Kommenteret af Ulla Strømberg og Amalie.
US:
Allerførst: Jeg er ikke målgruppen til Aveny-T’s opsætning af SKAM 1. Så for at sikre forestillingen en fair behandling havde jeg en SKAM-specialist med, en voksen person på 30 år, der har set alle afsnittene. Men som dog også er så voksen, at hun kan distancere sig fra de helt jordnære hændelser, som skubber handlingen frem: hvem har kysset med hvem? – og var det hende, der sagde det først? – eller var det ham?
SKAM. Aveny-t. Pressebillede.
SKAM handler om nogle gymnasieelever i 1. g. (i Oslo), der skal starte et nyt liv – og så tilsyneladende alligevel fortsætter med at vade rundt i den lille andedam af fnidder og fnadder. Men sådan er det måske for de fleste. Udefra set er det imponerende at kunne holde serien i kog med så få hændelser. Aktion er der ikke meget af.
Initiativet fra Aveny-Ts side er derimod beundringsværdigt. Både at få ideen og skaffe de nødvendige teaterrettigheder til den norske tv-serie er godt gået. Også soundtracket er vist indkøbt i Norge – og det er mere end velfungerende.
Næste beslutning har været på hvilket niveau forestillingen skulle ligge: Voksne skuespillere, unge eller de rene amatører? Her har man sat sig imellem stolene. Instruktøren Martin Lyngbo, tidl. Mungo Park, er garvet, men han har valgt en blanding af skuespillerelever i begyndelsen af 20erne, som langt hen ad vejen klarer sig fint, og så amatører på ca. 18 år. Jeg skal ikke her redegøre så meget for, hvad der karakteriserer en skuespiller contra en amatør, men det er bl.a. noget med at ”fremstille” – og ikke ”være” – og så naturligvis at få det ud over rampen, at nå publikum, at fortælle en historie, som er for mere end en person og også tale et sprog, der kan høres og forstås.
Det er her, det halter. Ligeså positiv jeg var for at forstå og opleve det for mig eksotiske univers, lige så svært var det faktisk at fange deres stemmer og ikke mindst nuancerne i deres følelser. Det blev i flere passager til dårlig skolekomedie – andre steder blot til lidt intetsigende spil.
SKAM. Aveny-t. Pressebillede.
SKAM. Aveny-t. Pressebillede.
Publikum, den dag jeg var der, bestod at ca. 500 yngre mennesker, som sad meget stille – uden de store falbelader, og til sidst klappede de pænt. Måske var deres ører og øjne også bedre end mine – for jeg havde virkelig svært ved at fange spillet.
Måske skal vi ikke ønske, at alle skal gå til opera – og alle til ”SKAM”. Man har sine præferencer, som er betinget af, hvor man står i livet og hvilke erfaringer, man bærer rundt på. Derfor vil jeg give ordet til min ledsager, som har set mere SKAM på TV end mig har:
Amalie kommenterer:
Forestillingen var en forholdsvis præcis gengivelse af sæson 1. Hvis man har set den, var der ingen overraskelser i, hvad der skete. Publikum ville måske blive skuffet, hvis der var ændret i handlingen, men det blev også lidt kedsommeligt bare at sidde og vente på, hvornår hvad skete. Soundtracket løftede forestillingen gevaldigt. Så meget at jeg fik lyst til at gå hjem og se sæson 1 igen. Hvilket vel er positivt. Enkelte af skuespillerene gjorde det fint, og nogle lignede også de oprindelige karakterer ganske meget. De unge skolepiger på rækken foran mig klappede ekstra højt, da William bukkede til sidst. Men andre af de unge skuespillere havde hverken stemmen, udseendet eller evnen til at løfte rollen. Unge skuespillere kunne have givet forestillingen autenticitet, men hver gang flere af de medvirkende åbnede munden, var jeg lidt nervøs for, om de kunne fuldføre sætningerne.
SKAM. Aveny-t. Pressebillede.
SKAM-skeptikere eller andre, der ikke har set SKAM, bør nok blive hjemme og se serien i stedet. SKAM-elskere kan godt gå ind og se forestillingen. For når det hele bliver lidt for tyndt, kan man lukke øjnene og lytte til Hoziers: ’Take me to Church’ eller Gabrielles: ’5 fina frøkner’ og tænke på, at man kan gå hjem og gense serien.