Kulturkupeen

Sommerglæder (3): Operafestival i København.

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Sommerglæder (3): Operafestival i København.

CPH – Festival fra d. 29. juli – 12.august.

Så gik endnu en festival fra start. Det er stadigt varmt, og der har igennem sommeren været alt for meget underholdning rundt omkring. Men nu er det operagenrens  tur til at blive fejret.

Festivaldirektør, tenor Peter Lodahl. Foto: US.

 

Ved en flot anlagt åbningskoncert, for indbudte gæster på stole og forbipasserende i kreds udenom på Israels Plads, tog CPH Operafestival hul på 15 dages musik, sang og snak i og omkring København.   Den nye festivaldirektør, tenoren Peter Lodahl bød velkommen, og  en overenergisk Mathias Hammer, som konferencier, gav årets hæderspris til tenoren Stig Fogh Andersen. Han kvitterede smukt med at synge ”Winterstürme” fra Wagners  “Walkyrien”.  Tre indbudte sangere med pianisten Leif Greibe i baggrunden sang nogle af de kendteste arier fra operahistorien, bl.a. : ”Tryllefløjten”, ”Perlefiskeren”,  ”La Traviata”, ”Manon”, ”La boheme” og ”Den Glade Enke”.

Foto: US.

På Wilhelm Scenen på Israels Plads synges morgensang  i festivalens første uge med Mathias Hammer kl.9. Det er gratis, og ligeledes gratis er de såkaldte ”artist Talk” samme sted kl.10.30, også i første uge og en koncert med årets ”operatalent” – d.31.7. kl.16, kan også opleves uden entré.

CPH operafestival, 2018. Pressefoto.

Lidt mærkeligt, at Den Kongelige Opera er så lidt synlig i årets program. Heldigvis er teatrets gratiskoncert med præsentation af den kommende operasæson dog henlagt til festivalen,  i år på Flæsketorvet, hvor Det Kongelige Kapel og 4  solister: Johan Reuter, Gert Henning Jensen, Ann Petersen og Christina Pasarolu giver smagsprøver fra den kommende sæson. Lørdag d.4. august kl.19.30.

Men ellers er de fleste arrangementer under festivalen mod entre og billetpriserne lidt pebrede i år, for ambitionerne er høje, operasolisterne af super klasse – så hvad skal man gøre?  Måske er rummene for små: Børssalen, Nimb, Takkelloftet, Folketeatret etc.

Hele programmet kan læses på festivalens hjemmeside, men det kan måske være svært at overskue. Det trykte program er nemmere, det er til gengæld spækket med lidt for spejderagtige og popsmarte superlativer.

Men klø på med festivalen, så længe der er penge til billetterne:

Silent Zone. CPH Operafestival. 2018. foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

”Silent Zone 2018” . Allerede sidste år kunne ”Silent Zone” opleves: en avanceret hverdagshistorie om en dysfunktionel familie fortalt på operasprog af Louise Alenius i en blændende iscenesættelse ved Tue Biering og med de bedste stemmer, bl.a. Sten Byriel og Gitta-Maria Sjöberg. En kras historie om incest, men en dybt fascinerende teateroplevelse, hvor publikum går rundt om sangere og musikere, der er placeret, som boede de i et parcelhus uden vægge. Skal opleves. Spiller kun en dag, dog flere gange: d.2. august i Nordisk Films Stue 3 i Valby.   4 Sangere, 5 musikere og 5 statister.

TRYL. 2018. Pressefoto.

Basbarytonen Sten Byriel er også med i et muntert hjørne, når Mozarts ”Tryllefløjten” omsættes til familieunderholdning på 70 minutter.  Under titlen ”TRYL”  spilles for hele familien på Folketeatret d.3.,4.,og 5. august. For alle aldre.

Pekingoperaen. CPH Operafestivalen. 2018. Pressefoto.

Pekingoperaen, der egentlig er en teaterform, er kommet med i programmet og har tilsyneladende én forestilling på Pantomimeteatret, d.11. august kl.14. Gratis for havens besøgende.

Tilbagevendende begivenheder er bla. ”Operabingo” og ”Operettebåden”.

Naturligvis er Opera Hedelands opsætning af ”Lucia di Lammermoor – også taget med i programmet, der spilles  tre dage: 4.,10. og 11. august – uden for København.

Lucia di Lammermoor. Plakat. CPH Operafestival,

Initiativet med operafestivalen er imponerende. Det er vist 9. gang, der synges opera rundt om i byen – og flot at kunne holde fanen højt i en tid, hvor der er rift om både folks opmærksomhed og ikke mindst om de private fondes pengekasser.

Støt derfor op om festivalen.

Check selv: www.operafestival.dk