel Kunst.

I dagsordenen for møde d. 20. 6. 2018, hvor navneforandringen skulle vedtages, stod der bl.a.:

Konkret skal Rådet for Visuel Kunst tale ind i og bidrage til realisering af de opstillede mål og indsatser under Plan for Visuel Kunst. Rådet vil, sammenlignet med i dag, få en styrket rolle i forhold til at understøtte sammenhængskraft og synergi i byens kunstneriske miljø samt dyrkelse af kunst i det offentlige rum.

Ak ja, der skal tales ind og der skal være synergi og sammenhængskraft. Alle disse ord (floskler), som bruges, når man ikke bare smyger ærmerne op. Og på idéplanen lå der,  også allerede i juni, forslag om, hvad det nye råd skulle arbejde med:

Potentiel udvikling af en vækstfabrik for kunst og design (jævnfør ’Visuel Kunstplan. Indsatsområder og initiativer (side 8), hvor innovation, iværksætteri og forretningsudvikling understøttes gennem workshops, mentorordninger og strukturerede netværk.”

Gad vide hvor mange af de kommunalpolitiske medlemmer, der kan gennemskue, hvad det drejer sig om. Det er jo pseudosprog og floskler hentet ud af de senere års sprogforfladigelse. Men godt at der så er kunstkyndige medlemmer, der kan forklare.

Københavns Rådhus. Kommunens eget foto.

 En kulturpolitisk bagatel eller?

Er den forundring, som jeg giver udtryk for, blot en storm i et glas vand? Skal kommunen have lov at lege og danse i arbejdstiden? Skal kommunens kulturpolitikere købe kunst ind, hvis vigtigste funktion er at stive politikerne af, så de siden kan bryste sig af at være åh, så moderne?

Kunstindkøbene ville være helt i orden, hvis værkerne var købt af en privat ”mæcen” eller ”kunstelsker”, der gav dem til kommunen.  Men set i et større perspektiv, og kommunens mange forpligtelser taget i betragtning, er disse ”tiltag” inden for byudvikling og kunst til borgerne dybt problematiske. Kommunen har så mange problemer at slås med, bl.a. på skolerne, hvor der mangler ordentlige sanitære forhold til børnene. Og de hjemløse i gaderne?

I stedet for at rette op på de helt konkrete, dårlige vilkår for udsatte befolkningsgrupper løber kommunalpolitikerne rundt og morer sig med kulturelle spørgsmål.

Mens buldozerne marcherer frem for at forandre og udvikle byen, køber beslutningstagerne tilsyneladende kunst som aflad for alle de forkerte og manglende beslutninger.

Politikernes handlinger i forbindelse med nedrivninger, mastodont- byggeprojekter og subtile kunstindkøb kan nemt fortolkes som magtfuldkommenhed og bedreviden: Vi alene vide, hvad der er godt for morgendagen!

 

Det her drejer sig ikke om rindalisme

Selvfølgelig kan nogen mene, at jeg er ude i noget, der leder tankerne hen på den gamle rindalisme-debat i 1960erne, hvor avantgardekunsten stod for skud. Men sådan er det ikke her. Heller ikke byen Holstebros indkøb af den lille Giacometti-figur kan sammenlignes med de 20 a 4 sider, der overskred almindelig takt og tone i ordlyden ved at erklære en række toppolitikere for døde. Eller Nikos strikkede sok, der vist allerede er blevet moderne, men bare ikke hører hjemme på et borgmesterkontor.

Nej, det her er langt mere alvorligt. For det viser, at de folkevalgte kommunalpolitikere i landets hovedstad i den grad mangler jordforbindelse, sund fornuft og respekt for borgerne.