Kulturkupeen

Sommerfuglene

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Vi befinder os i Istanbul. Tre voksne søskende, Cemal(Tolga Tekin),Kenan(Bartu Küçükçağlayan)  og Suzan(Tugce Altug) har ikke set hinanden i mange år. Cemal er wannabee astronaut og bor i Dusseldorf. På tysk tv ser vi ham i en direkte udsendelse iført astronaut dragt sætte ild til hjelmen og agiterer for, at der skal sendes flere astronauter ud i rummet. Kenan lægger stemme til reklamer med katte og hunde, og Suzan er skolelærer og vil skilles.

En dag får Cemal et uventet opkald fra deres far, som stadig bor i den lille landsby Hasanlar langt ude på landet. Han beder dem om straks at komme på besøg, men siger ikke hvorfor. De har ikke set eller hørt fra ham i mange år. Suzan indvilger, men Kenan nægter at tage tilbage til det sted, han har gjort alt for at glemme. Det lykkes dog Cemal og Suzan at overtale ham, så sammen begiver de tre søskende sig på en usædvanlig roadtrip tilbage til deres rødder.

Filmen modtog tidligere på året dette års Grand Jury pris ved Sundance International filmfestival. Den er fuld af symbolik, sort humor og skøre indslag, som f.eks. høns, der har spist krudt og springer i luften så blodet sprøjter til alle sider, en imam der pludselig bliver i tvivl om han overhovedet er troende og derfor nægter at begrave en mand, samt en mildest talt besynderlig borgmester, der synes at være besat af russiske basbushka dukker.

Tonen i filmen skifter kontinuerligt fra rablende vanvid til dyb alvor. Filmen handler om det svære forhold mellem søskende, der i bund og grund ikke har noget tilfælles undtaget blodets bånd, samt hvor svært det kan være at komme overens med sine barndoms traumer og uforløste følelser.

Filmens titel refererer til det tidspunkt på sommeren, hvor et hav af smukke sommerfugle nærmest invaderer den lille landsby, for at forsvinde igen efter få dage. Et symbol på livets flygtighed. På trods af humoren er der grundlæggende en tristesse over dette drama om de tre søskendes rejse tilbage til fortiden. Langsomt bliver der åbnet op for deres indestængte følelser. Det store spørgsmål er, om der er noget at redde?

Bag filmen står den 37 årige tyrkiske instruktør Tolga Karaçelik. Han er en af de lovende nye tyrkiske instruktører og kendt for sin helt specielle stil.

Tidligere på året var der premiere på en fransk film Huset ved havet med samme tema om tre voksne børn, der efter mange år vender tilbage til barndomshjemmet med ar på sjælen.

Slutningen på Sommerfuglene er noget af et antiklimaks. I det hele taget er Sommerfuglene en udfordring. På den gode måde. Så gå ind og se den og bliv overrasket.

Instruktør:Tolga Karaçelik

Fotos og trailer: Andac Sahan og Another World Entertainment

Premiere: 29.november 2018