Kulturkupeen

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Skattegraveren, Dokumentaropera af Mauro Patricelli på Takkelloftet.

En gang imellem kan ”kunsten” gøre noget, der synes nemt og ligetil, kompliceret og alt for komplekst.

Sådan føles det lidt med den italienske komponist, instruktør og cembalist Mauro Patricellis værk om den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen.

For historien om den danske skolelærer, der indsamlede oplysninger om mere end 3.000 personer og fik nedskrevet viser m.m., er jo blot en fortløbende levnedsbeskrivelse, men interessant og lidt overset i dag.  Al materialet findes i Dansk Folkemindesamling, som er lagt under Det Kongelige Bibliotek.  Indsamlingen af portrætter, sange og levnedsløb fandt sted i 2. halvdel af det 19. århundrede.

Nu er Historien blevet til “Skattegraveren”, der føles som lidt af en blandet coctail, hvor man som tilhører uendelig gerne vil hive de enkelte ingredienser frem.

På et tidspunkt fattede unge italienske Mauro Patricelli interesse for Evald Tang Kristensen – og er endt med denne dokumentaropera, der bygger på Tang Kristensens egne erindringer samt en amerikansk biografi fra 1982.

Patricelli vil tilsyneladende gerne bygge bro imellem de gamle folkemusikalske traditioner og ”ny musik”. Han ønsker også at udvide den almindelige grænse for, hvad der er et musikinstrument. Så begynder processen selvfølgelig at blive lidt kompliceret. Når dertil lægges, at doku-operaens sprog både er dansk, engelsk og gamle dialekter strammer det sig sammen og bliver et meget komplekst værk.

Alligevel lykkes det et pænt stykke ad vejen i Takkelloftet med fire musikere og en sanger, samt en fin lysdesigner, at skabe en fascinerende musikalsk fortælling, hvor musikere og instrumenter er medspillere.

Men man har valgt at have en dansk oplæser på Tang Kristensens tanker, mens den kvindelige biograf bliver sunget på engelsk af en sopran – og af og til med teksten projekteret op på bagvæggen.

Denne vekslen imellem den ene og den anden form giver alt for mange spekulationer hos tilhøreren og skaber mere forvirring end klarhed og er faktisk heller ikke så nydbar.

Så den gode fortælling om den lille skolelærer, der følte sig draget mod fortiden i en smuk drøm om at bevare det, som var på nippet til at forsvinde, diffunderer næsten væk, fordi der er for mange forskellige udtryksformer.

Det begynder ellers rigtig godt: fire musikere, to på hver fløj står med en skov og skaber den smukkeste rytme, mens komponisten selv sidder ved cembaloet.  Siden tager skærmene over og bliver en del af fortællingen på den jyske hede, men inden vi er nået dertil – får vi lige en ægteskabshistorie og et dødt barn, der ikke har meget med folkemindefortællingen at gøre.

En effektiv dramaturg og en skarp kritiker havde kunnet gøre underværker under doku-operaens tilblivelse.  For operaen er endt med at blive unødig fortænkt og har dermed jaget det gode budskab og den interessante  fortælling om en overset helt i dansk folkemindehistorie – på flugt.

Sopranen Signe Asmussen, der også spiller violin, er et smukt og fascinerende centrum, men pokkers også  er hun primært den engelsksprogede kvindelige biograf.  Og da vi i to omgange når frem til essensen, nemlig folkeviserne, der er gået i arv, får vi ingen tekst på skærmene. Her er jo ”guldet” – og vi kan ikke høre, hvad der bliver sagt eller sunget.  Og sådan er der flere små irritationsmomenter. Nok behøver ”kunsten” ikke være alt for klar, men der er ingen grund til at gøre det indlysende gedulgt.

Fint program fra Mauropatricelli.com, som står bag produktionen og blot gæstespiller på Takkelloftet.

 

Urpremiere  d.2.4.2019

Varighed: 1 time og 15 minutter

Forestillingens sprog er dansk og engelsk

Komponist, librettist og cembalist: Mauro Patricelli

Dramaturg: Florient Azoulay

Iscenesættelseskonsulent og fortæller: Klaus Risager

Sanger: Signe Asmussen

Kontrabassist: Thommy Andersson

Percussionist: Matias Seibæk

Trommeslager: Chano Olskær

Videokunstner: Søren Meisner

Lysdesigner: Malte Hauge

Tonemester: Tommy Kamp Vestergaard

Forestillingsassistent: Maya Livingstone

Scenebygger: Frederik Rønholt Bogh

 

Forestillingsfotos: Søren Meisner

Presse og PR: Tine Selmer Bertelsen, Katrine Haugaard

Administration: Scene42 v/ Erling Larsen og Christine Bibaud

Opføres på Takkelloftet bag  Operaen 02/04 – 06/04 2019

www.kglteater.dk

www. Mauropatricelli.com