∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Playing Cards. Hearts. Gæstespil i Østre Gasværk: Lepage og co.
En gang imellem overgår myten virkeligheden. Og sådan havde jeg det nok onsdag aften til det meget opreklamerede gæstespil med den canadiske teatermand Robert Lepage’s opus til runde teatre ”Playing Cards: Hearts”.
Pressefoto
Det er en gave at få et internationalt gæstespil serveret. Wilhelm Hansen Fonden har stået bag som enesponsor, og det er godt at se Østre Gasværk som et rigtigt theatre in the Round.
Men selve forestillingen virkede faktisk ikke så nyskabende eller visuelt overraskende, som jungletrommerne havde annonceret. Robert Lepage er en sanselig og visuel teatermand, der har mestret det meste og i dansk sammenhæng bl.a. med flere besøg til Aarhus Festuge.
I denne omgang har Lepage så meget på hjerte, at det tekstligt næsten tipper over og bliver som det mest alvorlige politiske børne-ungdomsteater dengang i 1970erne og 1980erne.
Vi møder flere kulturer og epoker og følger på den runde scene med de uendelig mange lemme i gulvet nogle skuespillere, som er både oppe i nutiden, i dagens Quebec, i Nordafrika til det arabiske forår, som analyseres, mens den gamle historie om fransk kolonialisme inddrages tillige med filmens allertidligste barndom.
Via nogle historiske personer, bl.a. Houdini, den store illusionist og en fiktiv moderne taxichauffør med marokkansk/algiersk baggrund samt en ung, borgerlig, canadisk kvinde Judith, forstår vi lidt efter lidt budskabet: det drejer sig om sameksistens og næstekærlighed.
Pressefoto.
Det lykkes i denne historie at forene tro og mennesker, men prisen er masser af blod og menneskelige ofre – som f.eks. når den unge kvinde forlader kristendommen og bliver muslim.
Emnet er højaktuelt. Om politiske flygtninge i fortid og nutid – og ikke mindst derfor bliver det svært på baggrund af denne også folkelige fortælling at diskutere den spændte situation, der for øjeblikket hersker på den nordlige halvkugle.
Hvad er løsningen? Skal vi have krig eller prøve at forstå hinanden og læse i de hellige bøger sammen. Robert Lepage’s bud er sympatisk. Chaufføren dør uden at se sit nyfødte barn – mens kvinden bliver muslim og forenes med sine reaktionære forældre i deres nye egenskab af bedsteforældre. Her bliver det rigtig sentimentalt, og det samme gør det ganske sympatiske spil, hvor nye figurer hele tiden skal gestaltes.
Måske greb det visuelle mig ikke nok, fordi jeg så det hele fra siden – men det er jo Theatre in the Round, som skal kunne opleves hele vejen rundt.
Det scenografiske var interessant med et gardin der af og til hejses op og får smukke billeder gengivet hele vejen rundt, mens diverse illusionistiske numre finder sted i den runde scenes inderste hjerte.
Jo, der er masser af finesser, men den bevidst lange fortælling, næsten 4 timer, bliver også til en indre rejse igennem spørgsmål som hvad skal teater egentlig bruges til.
Her er det en løftet pegefinger kombineret med et velfungerende teatermaskineri og nogle hårdtarbejdende skuespillere og et større antal teknikere nedenunder den runde scene og ude på fløjende. Teknik, teknik, teknik blev aftenens overskrift.
www.gasvaerket.dk