∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Skakmat” spillet på Teater Grob – og siden rundt i landet med Teatret st. tv.
En mand går til grunde i velfærdsstaten Danmark – og det er hundrede procent hans egen skyld.
Det er handlingen og konklusionen på Teatret st. tv’s nyeste forestilling, som er anden del af trilogien ”Det (u) sunde menneske”, som skrives og spilles igennem 2014-16 rundt i Danmark.
Skakmat – pressefotos: Per Morten Abrahamsen.
Teatret st. tv, som primært spiller børne- og ungdomsteater, har ikke et fast spillested, men er på evig rejse. Det skaber dynamik, og ”Skakmat” har da også et højt tempo, som egentlig står i kontrast til hovedpersonens manglende handling.
Forestillingen i sit metarealistiske univers er på alle måder instrueret i et opgearet tempo, men alligevel holdt stramt i sin komposition. Ganske flot, mens det bliver lidt enerverende og repeterende rent tekstligt som dramatikeren Line Mærkebys replikker skrider frem. Gang på gang understreger personerne, at det, de siger, alligevel ikke er blevet sagt, men højst tænkt – eller måske blot mumlet.
Som i en anden opera er de fire personer vidt forskellige. 4 temperamenter, 4 stemmer. Et godt udgangspunkt med hovedpersonen som en lang lemmedasker, der sidder i sin stol, fordi han er sygemeldt. Søsteren er stram og advokatagtig og kan remse sygepengeregulativernes paragraffer af sig uanset om det er morgen eller aften. Samtidig vil hun have ordnung. Den vilde, gemytlige ven vil bare høre musik og drikke dåseøl og er som modsætning i evig bevægelse, mens den blide barnepige viser sig at være en rigtig hippie, i al sin lyse sødme.
Der er kort sagt udvikling i persontegningen, ikke dumt, men det kommer til at tangere det lidt for planlagte.
Og så sker der egentlig ikke mere – andet end en langsom deroute, selv om man hen igennem forestillingen hele tiden håber på, at hovedpersonen tager sig sammen, for der er faktisk ingen grund til andet. Og den lille bitte tanke nager, at hvis vi ikke havde noget, der hed sygedagpenge, ja så sad han måske ikke i sin stol i flere måneder, blot fordi skulderen gjorde lidt ondt. Undskyld, det var en socialrealistisk betragtning.
Iscenesat foto – ikke fra forestillingen. Per Morten Abrahamsen.
Som teater er det et veltrimmet show, men vi havde ikke behøvet at få al tøjet af den blide barnepige. Det er bare lidt for smart anno 2015. Til gengæld er scenografien i al sin enkelthed fin med projektioner og den evigt kværnende musik er blevet til en del af handlingen, som opmuntring for hovedpersonen.
Lyder jeg lidt forbeholden? Ja, måske fordi produktionen, skuespillerne, scenografien og instruktionen er så god og professionel, at det ærgrer, at selve historien er stopklodsen.
Med: Nils P. Munk, Joen Højerslev, Marianne Søndergaard, Betina Grove
Manuskript: Line Mørkeby
Instruktion: Moqi Simon Trolin
Scenografi, video- og lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Komponist/lyddesign: Sune Skuldbøl Vraa
Gæstespil af: Teatret st.tv.