Kulturkupeen

Reumertkomiteen har talt.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Tilsyneladende er årets Reumert-nomineringer tendentiøse og strategiske – og ikke hverken retfærdige eller præget af indsigt i den store teaterkunst. 

Men der er ikke mange, hvis overhovedet nogen, der tør gå imod Reumertkomiteen og Bikubenfonden. 

Reumertkomiteen, som vælges ved knopskydning eller(?)…  består for en stor dels vedkommende af journalister og skribenter, og som fonden selv skriver: ”fremtrædende skribenter og kulturpersonligheder” – i de senere år også nogle teaterfolk.   Derfor er det nærmest umuligt at læse et kritisk, kommenterende ord om fonden og komiteens prioriteringer.  Man kan jo ikke både være i familie med – og samtidig offentligt tale kritisk om familieoverhovedet og familieformuen. Sådan burde det ikke være.

Spørgsmålet er, om det er ret og rimeligt, at en pengetank kan beslutte at være overdommer for dansk teater.  Men inden for dansk kulturliv har dem med penge altid været i en mærkelig dobbeltrolle. På den ene side kan kulturlivet pr. definition ikke lide kapitalisme, men på den anden side har AP Møller Fonden, Ny Carlsberg Fondet, RealDania og Bikubenfonden i adskillige år været fredet for almindelig analyse og kritik – fordi det er vigtigt at holde sig gode venner med pengetankene, hvis man arbejder med teater og kunst.

I dag vil jeg holde mig til Reumertkomiteens valg af nominerende teaterpræstationer i 2017/18.

Udvælgelserne synes tendentiøse. Der er fremhævet forestillinger og præstationer fra det nordligste til det østligste. Det er flot, at komiteen har rejst til det ambitiøse Vendsyssel Teater og ligeledes til Bornholms Teater i Rønne.   Også mange små teaterforestillinger på afsidesliggende steder og tillige små forestillinger på bl.a. Det Kongelige Teater, Grob etc. er blevet udpeget til at være det ypperste inden for teaterkunsten. Men har de ramt plet?

Læser jeg oversigterne igennem glimrer adskillige af de forestillinger, jeg så og anmeldte til 5 og 6 stjerner i den forgangne sæson, ved deres fravær.

Af høflighedsgrunde vil jeg ikke skrive, hvilke nomineringer, der er hen i vejret.  Men der er adskillige.  Og så er der nogle små forestillinger, jeg ikke har set og derfor ikke kan kommentere.  En venlig attitude er derfor blot at fremhæve forglemmelserne:

Den gode vilje. Aarhus Teater. foto: Natascha Thiara Rydvald.

”Det gode liv” – Aarhus Teater – i Emmet Feigenbergs instruktion med en uforglemmelig  Mathias Flint i rollen som Ingmar Bergmans fader.  Mathias Flint spillede også en meget interessant Tony for nylig i ”West Side Story” på Aarhus Teater.

Diktatoren, Nørrebro Teater, Olaf Johannesen Pressefoto.

”Diktatoren” – Nørrebro Teater – Nikolaj Cederholms suveræne teaterversion af Charlie Chaplins film ”Diktatoren” med en næsten genial Olaf Johannesen i rollen som den lille mand, der fik stor magt.

Revisoren. Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen.

”Revisoren”, Gogols gamle historie, ligeledes på Nørrebro Teater i Madeleine Rønn Juuls iscenesættelse med et formidabelt ensemblespil. Heldigvis er Ole Lemmeke, som en af de mange gode skuespillere i forestillingen, blevet nomineret, men ikke instruktøren!

The book of Mormon. Det Ny Teater. Pressefoto.

”The book of Mormon” – amerikansk musical på Det Ny Teater i Kasper Holtens iscenesættelse og Steffen Aarfings scenografi. En overraskende morsom  musikforestilling uden forståelsesbarrierer – og afleveret på et niveau over Broadways gennemsnit.

Barberen i Sevilla. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.

”Barberen i Sevilla” – opera på Det Kongelige Teater – i en flot, vittig og konsekvent iscenesættelse af Martin Lyngbo med scenografi i stumfilmsstil af Rikke Juellund.  Flot og sjovt at skue.

Jeanne d’Arc på Republique. Scenografi: Bente Lykke Møller. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Også Bente Lykke Møller har som vanligt skabt nogle formidable scenografier i det forgangne år: ”Frøken Julie” på Det Kongelige Teater og ”Jeanne d’Arc” på Republique.

Stå fast. Det Kongelige Teater efter Svend Brinkmann. Foto: Camilla Winther.

Mindre, men begavede og anderledes bud på teaterkunsten var Det Kongelige Teaters ”Stå Fast” – om dagens tåbelige managementfilosofi – og Aarhus Teaters mærkelige og vedkommende back stages forestilling ”Premiere”, hvor man fulgte forskellige skuespillere.

Møller og Larsen. Pressebillede.

Også Søren Sætter Lassens ironiske og nuancerige portræt af Mærsk Møller i forestillingen ”Møller og Larsen” – ligeledes på Det Kongelige Teater – burde have været med i nomineringerne. Uovertruffent. Og teksten af Jakob Weis var så rammende og dumdristig i al sin nichetankegang, at indsatsen burde honoreres.

Ok, det kan tænkes, at der er alle mulige begrænsninger. Det underholdende skal ikke tilgodeses, hvis der ikke er nogle vovede ”sprækker” – Det Kongelige Teater skal ikke have for meget og heller ikke Nørrebro Teater, Aarhus Teater og Det Ny Teater i år. Jeg ved det ikke. Kender ikke dagsordenen. Men blot det, at der er regler og hensyn at tage, betyder jo, at vilkårene for komiteens arbejde er bekymrende.

Det kan godt være, jeg står alene med min kritik. Men for de mange skuespillere, instruktører og scenografer m.m., der har skabt noget begavet og mindeværdigt teater i indeværende sæson og ikke er blevet fremhævet – vil jeg gerne hejse flaget og sige: ”Godt gået, tak for oplevelserne – og I havde sandelig fortjent at blive fremhævet.”

( Se og læs de gamle anmeldelser via Kulturkupeens indeks.)

PS PS PS: Hører gerne fra jer, hvis I er enige med mig. Skriv til: us2100@yahoo.dk

 

Se alle nomineringerne:

 http://www.aaretsreumert.dk/de-nominerede-til-%C3%A5rets-reumert-2018-er