∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Rytteriet er tilbage i Tivoli.
Erik, Else, Tulle, Jørgen, Poul, Fritz og mange flere er tilbage i Tivolis Glassal. For Rytteriet spiller igen deres gamle show, som blev vist i foråret 2018.
Det er helt fint. Kun 70.000 nåede at opleve dem sidste år, og Rytteriet er altid underholdende. Rasmus Botoft og Martin Buch kan noget anderledes, og bedst er de, når kendte kunstnere imiteres, parodieres og latterliggøres, som eks. Jørgen Leth, Sanne, Anne og Lis etc. Rytteriet formår tillige at skabe gruopvækkende no name danskere, som for de flestes vedkommende er sprængfulde af fortrængte seksuelle drifter.
Rytteriet. Tivoli. 2019. Pressefoto.
Allerede i 2018 suppleredes på scenen med Bodil Jørgensen, som på TV og i Radio har været en ligeværdig medspiller. Som sædvanlig er det såkaldte husorkester med Bjørn Fjæsted som forsanger også en del af pakken. Orkestret er spændende og nødvendigt, fordi de på kontrapunktisk vis går ind og løfter den platte del af Rytteriet op på et skævt, surreelt plan. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg derimod mishages ved det vulgære, det platseksuelle og ofte tillige latrinære hos Rytteriet. Det er både irriterende og overflødigt. De kan så meget sammen, og deres fiktive figurer ville også, uden de frastødende replikker, være livsduelige nok.
Rytteriet. Tivoli. 2019. Pressefoto.
Fritz og Poul, de to snobber fra det nordlige København, er stadig betagende i deres pastelfarvede plusfour og flinke drengekostskolejargon og hentydninger til au pairs i flertal. Deres åbningsreplik er også denne gang:”Åh, I ser så fattige ud” – og efterfølgende: ”De fattige er så kedelige”. Og det viste sig at være ganske sandt denne aften. For i pausen til denne festlige repremiere delte publikum sig – og tilbage i salen og småfrysende udenfor stod ”de fattige”, mens de heldige kunne gå ind i smukke pavilloner med gratis drinks betalt af henholdsvis Nordea og en ukendt mæcen, måske Tivoli. Derinde i varmen smilede folk hen over glassene og så slet ikke fattige ud, kunne vi se igennem ruderne. Poul og Frits har altid fat i noget.
Rytteriet. Tivoli. 2019. Pressefoto.
Den gammelkendte rolleliste rullede i kvikt tempo forbi: først som hørespil eller radio, faktisk overraskende smukt og præcist afleveret – siden kom de i kostumer. Jørgen Leth: ”Jeg er et nøgent menneske” for en kort bemærkning er alt morsomt, og ellers fulgte de mere ukendte: Erik og Else, hvor Erik, den fordrukne, småvoldelige ægtemand nu var i jobtræning som tivolibetjent. Martin Buch som en helt genial (og dum) Thomas Helmig leverede en tekst, som overskred enhver forestilling om plathed. Men synge kan Rasmus Buch. Rasmus Botoft med sin hypnotiske Gumbas-mand fik denne gang tryllet os væk i en linje 8 fra Tivolis have og henover tagene i København for at ende på Rigshospitalets tag hos en overlæge, som var fastklinet til sin sundhedsplatform. Se, det var sjovt. De kan jo godt være morsomme, satiriske og politisk aktuelle uden at strippe og udpensle de nedre regioner.
Bodil Jørgensen fik lov at spille flere helt-ud-i-hegnet kvinder. Mest morsom er telefondialogen med datteren og denne gang med vilde drømme om brødrene Price, der jo har deres store Diner i Tivoli lige ved siden af Glassalen. En tekst i øvrigt skrevet af Lisbeth Wulff.
Rytteriet. Tivoli. 2019. Pressefoto.
Det hele er pakket ind i genbrugsdekorationen fra sidste år, men det gør ikke noget. Edward Lloyd Pierce har skabt en fremragende og velfungerende gammeldags karrusel, men bedst af alt er hans lyssætning, hvor masser af pærer indrammer den lille spillescene. Superflot belysning, hvor man kan tænke tilbage på PH, som jo i et øjebliks nostalgi skabte Glassalen. Han kom også med, dog som Preben Henningsen med Nåh-visen sunget lidt brutalt af Rasmus Botoft.
Rytteriet sprudler på det skuespillermæssige område og er så præcise i deres tilstedeværelse. Men de er ved at løbe tør for tekster, ikke for personer, for der er masser af gods i de kære skabeloner.
Her i 2019, har de lige haft 10 år på bagen. Deres force er opfindsomheden, der på flere områder er ærkedansk. Deres nu åbenlyse svaghed er det tekstlige grundlag, som er for spinkelt og gentagende. Det er synd og skam og i mangel af bedre tager vulgariteten, det latrinære, det seksuelt klamme etc. over.
Tivoli begynder at have et problem. Ved jubilæumsrevyen sidste år med Peter Frödin, Anders W. Berthelsen m.fl. stod plathederne i kø. Nu skal Rytteriet passe på. De må genopfinde sig selv på et mere begavet plan, og det kan de sagtens. Men de må nok hyre et par tekstforfattere.
Forestillingen spiller til og med den 27. april 2018.
Tivoli.dk