Kulturkupeen

På Herrens Mark – Teater Grob afslutter Det 6. Kontinent.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

På Herrens mark – så nåede Teater Grob på smukkeste vis i hus med sin store serie: ”Det 6 kontinent”.

Med ambitiøse armbevægelser startede det hele i 2013 med Hotel Nelson, som var en vittig satire om danskere – og ikke mindst om politiken-læsere på udebane i et lille hotel i Sydafrika. Serien fortsatte over Warszawa, der, som titlen antyder, foregik i Polen blandt danske yuppier. I Jorden brænder er en højskole på studietur til Peru, mens vi er blandt intellektuelle danskere med kunstneriske ambitioner i Små forstyrrelser, i New York – for at tage turen til Kina i Pandaaffæren.

Tempoet har været skiftende, tekstintensiteten ligeså, mens Teater Grob har holdt skruen i vandet og med imponerende viljestyre er nået hjem med På Herrens mark. En ung dramatiker, JuliePetrine Glargaard, står bag teksten som Per Scheel-Krüger, den ene af teatrets to ledere, selv har sat i scene.

Og denne gang er han faldet ned i tempo – har simpelthen fundet melodien og har fået denne dødsmesse til at fungere i den helt rigtige rytme. For der er intet sjov i denne historie.

På Herrens Mark. Grob. Pressebillede.

En alt for ung mand, David, spillet eminent nedtonet af Jens sætter-Lassen, ligger på hospice på grund af kræft. Han er afklaret, men det er hans sofistikerede udenlandsdansker mor overhovedet ikke – spillet helt rigtigt og øretæveindbydende af Solbjørg Højfeldt. Med sig har hun et nokkefår af en ven, Morten Surballe, inkarnationens af halvdovne, halvgamle mænd, der tænker mageligt og egocentreret.

På Herrens Mark.

Davids unge kone har, ikke mærkeligt, også svært ved at forlige sig med situationen og kæmper sin egen kamp mod både hospicesygeplejersken, David, barnet der ikke må se sin døende far, svigermoder og måske også en dårlig samvittighed. Var hun god nok?  Fint og nedtonet spillet, men med masser af nuancer, af Roselinde Mynster, der har scoret megen applaus for sin optræden i ”Badehotellet”. Hun er stadig den pæne pige, men gør hvad hun kan for at vise, at livet ikke er så enstrenget endda, heller ikke når der er gravøl.

Det handler om danskeren og danskerne, der har et blik til udlandet. David prøvede først de andre europæiske landes kræftbehandling, og da det mislykkedes, var der kun Schweiz tilbage som mulighed – for at få eksekveret aktiv dødshjælp.   Men han nåede det ikke, var for svag til at tage af sted. En underfundig pointe, hvor det er lykkedes holdet at tage det internationale ind på en helt uventet måde. Flere af de mindre roller er ”nye” danskere, som jo ikke mindst sundhedssektoren er fuld af – også det springer i øjnene på ”skrækkelige svigermoder”, der eller skulle være vant til det multikulturelle fra sit liv i New York.

Det hele går op i en højere enhed. For jeg kan berolige med, at efter begravelsen forenes de stridende kræfter, enken, skrækkelige svigermoder, skvattede ven etc.

På Herrens Mark. Grob. Pressebillede.

Fra produktion til produktion har Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm, MAAM, foldet sig ud på imponerende vis i deres helt egen genre hyper/neorealisme- dvs. hvor der er taget et meget naturalistisk udsnit af en bestemt lokalitet, som så er perfektioneret ned i mindste detalje.   Her et halvmoderne hospice fra 1980erne, i træ og med teaktræsmøbler – og efterfølgende et designerparcelhus, igen indrettet i de glade 1980ere med Wegner og træpaneler og ikke at forglemme: den gennemgående plastichavestol og Coca cola-dåse, to globale ikoner for moderne, borgerlig livsførelse.   Det er flot, sjovt – denne gang ikke så smukt, men velgennemtænkt, når kulissen kan lukkes i og blive til hospice eller klappes op – og endog afsløre en lille have bag ved. Sådan skal en teaterkulisse være: velfungerende, understøttende og alligevel helt sin egen og med det mod, der skal til for ikke at skabe en væltet børnehave eller afslutte med konfetti og balloner. Tak.

Igennem de 6 afdelinger har det vekslet med skuespillere og figurer, men der har alligevel været nogle tilbagevendende roller. I denne sidste del kan Ulver Skuli Abildgaard igen inkassere point på sin finurlige forsker, der lever et godt samliv med sine afdøde hustru – aldrig har de talt så godt sammen som efter at hun døde etc. Også David i Jens Sætter- Lassens skikkelse har været med tidligere . osv.

Skuespillerne yder deres bedste, teksten fungerer, instruktionen er i harmonisk leje, mens scenografien damper af overskud. Tillykke til Grob, der har klaret noget ganske usædvanligt i disse så omskiftende tider, også rent kulturpolitisk.   6 sammenhængende, nyskrevne dramatiske stykker om danskere, her, der og alle vegne – men allermest som naboer. Fr så irriterende er vi jo ikke selv.

 

6 stjerner til det samlede værk: Det 6. kontinent.

5 stjerner til ”På Herrens Mark”.

Læg mærk til GROB. Det fortjener de, der henne på Nørrebrogade. .

 

Medvirkende: Jens Sætter-Lassen Rosalinde Mynster Solbjørg Højfeldt Morten Suurballe Zaki Nobel Mehabil Ulver Skuli Abildgaard Sevik Perl Mathilde Passer Martine Levinsen

Manuskript Julie Petrine Glargaard Iscenesættelse Per Scheel-Krüger Dramaturg Jesper Pedersen Scenografi Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm – MAAM Lysdesign Turpin Napoleon Djurhuus Lyddesign Emil Assing Høyer

www.grob.dk