Kulturkupeen

2018 – tilbageblik.

Kulturkupeen ser tilbage på dansk teater i 2018: den bedste forestilling, den hyggeligste, den vildeste, den sjoveste etc.:

af Ulla Strømberg

( NB: Jeg har besøgt  de fleste teatre i Danmark, men desværre ikke Aalborg Teater, Svalegangen og Momentum i Odense i det forgangne år.)

Kalenderåret 2018s bedste teaterforestilling:

Odense Teaters version af Lars von Triers Film fra 2006: Direktøren for det hele. En koreografisk og scenografisk perfekt moderne sceneversion af Triers finurlige og lattervækkende, systemkritiske film. Med Benjamin Kitter i rollen som den arbejdsløse skuespiller, der skal agere den fraværende direktør, bliver vor tåbelige management-tidsalder afklædt af både skuespillere og instruktøren Nicolei Faber og scenografen Christian Albrechtsen.      .

 

Den hyggeligste forestilling:

Teatret ved Sorte Hests lille Monica Zetterlund-cabaret: Z – med Camilla Bendix som en smuk, alvorlig, sensuel og raffineret mørkhåret dansk pendant til den svenske sangerinde. I instruktøren Jan Hertz’s opfindsomme instruktion og scenografen  Marianne Nilssons nysselige tagkonstruktion kunne Camilla Bendix bevæge sig katteagtigt op og ned ad hustage, mens den unge musiker, Benjamin Nørholm Jacobsen, var anbragt nedenunder, næsten usynlig for publikum.   Mere af det, tak. Vi vil have teaterkabareten tilbage på plakaten!

 

Den vildeste forestilling:

Det kongelige Teaters balletversion af Bizets opera: Carmen. Den  spanske koreograf Marcos Morau skabte et vildt monster af en ballet om en filmoptagelse af “Carmen”. Dansere af begge køn blev udstyret i de mest associationsskabende kostumer. Der var klippet gevaldigt i både musik og i handling. Som måske en af de få morede jeg mig. Men folk på etagerne var desværre afskåret fra at følge med. Et lærred skyggede for scenen. Håber det blev rettet efter premieren i oktober.

 

Den sjoveste forestilling:

Det ny Teaters opsætning af broadwaymusicalen The Book og Mormon i Kasper Holtens instruktion og Steffen Aarfings scenografi. Intelligent og overskudsagtigt fordansket af begge de herrer.  En vild fortælling om et moderne trossamfund. fortalt på kanten af både moral og etik, men vittigt og underholdende serveret af et ensemble, der så ud til at nyde hvert minut med Carsten Svendsen og Silas Holst i spidsen.

 

 Den bedste litterære transformation:

Klaus Rifbjergs mesterværk: Den kroniske uskyld i Elisa Kragerups iscenesættelse på Det Kongelige Teater  var tæt på at være 100 % vellykket i al sin depressive 1950-er-flegma. De unge skuespillere, iklædt datidens look, spillede rent og uskyldigt, mens det alligevel var befriende det øjeblik, da  Simon Bennebjerg og  Morten Hee Andersen pludselig i 2018-stil begyndte at rappe. Dermed viste Elisa Kragelund sin overlegenhed.  Det får hun også brug for fremover som nybagt teaterdirektør på Betty Nansen Teatret.

 

Den mest betagende ballet:

Det Kongelige Teaters ballet Spar Dame af den britiske koreograf Liam Scarlett viste, at korpset stadig kan danse både klassisk og moderne, når der bare er noget interessant at arbejde med. Med det charmerende par Andreas Kaas og Ida Prætorius i spidsen samt Kizzy Matiakis var og blev det en lysende aften, som forhåbentlig bliver gentaget som en del af repertoiret de næste par år.

 

 

Bedste aften i Operaen:

Den debuterende operainstruktør Martin Lyngbo leverede en raffineret, gennemtænkt og smuk stumfilmsagtig version af Rossinis muntre Barberen i Sevilla.  Her var tænkt over det hele, og den lidt tåbelige historie blev holdt ud i strakt arm. Rikke Juellunds smukke sort/hvide scenografi fuldendte værket, hvor sangerne selvfølgelig gjorde deres til, at operaaftenen blev vellykket.

 

Bedste drama:

Kat på et varmt bliktag af Tennessee Williams på Betty Nansen Teatret overvandt alle forhindringer. For selv om det er et suverænt dramatisk værk, er det på scenen stadig svært at overgå filmversionen med Elizabeth Taylor og Paul Newman, som begge står prentet i hukommelsen. Men med et flot ensemblespil lykkedes forestillingen at flytte sig, ikke i tid, men i intensitet i scenografen Christian Friedländers univers. Her var malet med den store vulgære amerikanerpensel anno 1950-erne, så verdens værste familiefest kunne folde sig ud. Hatten af for scenografen, instruktøren Minna Johannesson og skuespillerne med Johanne Louise Schmidt i spidsen. Genuin sydstatsæstetik midt på Frederiksberg Allé.

 

Smukkeste forestilling:

Uden konkurrence nåede årets udendørsforestilling hos Grønnegaards Teatret næsten himmelske højder med Misantropen i Madeleine Rønn Juuls iscenesættelse og Manfred Blaimauers sceografi og kostumer. Knitrende tunge silkestoffer bevægede sig op og ned ad en pompøs trappeformation – mens skuespillerne smed Molieres sarkastiske ord i hovedet på hinanden. Skuespillerne nåede måske ikke på højde med udstyret, men samlet set en smuk forestilling i den danske sommervarme.

 

Bedste nyklassikere:

Nørrebro Teater har specialiseret sig i nyfortolkninger af klassikere. Både Revisoren af Gogol – og den gamle historie om soldaten Svejk var ganske velfungerende i stilistisk stramme og lettere komiske versioner i meget raffinerede dekorationer.

 

Den værste litterære transformation:

Aladdin. Det Kongelige Teater.

 

En ærgerlig transformation:

Kongens Fald. Det Kongelige Teater.

 

Den kedeligste  aften:

Teatergruppen Von Badens gæstespil på Grob med Hullet.

 

Jeg kunne blive ved og fremhæve den ene efter den anden teaterforestilling, men gå gerne selv i Kulturkupeens arkiv.  Godt nytår og tak for det gamle.

Ulla Strømberg