Kommenteret af Ulla Strømberg.
“No More Jacks” er titlen – og så ved folk, hvad, hvem og hvorfor! For derude findes et stampublikum, som holder sig opdateret om de fire smokingklædte gutter, der kan synge sig ind i enhver bedstemors hjerte. Og når kvartetten ovenikøbet suppleres af et 7 mands orkester med Peder Kragerup som kapelmester, er ikke et øre tørt.
No more Jacks. Pressebillede.
Premieren fandt sted på Gamle Scene på Det Kongelige Teater, men snart går turen endnu engang rundt i landet på teatre og spillesteder, der kan rumme de store menneskemasser.
Stig Rossen, Jesper Asholt, Kjeld Heick og Jesper Lohmann er stjernerne, som har taget arven op efter det hedengangne Four Jacks, som kun plus 70 års segmentet kan huske. Det er vist 10 år siden, gruppen startede. Tilsyneladende er det gamle repertoire slidt op, så det nye show hedder ”No More Jacks” underforstået det gamle show med nye musiknumre! Til gengæld rider gruppen videre på to af de gamle medlemmers sange: John Mogensens og ikke mindst Otto Brandenburgs gamle hits. Og det fungerer!
Det er helt utroligt, hvad der gemmer sig af rytme, sjov og tidsnedslag i bl.a. ”Alle sømænd er glade for piger”, som følges op af hele remsen: ”Foruden Susanne, Birgitte og Hanne… ” – for at slutte med Lis. I disse ”Me Too”-tider kan det selvfølgelig virke et milligram provokerende, og de fire gutter forsøger da også at omgøre refrænet, med det fungerer dårligt med drengenavne som Bjarne og Arne.
De fire smokinger synger godt med greb om 1950-, 60- og 70-ernes sound, og orkestret har al den klassiske styrke, som et orkester skal have med syv modne herrer med stone face. De kan bare deres kram, men holdes på behørig afstand i baggrunden med guitarer, tromme, klaver og messingblæsere.
De fire hovedpersoner er forskellige af statur, for sådan er menneskeheden, og også af evner. Jesper Lohmann scorer på sin flabede charme og bevidste forskydning fra privatlivets Jesper til scenens Lohmann, som er skuespiller. Og hvor han ligner Olsenbandens Benny. Jesper Asholt er også skuespiller og kan hoppe ud og ind af de forskellige figurer, som sangene lægger op til. Stig Rossen bliver pr. definition, når han står på en showscene, meget hurtigt den gammeldags ”frikadellesanger”, og det gør han til ug og synes at ku’ li det. Anderledes er det med Kjeld Heick. For han er Kjeld Heick med det ubrydelige vedhæng Hilda, som der er adskillige hentydninger til. Han er ren natur og redeligheden selv, men verfremdung og skuespil er en by i Sydtyskland.
Det gør ikke spor, at de er forskellige, men problemerne opstår alligevel, når de skal småsnakke med hinanden. Måske fungerer det ude i en hal, men nu er det altså Det Kongelige Teaters gamle Scene. Her er barren sat højt. Det kan være svært at spille forbavset, når man nu har øvet replikkerne et par måneder. Så måske skulle de fire gutter skrue ned for vittighederne og bare give den gas med musikken: ”Når en sailor går i land”, ”Ta’ mæ ud at fiske”, ”Can’t Take My Eyes Off of You” og flere af Mills Brothers numre fra det store, internationale katalog. For der er tilsyneladende frit slag fra alle hylder, og ingen af sangene falder til jorden. De er nemlig så professionelle, gutterne, når musikker spiller og publikum lytter.
Smokingerne skal bare synge og spjætte til Susanne Breunings trin, så vil stampublikummet elske dem, uanset om det er på dansk eller engelsk. Så ”Hit the road to ”No more Jacks”” – hvis du var vild med den søde og bløde pop i 1950erne og 1960erne.