Kulturkupeen

Skæve Historier – Teatret Patrasket.

∗ ∗ 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Skæve Historier – Børneteatret Teatret Patrasket på gæstespil i Anemoneteatret.

Det er ikke hver dag, jeg ser børneteater, så mine sanser var åbne og nysgerrige, da jeg drog til Anemoneteatret – gemt i en pæn baggård i det indre København.

Engang så jeg rigtig meget børneteater og husker stadig, hvordan det var den gang, hvor dansk børneteater hele tiden fornyede sig og stod på barrikaderne.

Med ”Skæve historier” fra 2010(!) er det anderledes. Det var et déjà vue på den gode og den dårlige måde.   De forsamlede 100 børn, i alderen ca. 6 – 10 år, var eksemplariske og gjorde lige netop det, som børn er eminente til: at falde hen i de kedelige passager, bevæge benene lidt og så, når lysglimtene kommer et par gange eller tre, at vågne op og glæde sig over at være i teatret.  Anderledes med pædagogerne, der både kom for sent og småspiste, selv om man ikke måtte.

Men for mig blev det også til en erindring om noget, der var bedre dengang. For med ”Skæve historier” er børneteatret ikke rykket mange centimeter siden 1980erne.

En spændende abstrakt lydside, suppleret med et ganske interessant, primitivt slideshow på en lille overhead var forestillingens eksperiment.

Skæve Historier. Teater Patrasket.

De 5 forskellige historier blev fortalt med et godt kropssprog, men desværre med en ringe tekstside.  Det behøver ikke være forfatteren Kim Fupz Aakesons skyld. Slet ikke. Han skriver jo normalt knapt og morsomt. Men hans tekster kræver, at afleveringen er præcis, grammatisk korrekt og skarp og naturligvis, så man kan høre det hele.

Her kneb det – og et par pointer fattede jeg slet ikke på 5. række.

Selv havde jeg nok ikke valgt netop de historier med masser af 1950er-nostalgi. Gad vide om dagens børn græmmes over stegt flæsk og labskovs – hvis de overhovedet ved, hvad det er! Det var faktisk kun få af pointerne i historierne, som overhovedet fængede hos børnene og de  ældre publikummer.

I ”Verdens Uartigste Dreng” skal paradokset være, at drengen er for ærlig, men da han begynder at smålyve: ”Ih, hvor smager det godt!” – etc. bliver han en succes.  Det kræver en hel del at få den pointe frem.

Skæve Historier. Teater Patrasket.

”Kong Gulleroth” blev en omgang mime med stole og papirhatte. Koreografisk ikke så dumt, men på ingen måde med det eventyrstøv, som skal med, hvis man taler om en konge, der ender som en pølsemand.  Scenografen havde holdt fridag.

”Hr. Wilders stjerne” havde masser af poesi i lommeformat, men her skulle scenens dukkespil koordineres med projektionerne, og det var ikke helt nemt.

Historien ”MOR” var fint formidlet af Thomas Danielsen  – udstyret med både lænestol og en blomstret kjole for at illudere verdens tykkeste mor. Men for mig var det en meget sørgelig historie, som endte uden den store afklaring. Moderen spiste videre og ville ikke røre en gulerod!

Sidste fortælling kom slet ikke rigtig i gang om en fortid, som forsvandt, men vist kom tilbage.

Det kræver gevaldigt meget at ville fortælle historier på det bare gulv med få rekvisitter over for 100 par årvågne øjne og ører.

Det kan godt være, at forestillingen er 7 år gammel, men hvis den skal spilles fremover, ville jeg give den en make over: visuelt i kostumerne  og rekvisitterne  og ligeledes rent sprogligt i teksten. Det fortjener børnene.

 

Medvirkende: Thomas Danielsen, Maria Myrgård, Ivan Perard.
Instruktion: Dirck Backer
Tekst: Kim Fupz Aakeson
Scenografi: Annika Nilsson.
Komponist: Ivan Perard.
Konsulenter: Paul Oertel, Nancy Spanier, Giulia Pataro
Administration: Trine Warrer
Grafik: Marie Rosendahl Chemnitz/ Milla Stærmose Kær
Støttet af Kunstrådet.

www.patrasket.dk