∗∗∗∗
Anmeldelse af Ula Strømberg.
Operaen Salome på Det Kongelige Teater handler om sensualisme og sex hos instruktøren Stefan Herheim. Problemet er bare, at operasangerne har nok at bestille, når de skal synge Strauss’s krævende toner, så der er ikke mange kræfter tilbage til spillet. Men fra Oscar Wildes stykke fra 1895 og ved at lytte til musikken fra 1905 ved vi, at der er store følelsesmæssige udsving i den både grumme og helt ulogiske handling.
Men for at være moderne har instruktøren på værste splattermaner skabt masser af seksuelle overgreb på scenen. Men det er langt væk fra tilskuerne og drukner rent visuelt. Så vi efterlades helt uberørte.
Salome. Foto: Erik Berg.
Selv om historien om Salome anses for at være en bibelsk tekst, kan man vist lede forgæves efter både hendes navn og den aparte opførsel i biblen. Salome er besat af at tækkes andre og ikke mindst Johannes Døberen, Jochanaan. Er det fordi han har fornærmet hendes moder, at hun tiltrækkes af denne gamle mand, der sidder i et fangehul under jorden? Vi får aldrig svaret. Da han kommer op i lyset, afslår han at give hende det kys, hun angler efter, og så ruller lavinen.
I vores nutidige verden lidt mærkeligt, at han siger nej til den smukke, æggende kvinde.
Kong Herodes har giftet sig med Salomes moder, efter at have myrdet hendes mand, sin egen broder. Nu tiltrækkes han også af Salome og beder hende danse for sig: ”De syv slørs dans”. Som betaling ønsker hun Johannes’ hoved på et fad. Her får hun det i mammutformat. Siden plejer Herodes at beordre sine soldater at slå Salome ihjel.
Salome Foto: Erik Berg.
Men i denne nye version hos den norske Stefan Herheim slutter det anderledes, vist nok. Kvindeoprøret sejrer, Salomes moder, Herodes ny hustru, drejer den store kanon, som også er stjernekikkert og bærer af alskens freudianske symboler, lige mod den frastødende hersker og væk fra datteren. Ganske logisk, da han jo har vist en skandaløs optræden. Men hvad med Oscar Wilde og Strauss? Skurke er der masser af på scenen, men det er svært at fatte interesse for dem, så blottede de er for indføling.
Ann Petersen som Salome leverer en sanglig kraftpræstation og vokser for hvert minut i operaen, men får ikke så meget støtte fra de andre sangere – udover John Lundgrens Jochanaan, der med en kraftfuld baryton-stemme fylder godt. Alle andre må kæmpe mod både akustik og, ikke mindst i starten, det store orkester, vel over 100 mand. Balancen er mere end svær den første halve time. Også hele sceneteknikken tager opmærksomheden fra sangerne.
Salome. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Scenen er et observatorium, en rimelig idé, for månen har en tydelig plads i Oscar Wildes tekst. Og smukt er den halvkugle, som former himmelhvælvet med skiftende lys og billeder. Egentlig havde det være endnu bedre med en koncertopførelse på den scenografiske baggrund. For selv om der er indforskrevet Tivoli-dansere (hvor er Den Kongelige Ballet henne – endnu engang?), så er det alligevel tungt og gammeldags. Og det samme med kostumerne. For både Salome, hendes moder, som vanligt en koncentreret og medspillende og velsyngende Susanne Resmark, og pagen er udstyret i isprinsessekjoler med strutskørter og minkkanter. Lidt varmt må det være, for vi er jo et sted midt imellem de varme lande. Så det ligner faktisk en fest oppe hos julemanden med Salome i Barbie-paryk(!)
De sædvanlige hoffolk repræsenterer hele verdenshistorien med både franske konger, en Napoleon og nyere tyraner, der alle løber rundt. Men ses bort fra kostumerne, hvor også herrernes moderne, hvide glinsende smokinger virker som en gammel operakliché fra 1980erne, synes scenografiens hovedidé at være acceptabel. Et udkigstårn, hvor verden kan overskues, men ikke bliver det. Herheim har da også øvet sig. Samme produktion (med andre sangere) har været sat op i Salzburg i 2011 og i Oslo 2013. Dvs. Det Kongelige Teater har kendt til udfordringerne og burde måske have erkendt, at der allerede var kommet lidt støv på det visuelle, og at sangerne måske ikke rent psykologisk ville kunne indfri forventningerne.
Foto: Erik Berg. Salome inde i munden på Johannes Døberen, Jochanaan.
Ann Petersens Salome er dog værd at lytte til, og i øvrigt synger Gisela Stille også partiet i de næste uger. Men samlet set er der ikke meget vundet i denne nye opsætning. Og det er ærgerligt, for forrige gang, hvor Herheim kom med en færdig pakke, den fint fortolkede franske Verdi-opera: ”Siciliansk Vesper”, var det en nydelse for både ører, øjne og intellekt.
Ps: Og så det sædvanlige hjertesuk over operaprogrammet: Meget klogt har man givet ordet til instruktøren, der fatter sig i korthed og (desværre) til den tyske dramaturg, Alexander Meier-Dörzenbach, som vel skal være ”dåseåbner” for forestillingen: ”Credoet om de hørende øjne og de seende ører kan ikke alene anføres som et motto for denne opera, men bliver ekspliciteret af den med diskursen om den begærlige betragtning og omvendende lytning (…)”.
Oversættelsen, hvis man kan anvende det begreb, er udført af AdHoc Translations. Mon google har været på spil? Og hvad siger programredaktøren?
Pps: Netop i disse dage lukker Det Kongelige Teater sit bibliotek og arkiv ned. Det ser sort ud for fremtidens teaterprogrammer og formidlingen af Den Kongelige Opera.
Instruktør: Stefan Herheim
Dirigent: Michael Boder
Scenograf: Heike Scheele
Kostumedesign: Gesine Völlm
Koreograf: Micke Strid
Lysdesign: Joachim Klein
Videodesign: Fettfilm
Videodesign: Fettfilm