∗ ∗ ∗ ∗ ( 5 stjerner til skuespillere, instruktør og scenograf – men 2 stjerner til teksten.)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nu er det efterår. Og på Teater Republique har instruktøren Peter Langdal huseret med tre super skuespillerinder i en dramatiseret Siri Hustvedt-tekst.
Plakat til forestillingen
Det burde ikke kunne gå galt, når alt er sat ind med Martin Tulinius som scenograf og hele det tekniske apparatur i spil.
Og dog. Spillet er imponerende, ikke mindst af Tammi Øst og Ulla Henningsen, som har alle odds imod sig, fordi det hele tiden skal understreges, at de er et par GAMLE DAMER. Sådan sættes kvinder i bås. For lidt make-up, lidt småkrøllede, hverdagsagtige kostumer og masser af lys. Så kan rynkerne ses, men de forcerer forhindringerne og klarer alle rollerne, som gamle, unge og helt ned i småbørnsafdelingen. Men det må kræve sine kvinder.
Peter Langdals vanlige legende instruktion gør sit til, at de næsten tre timer ikke føles så lange. Men stopklodsen er Hustvedts historie og hendes fortælleteknik – og dermed teksten, som er dramatiseret af Karen-Maria Bille og Peter Langdal.
Teksten er simpelthen lettere irriterende i den måde, som personerne får love at folde sig ud på – præcis som det også var tilfældet for Mungo Park for få måneder siden, da de kæmpede med en anden Hustvedt-tekst. For den norsk-amerikanske skribent er romanforfatter og en skildrer af moderne intellektuelle menneskers dilemmaer i alle afkroge. Teater er noget andet, og det er som om, begge dramatiseringer er for ydmyge over for romanforlæggene. Og det går slet ikke, hvis man skal have historierne hen over scenen. Der skal klarhed og konsekvens til.
Pressebillede: Per Morten Abrahamsen.
Ideen er ellers god nok. For Mia har, efter 30 års ægteskab, oplevet det ret almindelige, at manden er faldet for en yngre model og ønsker pause. Hun er en brunette fra Frankrig, og det kan sætte sindene i kog i NYC. Både mor, spillet af Ulla Hennningsen, og datter, præsenteret af Marie Bach Hansen, støtter op og prøver at dulme smerten og angsten og den lille sindssyge, som også er en del af det mareridt, som Mia må igennem. Men så dukker alle mulige andre kvindebilleder frem for at demonstrere både kvindens modbydelighed og kvindelig fantasi. Og her kommer rollespillet i gang for fuld udblæsning. Det er i mine øjne synd og skam og kvæler de meget fine portrætter af de tre generationer, som vi ellers har fået serveret.
En løsning og slutning er der også, men skal ikke røbes her. Det skal blot siges, at man kan tage natmaden bagefter med sindsro, selv om man er en moden kvinde, der er bange for, at livet skal forandres alt for meget.
Setup-et er ret genialt. For hvad er symbolet på opløsning, skilsmisse, utroskab og desperation? Flyttekasser selvfølgelig. Et uendeligt antal kasser står i første halvdel lidt hulter til bulter, men efter pausen samler de sig til en veritabel Berlinmur. Flot, rent og effektfuldt. Ligeså med den diskrete brug af videos, hvor Penkowa burde blive ganske misundelig, så mange livagtige rotter løber rundt på kasserne.
Tammi Øst. Foto: Per Morten Abrahamsen,
Tammi Øst er rørende, ægte og præcis som den forsmåede kvinde og de andre følger trop, men det er som om bevægelsesmønstrene engang imellem er ved at spille hovedrollen på bekostning af det psykologiske. Og børneportrætterne er slet ikke nødvendige.
Men måske er det mig, der er ikke kan og vil forstå Hustvedts moderne mennesker. Men jeg talte med et par andre tilskuere, og vi var ret enige. Hustvedt skal læses af dem, der gerne vil læse hende – eller hendes kendte mand: Paul Auster. Vi andre vil gerne have teater for fuld psykologisk udblæsning – ikke mindst når der er så mange superkunstnere involveret – både på scenen og bagved.
Efter roman af Siri Hustvedt
Instruktør: Peter Langdal
Medvirkende: Tammi Øst, Ulla Henningsen, Marie Bach Hansen
Dramatisering: Karen-Maria Bille & Peter Langdal