Mindeord af Ulla Strømberg.
Maleren, billedhuggeren og forfatteren Per Kirkeby er død 79 år gammel – efter længere tids sygdom.
Per Kirkeby. Pressefoto: Museum Jorn, Silkeborg.
I mere end 50 år arbejdede Per Kirkeby inden for kunstens rammer, selv om han var cand. mag. i naturhistorie. Hans flid og talent førte ham ud i de fleste afkroge i kunstens verden: Fra eksperimenterende film over poesi, kunsthistoriske værker til arkitektur, maleri, grafik og skulptur. Selv om han i de seneste år blev ramt af alvorlig sygdom, kæmpede han indtil for nylig dagligt for at virke som den skabende kunstner, der var en ubrydelig del af hans person og personlighed.
Intet kunstnerisk udtryk syntes ham fremmed, og i de senere år delte han gavmildt ud af sine tanker, også om mere personlige emner.
Per Kirkeby har i de seneste årtier haft en topplacering i dansk og europæisk kunstliv. Han var en ener og blev en ener.
Hans værker er blevet vist på alle større museer, også i udlandet, bl.a. London og Paris og naturligvis i Tyskland, som han rent kunstnerisk var forbundet med via Galerie Michael Werner.
Kirkebys kunst er blevet gennemanalyseret i bøger og artikler, og selv bidrog han ved at forklare og beskrive sin arbejdsmetode på film, i radio og tv – og først som sidst i en lang række bøger.
For en måneds siden overlod han sit samlede kunstarkiv til Museum Jorn i Silkeborg, en interessant handling, der dermed knyttede hans værk og virke direkte til den store maler Asger Jorns. Per Kirkeby var også en kunstkender. Det vidner mange mindre kunstbøger om, hvor han beskrev adskillige af sine kunsthistoriske forbilleder.
Naturligvis var Per Kirkeby en kompleks person. Højt begavet og intellektuel, som kun få, og med en personlighed, der aldrig glemte en oplevelse eller hændelse.
Senest i 2017 er udkommet bogen: ”At trække en streg” af Erik Steffensen. Bogen byggede på Per Kirkebys dagbøger samt 50 samtaler. Et kunstnerbillede helt uden glamour, men også en bog, som jeg dengang mente ikke burde være trykt. Man skal ikke kende til alt i et andet menneske. Der må gerne være hemmeligheder. Men Per Kirkeby ønskede her i de senere år, at vi skulle vide maximalt om ham.
For omkring 20 år siden havde jeg adskillige samtaler eller snarere møder med ham, hvor han talte. Siden blev betragtningerne delt med DR P1’s lyttere. Det var generøst af ham, og ikke mindst hans barndomsfortællinger om Københavns Nordvestkvarter, tæt ved Grundtvigs Kirken, var lærerige at lytte til og gav en udvidet forståelse af hans kunstnersind. For han beskrev naturen og børnelegene, forholdene til familien og ikke mindst den monumentale arkitektur, som siden hen inspirerede ham til de mere end 300 skulpturer i teglsten, som blev skabt til det offentlige rum i Danmark og Tyskland, bl.a.
Hans maleriske proces blev eminent afdækket i filmen ”Et Vinterbillede” af Jesper Jargil (1996) – hvor hans tidskrævende metode i atelieret i Hellerup med lag på lag og månedlange arbejdsprocesser blev vist. Og til sidst kunne det færdige billede stå smukt, organisk, konkret og abstrakt på en gang. I dag findes det på Statens Museum for Kunst.
Det var i perioden fra midten af 1990erne, hvor Kirkeby bosatte sig i Danmark full time, at han tilsyneladende havde behov og overskud til at delagtiggøre os andre i sine tanker om kunsten og livet og tillige om arbejdsformen ved bl.a. de store udsmykningsopgaver, på en hel bygning på Aarhus Universitet og Den Sorte Diamant i København. Loftet på Det Kongelige Bibliotek var så stort, at det på teatermaner blev malet på gulvet. Jeg fik foretræde den allersidste dag, hvor alle penselstrøg var påført og det blot skulle tørre en ekstra gang. Et kæmpeværk med mærkelige emblemer. Flere hundrede kvadratmeter fyldte gulvet på den tidligere kaserne i Avedøre. Kort efter blev bygningerne i området filmselskabet Zentropas hjemsted. Det var mageløst. Iført Kirkebys hjemmesutter fik jeg lov at gå rundt på værket og lytte til hans ord for siden at sende dem i radioen. Også Radioen var for Kirkeby et genialt medie, for han kunne som få også tale i billeder.
I dagspressen i samme periode var det helt personlige og ofte private tanker, der blev trykt i spalterne. Det betød, at Per Kirkeby om ikke blev folkeeje, så i hvert fald en person og en kunstner, der ikke var karrig med sig selv. Han var bevidst om sit eget værd og havde måske også behov for at få det bekræftet – som privatperson og som den ”offentligt ejede” kunstner, han var blevet.
I denne periode som tidligere blev han ofte fotograferet og næsten altid med samme gestus: et skarpt blik, et skævt smil og en sweater i smukke farver, der matchede resten af outfittet, som var nøje udvalgt og afstemt. Per Kirkeby var bevidst om sin optræden. De foregående 20 år, med bolig i både Tyskland og Danmark og professorater ved tyske kunstakademier, havde gjort ham til en mand, der bevægede sig i internationale kredse, hvor der skulle være kontrol over det meste.
Indholdsmæssigt er Per Kirkebys livsværk næsten uudtømmeligt og i fremtiden vil mange nye kunsthistorikere kaste sig over hver sin del af hans livsværk og måske se på det med nye øje og i nyt perspektiv.
Han begyndte i popkunsten på Eks-Skolen. Flere af værkerne fra denne periode overgår i dag næsten senere abstrakte værker. Kirkeby fortsatte inden for maleriet i ren abstraktion for i 1990erne at trække mere natur ind, som ikke mindst i udsmykningerne også kunne blive konkrete og flere gange bibelske. Skulpturerne fulgte en anden udvikling. Fra Rodin-inspirerede bronzer til de allerede omtalte pompøse murstensværker.
I grafikken, som måske lå hans hjerte nærmest og havde slægtskab med de digtsamlinger, han også udgav, var der helt andre, ofte naturlignende tendenser at skue. Hans fortid som geolog lod sig heller ikke her fornægte. Nogle rejser og ekspeditioner nordpå, også i de senere år, affødte de smukkeste bøger.
Østre Gasværk i Per KIrkebys fortolkning. 1979. Udsnit af plakat.
Hans teaterscenografi i forbindelse med balletten ”Svanesøen” på Det Kongelige Teater i 1990erne (og siden overført til New York City Ballet) blev nøje dokumenteret af kunsthistorikeren Lars Morell. Både farver og tanker viste til dels tilbage til tv-scenografien til Sanct Hans Aftenspil af Oehlenschlæger, som Kirkeby sammen med vennen og instruktøren Jørgen Leth skabte i 1979 for DR. Et lidt overset værk, som mange andre af Per Kirkebys frembringelser, fordi han i Danmark nok primært er blevet kendt for sine malerier. Til de fleste af Jørgen Leths film skabte Kirkeby plakater, og nogle af dem står i dag som ikoner. Også plakater til flere teatre, bl.a. til Østre Gasværk og til de mere end 40 bøger Kirkeby har udgivet, viser en helt unik grafisk forståelse.
Per Kirkeby: Udkast til scenografi til balletten “Svanesøen” – Det Kongelige Teater og New York City Ballet.
Udenlandske og danske museer ejer værker af Per Kirkeby. I Danmark kan nævnes Louisiana, Statens Museum for Kunst, Aros, Museet i Aars, i hvilken by han ligefrem blev æresborger og nu Museum Jorn, hvor det samlede arkiv vil være at finde.
Per Kirkeby var i de seneste 20 år repræsenteret hos galleri Bo Bjerggaard, der i øvrigt i sine mindeord har beskrevet, hvordan Per Kirkeby var en udslagsgivende faktor for galleriets etablering. Til august vises en stor mindeudstilling på galleriet i Den Hvide Kødby.
Per Kirkeby blev 79 år og måtte desværre i de senere år lide af sygdom, der ville have fjernet livsmodet hos de fleste. Men Per Kirkeby var en fighter på alle planer og umættelig i at nå de kunstneriske mål. Hans flid og næsten grænseløse kunstneriske udfoldelse har og vil fremover stadig sætte sig spor i den danske kunstverden. På det semiprivate plan vil han blive husket for den koncentrerede stemme og en helt speciel ironi, som sjældent komplimenterede, men havde observeret og analyseret alt – i og omkring ham selv.
www.bobjerggaard.dk