Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bergmans “Scener fra et ægteskab” (3). Det Kongelige Teater.

Alle gode gange tre! Forestillingen ”Scener fra et ægteskab” er blevet bedre og bedre for hver nyopsætning på Det Kongelige Teater: Først som reading, siden som kammerspil på stor åben scene, oprindelig med Sofie Graabøl og Morten Kirkskov – nu med Stine Stengade som kvinden over for Morten Kirkskov.

De to skuespillere er blevet et godt par, eller snarere et plausibelt skilsmissepar, hvor man kan mærke, at det bare ikke fungerer.

Historien er kendt. Ingmar Bergman, der netop er blevet celebreret for sine 100 år, producerede i 1970erne den legendariske svenske tv-serie ”Scener fra et ægteskab”. Gaderne lå øde, og diskussionen flød hen over kantinebordene, da den eneste tv kanal i Danmark sendte ægteskabsdramaet, som siden blev til en teatertekst og taget op af forskellige teater og instruktører.

Plottet er banalt: et velbjerget ægteskab er efter 10 år og et par børn kørt træt – synes den ene part. Oprindelig var det manden, som forlod familien. I den moderne feminismes tegn er replikkerne byttet om, og nu er det kvinden, som finder en yngre model. Ved readingen var årsagen en kvinde, nu en det en ung mand, og det synes mere plausibelt. Hun forlader mand og børn, i bogstavelig forstand og vender først sporadisk tilbage efter et par år uden at have haft kontakt med afkommet. Derefter følger vi dem et par gange med års mellemrum.

Hvad er det, som binder dem sammen – og hvad er det, som gør, at de alligevel ikke kan være sammen?

Bergman kommer ikke med løsninger, men omvendt viser han, hvor svært det er at være menneske, at være sammen og også ikke at være sammen. Men det der med familie lader han ligge.  Og netop udeladelsen af skyldfølelse over for børnene kan synes som et stort postulat, når Bergman ovenikøbet har gjort figurerne til skilsmisseadvokat og psykolog.

Stine Stengade har den rette skarpe kant til at kunne spille en kvinde så overraskende selvcentreret og følelseskold, ”følelsesmæssig analfabet” som var det ord Bergman opfandt til formålet.  Godt ser hun ud, mens hun udelukkende tænker på karriere, sex og egne behov.  Interessant kvindeportræt i disse tider.

Omvendt er Morten Kirkskovs mand blevet stadig mere nuanceret. Først er han blød, føjelig og helt uforstående overfor skredet i familiestrukturen. Det gik jo så godt. Men da han såres fatalt, er der ikke andet at gøre end at starte på ny. Lige efter opskriften rydder han ud i hjemmet. Og mod slutningen er det vel nærmest ham, der har vundet.  Med mere fylde i stemmen, stærkere kropsholdning etc. har han klaret sig, signaleres det til den forhenværende.  Men set med Bergmans øjne, har begge parter nok tabt. Har vi alle tabt.

Der er hverken hygge eller ugebladsromantik i dette ægteskabsdrama, som i øvrigt lægger sig i slipstrømmen på både Ibsens og Strindbergs værker, hvor bl.a. Alice og Edgar i ”Dødsdansen” er så tæt på at tilintetgøre hinanden.  Og i Ibsens ”Et dukkehjem” anvender Helmer camouflerede våben som makroner for at fjerne enhver selvstændighed hos Nora.

Med de nye justeringer er ”Scener fra et ægteskab” blevet endnu mere anbefalelsesværdig – og forestillingen er mere end parat til at indtage Sidney ved et fint gæstespil her i efteråret.   

Medvirkende:

Stine Stengade og Morten Kirkskov

Iscenesættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen

Scenografi og lysdesign: Mårten K. Axelsson

Kostumedesign: Sara Mau

Lyddesign: Jonas Vest

Oversættelse: Lars Kjeldal

 

www.kglteater.dk

køb billetter:

https://kglteater.dk/calendar/?f-title=36060

 

Læs de tidligere anmeldelse fra Kulturkupeen: 

( september 2017)

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ægteskabsscener i retrospektivt lys, men alligevel opdateret på Skuespilhusets store scene.

Marianne og Johan. Johan og Marianne. Ingmar Bergman fandt på navnene, og de har stået mejslet ind i vor hukommelse som en reminiscens fra 1970erne.  

Når Det Kongelige Teater nu med et tilløb sidste år i form af en reading sætter den gamle svenske tv-serie på scenen med skuespilchefen selv i den ene hovedrolle, er det en væsentlig satsning. Heldigvis formår Morten Kirkskov og Sofie Graabøl i Thomas Bendixens instruktion at komme helt ned på jorden rent stemmemæssigt. Her er hverken krukkeri eller falbelader. Det er hverdagsagtigt – som om det var i en blanding af tv-studie og dagligstue.  Det er flot og rigtigt, til gengæld er selve dialogen måske i fordanskningen og i rollebytningen blev både for flad og for postulerende.

Historien er enkel: vi møder et ægtepar der har alt, tilsyneladende, men så alligevel ikke. Hun forlader ham og børnene, men vender i et par omgange tilbage for at snakke og få styr skilsmissen. Oprindelig var det omvendt, altså ham, der gik, og kvinden, der måtte kæmpe sig frem til en frigørelse.

Allerede sidste år ved readingen, blev det højlydt markeret, at rollerne var byttet om. De mange årtier, og måske ikke mindst den svenske feminismes fremmarch, havde gjort det umuligt at vise et svensk stykke, hvor manden er den dominerende og konen den afbøjende, forstående etc.   Det er der ræson i, men for mig at se findes der ingen veluddannet kvinde, endog professionel psykolog, der definitivt kunne forlade et par mindreårige børn. Men det gør Marianne.  Det synes umuligt, og dermed falder selve historien til jorden.   At Ingmar Bergman dengang i 1970erne kunne skrive en historie om en begavet mand, der ”glemmer” sine børn til fordel for en ny kærlighed og det professionelle arbejde, er ikke så underligt, hvis man tager hans egen biografi og erindringsbøger in mente. Han gjorde det. Men ingen kvinde ville eller vil gøre det.

Altså er jeg ikke enig i, at rollerne 100 % skal byttes om, så manden bliver den føjelige part, der med smerte ser på, at konen forlader ham til fordel for en ung mand på 23 år.

Med det vedtagne udgangspunkt kæmper de to skuespillere på ”havsens bund” i en dekoration, der synes at være et rum, hvorfra ingen vender tilbage levende. Og med en række referencer i forestillingen til Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” er det helt naturligt også at trække Bergmans egen iscenesættelse af ”Vildanden” og også flere Strindberg-værker ind i iscenesættelsen.  Bendixen gør det ubemærket, men med fast hånd og med erfaring fra iscenesættelser af bl.a. ”Faderen” og tillige Strindberg-portrættet i ”Tribadernes Nat”. For Strindberg var nemlig en sjov blanding af Johan og Marianne (og Bergman)– både anno 1973 og 2017.

Kort sagt, det er en gedigen iscenesættelse med ditto skuespilpræstationer, som nok skal gå hjem hos det publikumssegment, som Det Kongelige Teater har, men som de vist meget gerne vil supplere med unge ahistoriske tilskuere.

Det hedder sig, at ”Scener fra et ægteskab” skabte en stime af skilsmisser dengang i 1970erne. Det tror jeg ikke bliver tilfældet denne gang.  Jeg har i det mindste svært ved at genkende historien med den alt for venlige dialog, der skal dække over et umådelig kedsommeligt samvær, men det kan godt være, at mere civiliserede mennesker kan.

I øvrigt burde programmet nok indeholde flere faktabokse med væsentlige oplysninger om stykket og forfatteren – og en tydeligere markering af, at manuskriptet er vendt på hovedet.  Det fortjener publikum. Tænkt hvis det var et operapartitur, hvor alle instrumenterne havde byttet plads. Mon ikke det højlydt ville markeres.

www.kglteater.dk

 

 

Genoptryk af min kommentar ved. readingen, foråret 2016:

Overværet af Ulla Strømberg.

– genoptaget i forbindelse med CPH Stage –  i Skuespilhuset i København ( 2016).

Johan og Marianne. Marianne og Johan. To mennesker, der på overfladen har det godt: velstand, gode rammer, attraktive jobs og et familieliv, oververdenen misunder dem. Men alt er facade. Nedenunder er de, som så mange andre, blevet trætte af hinanden, har ikke mere at sige, den daglige trummerum er en pine, og værst af alt er alle de forpligtelser, middage hos familien, hos vennerne, receptionerne, premiererne. Åh, de kan ikke holde det ud. Eller det er ikke rigtigt. Hun kan ikke holde det ud, siger hun. Han siger ingenting, men har i flere år bedraget hende – viser det sig snart.

Dengang i 1973 da tv-serien, skrevet og instruereret af Ingmar Bergman, blev sendt, var der genkendelsens glæde for nogle og for andre et interessant indblik i en verden, man endnu ikke var blevet en del af, fordi man var for ung eller måske ikke samfundsmæssigt så privilegeret, som disse personer.

Siden blev serien udsendt som film, og i den evige jagt på acceptable teatertekster, blev “Scener… ” til en dramatisk tekst for teatre, bl.a. spillet på Aarhus Teater og Folketeatret i 2012.

Men holder teksten? På Det Kongelige Teater har instruktøren Therese Willstedt fået ideen og ønsket at bytte om på rollerne, så den bløde, tænksomme Marianne nu skal spille af en mand, Morten Kirkskov, mens den følelsesmæssige analfabet, som blev et begreb dengang i 1973, Johan, spilles af en kvinde, Sofie Graabøl.

Det er en sjov idé og går rigtig godt i starten, men hen ad vejen, da kvinden er ude af stand til at vise følelser overfor sine børn – hun forlader dem simpelthen – er der noget, der ikke fungerer og  troværdigheden forsvinder. I denne bytten roller, bliver det kvinden, der går ud af ægteskabet, og for at været helt moderne, til fordel for en ung kvinde. Det skal ikke være noget problem. Vi er jo frisindede og tolerante og moderne, men det er ikke Bergmans idé, så ingen replikker understøtter denne, måske, ekstra komplikation.

Det er en reading, det er ikke teater. Det gør ikke spor. I et charmerende set-up på store scene i Skuespilhuset står Gråbøl og Kirkskov midt på scenen i næsten ens habitter og ser frygtelig chikke og hippe ud omgivet af hvide Eames stole.

Der går ikke mere end få minutter, så er readingsituationen glemt, og det er som at være til en rigtig forestilling – dog uden en god understøttende scenografi og lyssætning.

Gråbøl og Kirkskov er en god match, alt fungerer – indtil pausen. Så er teksten brugt op. For Bergman er ikke Ibsen. Bergmans replikker er ikke i sig selv interessante. De er funktionsduelige, men har ikke dybde, og den megen snak om sex virker meget altmodisch.

Optakten fænger. Yes, her er et portræt om os – om mig og dig – måske som vi havde det i forgårs, men pludselig bliver det næsten til banal damebladsdramatik.

Måske kunne en kraftig stramning af teksten havde reddet denne fornemmelse, for Bergman rokker sig rent psykologisk ikke ud af stedet – eller også har mange i eftertiden blot fulgt i hans spor og kopieret, hvordan et ægteskab i opløsning beskrives.   For overraskelserne udebliver. Og den flinke, bløde mand, der dog træder i karakter til sidst og som en anden Nora Dukkehjem ikke vil tilbage, har ikke replikker nok til at underbygge den handling.

Men et fantastik initiativ. Mere af det, tak. Og gerne med store klassiske eller nyklassiske tekster.

www.kglteater.dk