Kulturkupeen

Skjold og Isabel.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Gribende og smukt turneret.

Skjold og Isabel en poetisk dokumentarfilm om den første store kærlighed. Den skrøbelige og overvældende forelskelse og bruddet der følger derefter.

Skjold er 15 og Isabel 16, da de møder hinanden. De går i skole sammen og er kærester et par år. Nu er de blevet enige om at trykke på pauseknappen. Ikke definitivt, men ligesom fase forholdet langsomt ud, så bruddet ikke bliver for hårdt. Det er ikke nemt, for de er bedste venner, elsker hinanden stadigvæk, og kan ikke give slip.

Vi befinder os i København på Bryggen, Østerbro, Vesterbro og Nørrebro. Kameraet fører os vidt omkring i hovedstadens kendte og mindre kendte hjørner. Man bliver helt forelsket i byen. Over en hel sommer følger vi Skjold og Isabels humørsvingninger, usikkerhed og forholdets magtbalance, der rykker frem og tilbage mellem dem.

De er et ualmindeligt sødt par de to. De kommer fra to vidt forskellige miljøer. Skjold fra det hippe intellektuelle Brumleby på Østerbro, og Isabel bor med sin far i en lejlighed i Sydhavnen ud til en stærkt trafikeret vej. Begge står de på tærsklen mellem barn og voksen, og med al den usikkerhed et ungt menneske har overfor livet.

Der sker grundlæggende meget lidt i filmen. Vi følger de to dissekere deres følelser for hinanden og krænge deres inderste drømme ud, men nogen forløsning, når de ikke. Det lyder som kedsommeligt navlepilleri. Det er det ikke. Tværtimod.  Det er gribende at følge deres på en gang skrøbelige, sårbare men også momentvise lykkelige forhold. Vi føler med dem i forbindelse med deres op-og nedture.

Skjold og Isabel er en såkaldt coming of age film. Filmen er poetisk og stille og har mange lag. Det usagte virker langt stærkere end ord.

Bag filmen står instruktør og fotograf Emil Næsby Hansen og producer Emil Kramhøft Dinsen, der begge er uddannet fra filmskolen Super 16. Filmen har tidligere været vist på CPH:DOX, hvor den var en af de mest sete film på festivalen.

De to unge som respektive Skjold og Isabel lader til at være fuldkommen upåvirket af, at kameraet har fulgt dem så tæt gennem lang tid.  Der er en skrøbelighed over dem begge, der virker så ægte, at man kommer til at tænke på sin egen første kærlighed og alle de turbulente følelser den medførte.

Skjold og Isabel er en poetisk og smuk ungdomsfilm, der er meget anderledes, end hvad vi ellers ser indenfor genren. Kan varmt anbefales også til et mere modent publikum.

Instruktør: Emil Næsby Hansen

Fotos og trailer: Angel Films




Premiere 24. maj 2018