Kulturkupeen

Reumert-priserne og Bikubenfonden endnu engang.

Slut med Reumertpriserne og Bikubenfondens  engagement.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Bikubenfonden sadler om og bliver fremover mere proaktiv inden for området:  eksperimenterende teater. Og det er så det. Herfra skal der hverken lyde jubel eller kritik.  Men det er overhovedet ikke en bankfonds opgave at skubbe til et kunstnerisk områdes naturlige udvikling.

Reumert-prisen – glasmaleri af Hans Voigt Steffensen. Uddelt indtil 2011.

I fredags udsendte Bikubenfonden en pressemeddelelse, som siden er blevet kraftigt diskuteret i teaterkredse. Til gengæld tror jeg næppe, at folk, som ikke har deres daglige gang i nærheden af de skrå brædder, kan ophidse sig over udmeldingen: Bikubenfonden ønsker ikke fremover at stå bag Reumert-uddelingen, dvs. være vært for de årlige priser til teaterkunstnere i Danmark.

Såfremt du ikke er teatermenneske, bliver de næste mange linjer sikkert meget kedelige at læse. Nu er du advaret. Stå af. 

Bikuben-udmeldingen kan nu ikke ophidse mig.  Tværtimod. For de seneste to år har jeg ved offentliggørelsen af de såkaldt nominerede kunstnere skrevet kritiske kommentarer. Noget var galt. Var det indavl i komiteen? Var det politisk korrekthed? Provins over for hovedstad?  Uvidenhed? Manglende kunstnerisk indsigt og fornemmelse? Hvad skyldtes det, at ikke den største kunst i sæsonen blev bemærket og/eller præmieret?

1998 – I børssalen

Da jeg ikke, hverken nu eller tidligere, har siddet med ved bordet, hvor ca. 10-15 medieskribenter, Bikubenfolk – samt i de seneste år tillige dramaturgifolk  har fået penge for at rejse rundt og overvære teater og deltage i en formodet diskussion om teaterkunst versus ikke-teaterkunst, kan jeg intet sige om processen. Men jeg har iagttaget resultatet, resultaterne.  Og jeg har været i teaterverdenen i mere end 45 år og set mere end 4000 teaterforestillinger.

Jeg har fulgt Reumert-fænomenet fra den første seance i 1998, hvor Jarl Friis Mikkelsen var vært og havde nogle gamle Storm P vittigheder i lommen om kunst, og Bodil Udsen blev retmæssigt hædret.  Det var en mystisk affære, afholdt i den gamle Børssal, og kun med mad til udvalgte folk.  Siden blev Folketeatret og senere Det Kongelige Teater stedet, hvorfra den store aften blev tv-transmitteret med masser af fanfarer, kuverter og nervøse teaterfolk med fjogede takketaler til forældre, hunde og venner. Oprindelig blev showet vist på hovedkanalen – siden forvist til K. Men jeg har ikke fulgt rigtigt med, blev til sidst ikke inviteret, og på skærmen var  det simpelthen for søvndyssende.

Også andre er på banen

Så konklusionen må lyde. Det er fornuftigt at standse, mens legen ikke er blevet rigtig kedelig. I øvrigt er Bikubenfonden jo ikke ene om at uddele priser. Også Lauritzenfonden, som overtog Henkelprisen, har i de seneste mange år både haft et stort show og delt hæder og penge ud – deres PR-apparat er bare ikke så godt. Bikubenfonden og Reumert-uddelingen har derimod lige fra begyndelsen været forbundet med Chr. Have og Have PR.

Derfor taler intet imod at afskaffe Reumert. Men problemet er, at mange teaterkunstnere elsker at blive anerkendt og hædret. Pengepræmierne, som vist er blevet færre, betyder mindre. Det er opmærksomheden omkring en rolle eller en instruktion, som tæller. Og det kender vi vist alle til. Hvem vil ikke anerkendes for sit arbejde. Dertil har Reumert været god for dem, der fik en Reumert – og nedtur for alle andre.

John Kørners udgave af Reumert-prisen – uddelt fra 2012.

Fremtiden for Bikubenfonden

Fremover vil Bikubenfonden have:” fokus på det nyskabende og eksperimentende” – og tilføjer de: ”Vores rolle på scenekunstområdet er at støtte op om den kunstneriske og formidlingsmæssige udvikling i scenekunstens institutioner”.  Se det kan derimod være problematisk. For hvem er Bikubenfonden?  En fond, der har købt sig en komité. Indtil nu har Reumert-komiteen bestået af næsten de samme mennesker igennem 20 år. Fra starten var ikke mindst PR-manden Chr. Have med til at forme projektet, og ganske smart udvalgtes alle de store dagblades specialister – så kunne der ikke komme kritik. Og der har aldrig – (næsten aldrig – som kaptajnen på Pinafore siger) været kritik. Tværtimod. Skribenterne har tilsyneladende nydt deres dobbeltroller med både at være en del af Bikubenfondens komite med de frynsegoder, som det medførte – og så parallelt kunne rapportere om hvilke fortræffeligheder, komiteen var en del af. Aldrig et kritisk ord. Bikubenfonden var heldig – Chr. Have var en klog mand.

Når jeg tidligere har rejst kritik af Reumert-halløjet er det blevet affærdiget med: ”Sådan er det i et lille land, og det er de bedste folk, som sidder i komiteen”. Det er jeg nu ikke sikker på.  For så ville showet ikke have været så stift, nærmest pseudoalvorligt i sin hele fremtoning. Modsat Bodil festen for filmfolk, der er skabt af filmkritikerne selv og præget af en flink og afslappet atmosfære.  Og nomineringerne ville heller ikke være så groteske, som flere faktisk var i år. Det var pinligt.

 

Reumert-prisen – glasmaleri af Hans Voigt Steffensen. Uddelt indtil 2011.

Teaterspecialister

Men tilbage til Bikubenfonden.  Er det overhovedet rimeligt, at det er en tidligere bankfond, (dvs. alle småsparernes penge) der i fremtiden skal bestemme, hvilke områder inden for dansk teater, som skal tilgodeses med ekstra midler.

Jeg tænker samtidigt på Statens Kunstfonds afdeling for teater, som har haft adskillige navne og for tiden hedder Projektstøtteudvalget for Scenekunst (2018-2021), , hvor man har de samme embedsmænd år ud og år ind, mens udvalgene skiftes ud hver 3. eller 4. år.  Det skaber håb hos de teaterfolk, der i den ene periode er ugleset – men værst er det selvfølgelig at være faldet i unåde hos embedsværket. For tiden er det ovenikøbet ”gengangere” der sidder i udvalget. Det er ikke godt, så er der dømt “venner og fjender” igen. I Bikubenfonden er der heller ikke ”transparens”,  som fonden ellers nok så kækt selv skriver om i pressemeddelelsen.  Derfor vil alle teaterfolk fremover spekulere i hvilken smag stabsmedarbejderne har – og ligeså snart det rygtes, bliver næste opgave at opfinde og skræddersy projekter, så der kan modtages penge fra fonden.

Man kunne frygte at ikke mindst dåbsattesten kunne spille en vigtig rolle. Hvor længe er ”man” eksperimenterende og nyskabende?

Fondenes magtfuldkommenhed

Det er sørgeligt, at flere fonde går den vej og selv vil bestemme dagsordenen og ikke lytte og afkode tidens tendens og mangfoldighed. Det er tilfældet hos A.P. Møller Fonden – i forbindelse med bl.a. skoleprojekterne, men det er en familiefond, og vi kan ikke blande os. Det er helt tydeligt hos Realdania Fonden, der jo i udgangspunktet minder om Bikubenfonden, da det er penge, som kunne være delt ud til de retmæssige ejere.  Også Egmontfonden har vist samme tendens, men igen er det private penge.

Problemet er Realdania og Bikubenfonden.

Den borgerlige regering og kulturen

Med den nuværende regering kan netop de store fondes personlige engagement og den personlige prægning af det samlede kulturområde gå hen og blive en undskyldning for staten til at ignorere vigtige kulturområder.   Det er allerede sket med arkitekturbiennalen i Venedig, som Realdania på en måde har overtaget.  Og hvis det eksperimenterende teaters udvikling i Danmark skal bestemmes af Bikubenfonden og dens ansatte, kan det blive meget farligt.  Så selv om jeg tidligere skrev, at jeg var ligeglad med Reumert, så er teaterområdet malet op i en krog, og det er trist og farlig.