∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Farverigt, spektakulært og vittigt omskrevet Holberg-stykke på Folketeatret. Gode skuespillere, men bliver det tilstrækkeligt vedkommende og farligt?
Det er al ære værd, at Folketeatret og andre teatre, minus Det Kogelige Teater, for tiden holder Holberg-traditionen i live. Spørgsmålet er bare, hvilken tradition det nu er.
Den Politiske Kandestøber. Folketeatret. Fotos Gudmund Thai.
De store Holberg-fornyere
Lad os se lidt tilbage: Ved tohundredåret for ”Den danske skueplads” på Kongens Nytorv var der i 1948 en fantastisk jubilæumssæson, hvor der blev spillet Holberg i den klassiske ( naturalistiske stil). De første nybrud skete med instruktøren Edvin Tiemroths opsætning af ”Hekseri eller blind alarm” i 1966. Det betød, at man nu godt måtte tænkte lidt mere frit fabulerende og utraditionelt, når det drejede sig om Holbergs komedier. I 1984 trækker instruktøren Peter Langdal tæppet væk under alle skeptikere med en helt utraditionel fortolkning af ”Erasmus Montanus” – “Erasmus vender tilbage” i Karin Betz’ scenografi. I en dødsdrom, i et cirkus, udspillede sig kampen imellem fortidens syn på verden og den opdaterede, nye viden, som Erasmus bragte med hjem fra hovedstaden. Sjovt nok var det fortiden, der vandt – jorden forblev flak som en pandekage, for ellers ville Erasmus ikke kunne få sin Lisbed. Den unge pige havde tyggegummi i munden, og alt var fortid og nutid på en gang.
Holberg omskrives
Der er gået mere end 30 år siden da. Men i den generelle Holberg-opfattelsen er der ikke sket ret meget. I dag skal der hele tiden gøres nar ad figurerne, og kostumerne skal balancere midt imellem 1722 og slutningen af 1900-tallet. Er der latin, skal det i hvert fald skrives om til det rene volapyk. Derudover bliver komedierne også gennemskrevet af nye, unge kræfter, og ikke mindst ”Den Politiske Kandestøber” står altid for skud. For nok er denne politiske komedie interessant, men ikke så morsom endda hos Holberg, mens intrigen og ideen bag er evigt aktuel.
Den Politiske Kandestøber. Folketeatret. Fotos Gudmund Thai.
Herman von Bremen
Herman von Bremen er kandestøber, og sammen med sine kammesjukker fra kroen, er han begyndt at diskutere politik. De bliver så grebet af tankerne, at de ser fejl og mangler hos de siddende politikere og er tæt på at ville omstyrte hele vældet. Vi møder dem ved en diskussion, hvor der er masser af sager, der skal endevendes. Her er det jo oplagt at tage nogle af de aktuelle politiske småskandaler.
Sjove moderniseringer
Thor Bjørn Krebs har moderniseret teksten med en perlerække af sjove indfald og hentydninger. Der skal ikke fejes noget ind under gulvtæppet, Herman ”banger” hele tiden i bordet med sin hammer, og en af gutterne, Joakim Kuglestøder, kommer overhovedet ikke på banen, mens Søren Pindebrænde også omtales. Og så er der taburetterne, som klistrer til bagen på flere af dem. Men derefter begynder vanskelighederne for Herman von Bremen og også for forestillingen. Byens rigtige politikere har fået nys om hans konspirationer og vil spille ham et puds. De bilder ham ind, at han er blevet borgmester og overdænger ham nu med en række sager. Både hos Holberg og i denne opdaterede version er det svært at holde dampen op – der mangler simpelthen ekstra kul, men det går an.
”Et er et søkort at forstå – et andet skib at føre” er som bekendt Hermans kloge morale. Han erkender, at det er lettere at sidde i krostuen og være kæphøj, end det er at have magt og regere.
Farlig bliver forestillingen desværre aldrig, heller ikke da Herman/ Henrik Koefoed forsøger at hænge sig.
Den Politiske Kandestøber. Folketeatret. Fotos Gudmund Thai.
Angsten for at være alvor
Der er en mærkelig skæv balance i instruktionen. Henrik Kofoed er både fin og alvorlig – og forfalder overhovedet ikke til fjogede unoder. Det er godt, og hans kostume er da heller ikke så karnevalsagtigt, Men det er kostumerne sandelig hos flere af de andre – ikke mindst da der skal være visit hos borgmesterfruen, og hun udstyres med en gris som skødehund, mens damerne er herrer i grimme, grimme kjoler. Det er bare for plat – men ikke første gang jeg ser det. Det er som om skuespillerne hver især kæmper en brav kamp for deres figurer – bedst lykkes det for Henrik Koefoed, Sonja Oppenhagen, Kristian Holm Joensen, Mathias Sprogøe Fletting og Lisbeth Gajhede, der synes at spille en krydsning imellem Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved – hvis det lader sig gøre. Men måske har jeg misforstået noget.
Instruktøren og scenografen
Søren Iversen er instruktøren bag ved, og det kan undre, at denne seriøse mand, som har forløst de mest komplicerede tekster, ikke tager Holberg mere alvorligt. Også scenografen Stine Martinsen synes at være blevet ført på afveje, selv om nogle af kostumerne er ganske indtagende og selve scenekonstruktionen med konturerne af et hus og en by ikke er ueffen, så ender det alligevel med at blive både for spraglet og for broget.
Pokkers også. For ”Den politiske Kandestøber” er mere end aktuel i en tid, hvor der gang på gang opstår nye partier, som hurtigt kommer i Folketinget, og hvis medlemmer måske en dag ligefrem får overdraget ministerposter! Se, det er faktisk dødsens alvor og handler om vor hele eksistens i det danske samfund. Og Holberg havde allerede færten af det dengang i 1720erne. Lad os få et drama næste gang og ikke en falden på halen komedie.
Forfatter: Ludvig Holberg
Bearbejdelse: Thor Bjørn Krebs
Instruktion: Søren Iversen
Scenografi: Stine Martinsen
Medvirkende: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Mathias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj, Jesper Riefensthal.
Forestillingen spilles først i København go drager siden på Danmarks-turné.