Kulturkupeen

“Solo – umage erindringsglimt” af Per Arnoldi.

 

Kommenteret af Ulla Strømberg.  (Fremover gives ikke stjerner til selvbiografiske bøger og religiøse emner på tryk eller på scenen!)

”Solo – umage erindringsglimt” – en selvbiografi på 600 trykte sider.

Per Arnoldi er en gudbenådet taler. Det ved de fleste fra hans optræden i radio og tv, de mange fra hans yderst aktive foredragsvirksomhed – og de få udvalgte fra enten betalte optrædener i private forsamlinger eller ved social selskabelighed.  

Arnoldi kan lide at tale, og han ved vist også, at han er god.  Han kan bygge en historie op, så man næsten åndeløst venter på clouet, som aldrig udebliver. Ikke sjældent vil en navngiven person blive hængt en smule ud, men det er kun sjovt og en del af spillet. Der er helte og skurke i Per Arnoldis liv.

Per Arnoldi.

Samme mønster gør sig gældende i den store nye selvbiografi, som blev præsenteret i sidste uge.  Her blev det i øvrigt sagt, at Arnoldi egentlig havde afleveret et par tusinde sider, som nu er kogt ned til 600 sider inc. små illustrationer, primært fra verdenskunsten. 

Maleren og malerne

Det er en pointe med illustrationerne, fordi bogen i ligeså høj grad som at handle om personen Arnoldi, født i 1941, også tager fat om kunsten eller snarere kunstnerens vilkår som en kæmpende ener, der har et budskab og strides med sig selv for at forløse både ideer og materiale. Arnoldi kan sin kunsthistorie, og han jonglerer suverænt rundt med navne, biografier og motiver for at fremhæve sine favoritter og nedsable sine idiosynkrasier.

Fjenderne er der ikke mange af, men de, der er, får plads, så det hele ikke bliver lutter fødselsdagshilsener.

 Luksusdyret

Selvbiografien er speciel på den måde, at Per Arnoldi er en ekstrem flittig mand, der samtidig passer ind i rejsebureauernes vulgærsprog: Han er også livsnyder. Han drikker gerne god rødvin, spiser på berømte restauranter, bor på dyre hoteller og allervigtigst: han vil, og intet kan standse ham, gerne møde de kendte, de indflydelsesrige, de rige, de…

Per Arnoldi og Bill Clinton.

På formidabel vis lykkedes det ham at trykke hånd med Bill Clinton, drikke drinks med David Bowie og selvfølgelig blive bonkammerat med vores hjemlige Mærsk McKinney Møller.   Da mange af kendismøderne tillige har resulteret i lukrative bestillingsarbejder, er lykken næsten uden ende.  Og så alligevel ikke. For hele bogen er gennemsyret af Arnoldis flersporede kurs.

 

Plakatkunstneren

Allerede som ung ville han male, blev uddannet lærer, men valgte hurtigt det kreative til, og så følger et ophold på tidsskriftet Mobilia i 10 år, hvor han også formes som grafiker, plakatkunstner, skribent m.m. Men nedenunder er det hele tiden maleriet, der trækker. Det er i nærheden af penslerne han helst vil være, men det er lige netop på de andre områder, at omverdenen har set hans indlysende talent.

Ikke mindst som plakatkunstner synes jeg, han er suveræn – og ikke bare inden for de danske grænser.  Men det er som om, han underspiller netop denne rolle igennem hele bogen. Det er forklarligt al den stund han egentlig stræber efter noget andet, men i regnskabets time er det netop plakaterne, der legitimerer de 600 sider.

Per Arnoldi, plakat.

Måske er det bevidst, er der kun er få og små plakater afbildet i bogen. Heldigvis er de udgivet i mange forskellige kataloger, hvor den klarhed og renhed og farvesans, som plakaterne har udtrykt er second to none.

Men bogen giver kun få og sporadiske opskrifter på, hvordan Per Arnoldi når frem de indlysende, ofte simple løsninger. På en jazzplakat til Montreux Jazzfestival lader han en saxofon, som et andet Loch Ness uhyre, sejle i Genevesøen, og da Østre Gasværk åbner i slutningen af 1970erne bliver plakaten Arnoldi-blå med et lysende gasværk i solar plexus. Formidabelt. Og der kunne remses op flere hundrede andre eksempler, hvor Arnoldi har ramt plet ved at inddrage substans,  oplysning og kommunikation i et hug.

Per Arnoldi, plakat.

Dengang i 1960erne  – og i 1930erne.

Arnoldi var ung i 1960erne. Verden lå åben og de unge spirer hang rundt om Drop Inn og andre beværtninger. Mange gange vender Arnoldi tilbage til de så lykkelige og sorgløse år, hvor ingen vidste hvem det ville gå godt og for hvem, fremtiden ville blive mørk.  Da bogen er akronologisk på de sidste mange sider, popper de sorgløse 1960ere op adskillige gange, og man bliver helt misundelig. Jamen er det nu rigtigt? Var tiden virkelig så sorgløs?

Fortællestilen er vel Arnoldis helt egen, men minder alligevel om andre kunstnerselvbiografier, bl.a. hans helt, maleren og scenografen Svend Johansens lille bog ”Et af Rafaels guddommelige forbilleder” fra 1957 og teater- og filmmanden Svend Gades erindringer fra Europas storbyer og Hollywood: ”Mit livs drejescene”. Hos disse velklædte herrer i habitter og bukser med opslag skrives kun lidt om kunsten og meget om glæder og nydelser.

Igennem hele ”Solo” er der en fortidig optimisme, en tro på individet, på forsynet, på heldet – og hvad man ikke skal glemme – en tro på, at flid lønner sig.

For neden under al det sjove, må der være en fortløbende og kontinuerlig arbejdsindsats, som i høj grad underspilles.

Per Arnoldi, plakat.

Hustruen og sønnen er også helte i Arnoldis liv – og hvis han ikke har sagt det før, så er bogen vel skrevet til dem, som tak, fordi han har fået lov at fylde så meget.  Interessant er det også, at de interesseområder og fascinationspunkter, som Arnoldi afslører – bl.a. jazz og ikke mindst 1920ernes og 1930ernes kunstneriske miljøer, går videre hos dramatikeren Jokum Rohde, sønnen.

 

Omverdenen og kulturministeriet

DR gjorde Arnoldi til folkeeje. De ti år som kunstdommer i TV cementerede hans ry som en formidabel kunstformidler og taler. Så det beskedne honorar, han vel startede med kunne siden mangedobles. Hr. Arnoldi er ikke en billig herre at få som taler.   Sent erkender Kulturministeriet og diverse udvalg m.m. hans eksistens og talent. Han får Statens treårige arbejdslegat som grafiker på et tidspunkt, hvor han bor på 900 kvadratmeter i Amaliegade. Det skaber debat, men beslutningen omgøres ikke. Kulturministeriet tager nemlig ikke hensyn til sociale vilkår.   Få år efter udpeges han af Per Stig Møller som formand for Kunstrådet. Arnoldi er beæret, men må efter få måneder erkende, at systemet og systemer ikke er ham, og derfor går han. Det er måske den mest ærlige indrømmelse i hele bogen (bortset fra, at han som ung idrætslærer ikke vidste, hvad off side var).

Den ære og den anerkendelse som det hjemlige kulturparnas kunne have givet – ville koste for meget.  Uden at skrive det, erkender Arnoldi jo, at det er embedsværket, der langt, langt væk fra kunsten bestemmer over kunsten. Og det kunne han som en fri fugl, med en dyb respekt og tro på den enkeltes egen vilje, naturligvis ikke acceptere.

600 underholdende og opmuntrende sider om kunsten og luksuslivet på steder, hvor de færreste af os andre når frem til.

Gyldendal,  2017.

www.gyldendal.dk