Kulturkupeen

Rosemarie og Gartnerens Hemmelighed

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

De sidste år har vi i de danske biografer kunnet se nogle fine norske film f.eks.1001 gram(2015) og Optimisterne(2015). Fælles for dem er historier med skæve og humoristiske vinkler. Rosemarie og gartnerens hemmelighed lægger sig med sin humoristiske tone op ad disse.

I filmens første scene ser vi den unge Unn Tove(Tuva Novotny) slå op med sin kæreste. Hun skal giftes med en anden. Under bryllupsfesten på det fine Grand Hotel i Hønefoss, finder hun på toilettet et nyfødt barn smurt ind i blod. Babyen bliver overdraget til myndighederne. 16 år senere står der pludselig en ung pige, Rosemarie(Ruby Dagnall) og banker på hjemme hos Unn, der nu er fraskilt og har to børn. Unns navn fremgår af Rosemaries fødselsattest. De biologiske forældre er ukendte, og hun beder Unn om at hjælpe hende med at finde dem. Unn er journalist på tv-kanalen Kærlig Hilsen, der hovedsaglig beskæftiger sig med kvindestof, sex og kærlighed. Hun indvilger i at hjælpe Rosemarie, hvis hun må filme deres efterforskning. Snart drager de til København, hvor de stifter bekendtskab med en ældre tidligere eksbokser og repræsentant fra pornobranchen Klaus(Tommi Kenter). Derfra tager historien en overraskende drejning.

rosemarie-og-gartnerens-hemmelighed

Foto:Scanbox Entertainment

Filmen kommer fint fra start. Vi er med til brylluppet, hvor Unn ser alt andet end lykkelig ud. Vi fornemmer klart, at hun har valgt den forkerte, hvilket bliver bekræftet senere i filmen, da kæresten hun slog op med, dukker op ved forskellige lejligheder. På bryllupsnatten tager hun ind på hospitalet for at tilse barnet, og tilbyder at tage sig af det, indtil man finder moren. En rørende scene og skuffelsen i hendes øjne er ikke til at tage fejl af, da hospitalspersonalet smider hende ud og beder hende om at blive væk.

Selve historien har bestemt potentiale til at blive en rigtig god film. Man kommer uvægerligt til at tænke på filmen Philomena(2013) med Judi Dench, hvor en ældre kvinde leder efter sin søn, som blev taget fra hende, da hun var ung.

rosemarie-i-sengen

Foto:Scanbox Entertainment

Rosemarie og gartnerens hemmelighed er langt hen ad vejen ret morsom og underholdende, men grundlæggende er det en lidt mærkelig historie. Slutningen på filmen virker her i 2016 simpelt hen for urealistisk.  Det er som om instruktør Sara Johnsen, der står bag filmen, har været bange for at filmen ikke blev spændende nok og derfor har valgt for mange sideplots, så fortællingen bliver forceret snarere end fokuseret .

Både Novotny som Unn og Dagnall som teenageren Rosemarie spiller deres roller følsomt og med stor indlevelse. Dagnall har bl.a. medvirket i den anmelder roste norske teenage tv-serie Skam.

Rosemarie og gartnerens hemmelighed  får fire stjerner.

 Instruktør: Sara Johnson

Trailer:Scanbox Entertainment




Premiere:  10. november 2016