∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sorella – et portræt – af tidligere solodanser Sorella Englund.
I det nyetablerede spillested A-salen på Gamle Scene i en tidligere prøvesal vises et fint dansant portræt af en af Den Kongelige Ballets væsentlige dansere, Sorella Englund. Det er ikke en kronologisk gennemgang i gængs forstand, snarere en blanding af hyldest og moderne forståelse af, hvad det betyder at være danser, og hvorfor dansen for nogle er den ultimative forløsning.
Sorella – et portræt. Det Kongelige Teater. A-salen. Foto: Jacob Stage.
Danseren og koreografen Pernille Garde kom i kontakt med Sorella Englund i forbindelse med et tidligere kunstprojekt inden for Kulturministeriets yndlingsfelt ”cross over”, som opstår når forskellige elementer blandes og får samme vægt: lyd, lys, scenografi, dans og tale. Så formes noget nyt, midt imellem det hele, eller hvis man skulle være kynisk, noget der hverken er fugl eller fisk.
”Sorella – et portræt” er dog primært en danseforestilling. Beskrivelsen af den finskfødte danser er langt hen ad vejen præget af stor hengivenhed iblandet en vis form for berøringsangt. Det betyder, at vi nok ikke får samtlige brikker til portrætbilledet.
Sorella – et portræt. Det Kongelige Teater. A-salen. Foto: Jacob Stage.
Dvs. vi får ikke alt det basale at vide: at Sorella blev født i 1945 i Finland og først som 20-årig kom til Det Kongelige Teater, hvor hun i 1970 blev solodanser. På grund af sygdom overgik hun tidligere end normalt til karakterdanserfaget, men har i de seneste årtier også arbejdet i udlandet som instruktør og dansepædagog.
Vi hører Sorellas dybe, modne stemme, mens fire dansere på den mest poetiske og charmerende måde skaber stemninger fra hendes liv: som barn, ung og fra et par af de store successer, bl.a. som heksen i Bournonvilles ”Sylfiden” og et par kærlighedseventyr. Lyset, lyden og kostumerne er upåklageligt udvalgt. Ikke mindt lyset giver de smukkeste momenter. A-salen består prøven, selv om stolene står for tæt!
Susanne Grinder, Esther Lee Wilkinson, Tiziana Fracchiolla og Bo Madvig skaber hver på deres måde smukke øjebliksbilleder og behersker også de korte replikker og tåspidsdansen for Susanne Grinders vedkommende. Men kender man ikke historien om Sorella Englund, der stadig lever, bliver man måske ikke så meget klogere på hverken personen eller kunstneren. Dog kan portrættet også opfattes som en stille bukken for en kunstart, de få udvalgte får lov at præge, og et mindretal af befolkningen evner at forstå.
Sorella – et portræt. Det Kongelige Teater. A-salen. Foto: Jacob Stage.
”Sorella – et portræt” vises det rigtige sted – og er på mange måder et positivt og varmt dansesnapshot. I de seneste år har der været et par andre forestillinger, der ville beskrive store balletdansere. Her er ”Sorella” afgjort i den gode og positive ende. Værd at se og opleve.
Forestillingen er baseret på interviews med Sorella optaget fra 2015-2017.
Sorella – et portræt er en co-produktion mellem Pernille Garde og Det Kongelige Teater og er blevet til med støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.
Idé, koreografi, iscenesættelse og manuskript: Pernille Garde
Medvirkende: Susanne Grinder, Esther Lee Wilkinson, Tiziana Fracchiolla og Bo Madvig
Voiceover og tekst: Sorella Englund
Lyd og komposition: Greatmusic/ Niklas Schak & Tin Soheili
Scenografi, video og forestillingsfoto: Signe Krogh
Lysdesign: Michael Breiner
Kostumer: Rikke Von Qualen
Flere detaljer om Sorella Englund i Kvindfos database:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/808/
www.kglteater.dk