Kulturkupeen

Sommeren 1993

∗∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Smuk og gribende.

Sommeren1993 er den catalanske instruktør Carla Simons debutfilm. Et psykologisk drama, der er baseret på hendes egen opvækst, hvor hun i 1993 som seks årig mistede begge sine forældre pga. aids og måtte flytte fra Barcelona til en lille landsby i Catalonien, for at bo dér med sin morbror Esteve( David Verdaguer), hans hustru Marga(Bruna Cusi) og deres tre årige datter Anna(Paula Robles).

En smuk, gribende og fin afstemt film, som det er svært ikke at knibe en tåre over.

I åbningsscenen befinder vi os i Barcelona. Det er aften, og der er fest i byen med masser af fyrværkeri. Frida(Laila)siger farvel til familie og venner for at køre med sin onkel og tante til hendes nye hjem på landet. Hvorfor græder du ikke? spørger en af hendes veninder, da Frida som forstenet sætter sig ind i bilen.

Esteve og Marga er rørende og kærlige, og Anna forguder sin nye storesøster, men det er svært for Frida at falde til. Hun føler sig malplaceret og ensom på landet og savner sin mor. Hun føler sig afmægtig i sin sorg og reagerer destruktivt overfor familien, herunder overfor Anna.

I Sommeren 93 sker der ikke ret meget. Kun et par gange er der skruet op for dramatikken. Filmen føles til tider lidt langtrukken, men der er noget betagende og uendeligt smukt over den, hvilket ikke mindst skyldes de to pigers skuespil. Ifølge Carla Simon spiller Laila på baggrund af sin intuition og det virker. Hun er et sandt naturtalent. Hendes ansigt udstråler på en gang fortvivlelse og trods. På et tidspunkt pakker hun sine dukker og lidt tøj ned i sin taske og går hjemmefra midt om natten. Familien finder hende, og da de spørger hende, hvorfor hun er gået siger hun lakonisk: Fordi ingen elsker mig her. Jeg elsker dig siger Paula. En meget fin og følsom scene.

Om at arbejde med børnene siger Carla Simon: Vi foretog lange improviseringer, hvor pigerne spillede en familie i flere dage, hvilket… bidrog til at portrætteringen i filmen føltes mere ægte. Min største udfordring var at finde en visuel stil for filmen, som kunne tilpasse sig pigerne, og give dem så meget frihed i deres skuespil som muligt.

Filmen gør primært brug af reallyd. Indimellem hører vi dog stemningsskabende blød jazz.

Sommeren 93 er visuelt smuk, med skønne billeder af den catalanske natur. Dertil kommer de mange nærbilleder af børnenes udtryksfulde ansigter.

Filmen har velfortjent vundet flere priser herunder, debutantprisen på Berlin festivalen i 2017.

Sommeren 93 handler om at bearbejde sorg. Filmen bliver næppe en Blockbuster. Dertil er den for smal. Men den kunne rent fagligt også være interessant, for folk der beskæftiger med sorgramte børn.

Gå ind og se denne lille perle.

Instruktør: Carla Simon

Fotos og trailer:  Øst for Pardis

Premiere: 7. juni