Kulturkupeen

Svejk på Nørrebro Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

En imponerende neddæmpet Rasmus Botoft spiller titelfiguren Svejk og sammen med den svenske scenograf Sven Dahlberg  sikres alvoren alligevel i en lidt for munter opsætning.  Rasmus Botoft og Sven Dahlberg fortjener begge 6 stjerner.  

Svejk. Nørrebro Teater. Pressefoto ved büro Jantzen.

Takket være Botoft, der ikke et øjeblik forfalder til nemme revytricks, får vi til sidst en isnende fornemmelse af den forbandede krig. For uanset hvor og hvordan krigen folder sig ud, er krig jo altid irrationel og uforståelig.

Svejk er den klassiske soldat, mr. nobody. Den enfoldige, men livskloge lille mand, der både følger trop og går sine egne veje. Sådan blev han beskrevet af tjekken Jaroslav Hasek i romanen ”Den gode soldat Svejks Eventyr”, fra 1920-23. Sidenhen blev historien  sat op af teatermanden Piscator i mellemkrigstiden – og efter Anden Verdenskrig endnu engang bearbejdet af Bertolt Brecht i  ”Soldat Svejk i Anden Verdenskrig”.

Pressefoto ved büro Jantzen.

En ny, angelsaksisk version af Colin Teevan er baggrunden for Nørrebro Teaters opsætning. Det er ikke første gang, at Nørrebro Teater sætter krigen på plakaten. Det er faktisk en undtagelse, hvis der ikke styrter et par soldater rundt på scenen i Ravnsborggade.Det er fint og flot med et holdningsrepertoire. Vi lever i en usikker tid, hvor koldskrigsfornemmelser desværre er ved at blive dagligdag for os.  Godt at få det på en scene.

Pressefoto ved büro Jantzen.

Med den svenske scenograf Sven Dahlbergs fascinerende jernkonstruktion af et rum med skinner på siderne, hvor interiør og rekvisitter kan køre ned på scenen, får forestillingen et fænomenalt udgangspunktet. En tankvogn, en kanon, en rusten dåse – alverdens associationer er mulige.

Ensemblet med Rasmus Botoft i spidsen er dermed klædt på til at understøtte de mere komiske anslag. Det er også godt, men det er som om instruktøren Peter Schrøder, der få scenerne til at flyde i en lind strøm, ikke helt har besluttet, hvor alvorlig han vil være. Nogle gange gives der lidt for meget plads til gags, som afleveres fint, bevares, men alligevel.

Svejk er en overlever, som kendes mange steder fra. Den smilende mand, der selv siger, at han er idiot, eller åndssvag, men netop ved den erkendelse er hestehoveder foran alle andre. Og glansnummeret, uden overstyring, bliver scenen, hvor tallet 4268 skal genkendes og huskes. Heller ikke her forfalder Botoft til at kopiere Rytteriet. Scenen bliver smukt afleveret og redder aftenen. Carsten Svendsen, som ellers er morsom og også en revyrotte, har derimod fået lidt for meget frihed til sin kiksede soldat.  Mens Tom Jensen altid er vittig og ironisk, her bl.a. som fuld katolsk præst.  Og det bliver nok ikke sidste gang en katolsk præst bliver latterliggjort på en scene.

Pressefoto ved büro Jantzen.

Baggrunden for Svejk er jo krigen. Den lurende krig – og unødvendigheden i at kæmpe mod hinanden, hvis man overhovedet kan huske, hvem fjenden er. Se, det er omdrejningspunktet i enhver Svejk-forestilling, og her er det, som om instruktøren et par gange taber sigtet.   Måske er det med vilje, men Svejk og alle små samfundsborgere kæmper jo den evige kamp.

 

Forestillingen er god underholdning – og alene for Rasmus Botoft og scenografens skyld mere end seværdig. Det er folkeligt teater på den begavede måde.

 

Medvirkende

RASMUS BOTOFT, ULLA HENNINGSEN, STEEN STIG LOMMER, ASGER REHER, TOM JENSEN, CARSTEN SVENDSEN, JESPER GROTH, EMIL BODENHOFF-LARSEN, SARA VIKTORIA BJERREGAARD

Manuskript: Af Colin Teevan Instruktion, oversættelse og bearbejdelse: Peter Schrøder Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg Koreograf: Kasper Ravnhøj Komponist: Fuzzy

www.nbt.dk