Kulturkupeen

Teaterstatus (2). Det alvorlige teater anno 2017.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Den gode Vilje, Frøken Julie, Tvind, the musical, Erasmus Montanus, Fritz Hansen

Folket, Til (ingen verdens) nytte og Sne.

Over scenen på Gamle Scene står de kendte ord: ”Ej blot til lyst”. Det er en indskrift, som går tilbage til 1774 og er taget med i den nye bygning i slutningen af 1800-tallet.

 

Over scenen på Rønne Theater (fra 1822) står ”Lær(e) Viisdom af Livets Optrin” og så er der Johan Herman Wessels ord: ”at gavne og fornøje, hav stedse det for øje”.  Alle tre citater maner til refleksion og påpeger dualismen imellem underholdning og oplysning, hvilket netop var og er teatrets eksistensberettigelse.

Engang imellem forskydes vægten, og det gør såmænd ikke noget, at det enten er for sjovt eller for højtideligt, men når en forestilling samler sig til et ubrydeligt hele med det hele – er det lykkeligt.

I Bergman-forestillingen ”Den gode vilje” på Aarhus Teater var det som om, der ikke var nogen grænse imellem polerne.  En række andre teaterforestillinger (og her ser vi bort fra musikteatret) havde denne alvor, som kan være vederkvægende. I ”Frøken Julie” på Det Kongelige Teater havde instruktøren Staffan Valdemar Holm og scenografen Bente Lykke Møller forskudt Strindbergs tekst en smule gennem scenografi og skuespillervalg. Tjenesteparret var blevet til modne mennesker, Henning Jensen og Kirsten Olesen. Det gav helt nye og dybere perspektiver og fortolkningsmuligheder af teksten. Nu handlede ”Frøken Julie” ikke kun om køn og klasse, men i lige så høj grad om liv og DØD.

Frøken Julie. Det Kongelige Teater. Pressebillede.

Og så var det ellers de mindre scener, der vovede at tage livet og teatret alvorligt – ofte med et glimt i øjet. Det skete hos Teater V i Valby med ”Tvind  – the musical” – et semiautentisk billede af en svunden tid i 1970-erne, hvor politik stod over sund fornuft. Instruktøren Jens Svane Boutrup lykkedes med at skabe en sær stemning af majspiber, maojakker og sammenhold.

Tvind, The Musical. Teater V. Foto: Daniel Buchwald.

På Rønne Theater viste Bornholms Teater Holbergs ”Erasmus Montanus”, også iscenesat af Jens Svane Boutrup. Det var tredje Holberg-opsætning, hvor egnsteatret forsøgte at balancere imellem fortid og nutid med en klassisk tekst. Her blev de næsten 300 år imellem Holberg og os udvisket. En Erasmus splittet imellem intellekt og basal sund/usund  fornuft.

Erasmus Montanus på Rønne theater.

Mungo Park, som  bor både i Allerød og Kolding, skabte en mærkelig størrelse med forestillingen ”Fritz Hansen Folket”. Et sjovt og påtrængende portræt af Politiken-segmentet, der bor med de rigtige møbler og meninger. Forestillingen har navn efter teatret adresse, Fritz Hansens vej, men spredte sig ud til en almen satire over den kulturradikale tankegang igennem et halvt århundrede med alle mulige gode elementer af satire, men fusede måske lidt ud til sidst. Dog var det interessant og velspillet.

Svanen – tegnet af Arne Jacobsen i slutningen af 1950erne i produktion hos Fritz Hansen.

Teater Grob fik afsluttet sin store fortælling om nutidsmennesker: ”Det 6. kontinent” med ”På Herrens Mark”. Et imponerende projekt, der ikke har fået den opmærksomhed, som det fortjente. Måske fordi Teater Grob har skiftet både forfattere og instruktører ud hen igennem projektets 4-5 år. ”På Herrens Mark”  handlede om døden og vor reaktion på dette fælles lod.

På Herrens Mark. Grob. Pressebillede.

Forestillingen ”Til (ingen verdens) nytte” – på Hippodromen og Folketeatrets turné sluttede også med døden. En uegennyttig kvinde, spillet smukt af Pia Rosenbaum, får simpelthen ikke lov at gøre fyldest. Hun er over tres, har ikke så meget familie, men vil gerne være noget for andre og arbejde. Men er der plads? Nix. Og hun tager konsekvensen.

Til (ingen verdens) nytte. Folketeatret. Pia Rosenbaum. Foto: Thomas Petri.

På Husets Teater spillede Tammi Øst et ligeså overbevisende kvindeportræt af en intellektuel forfatterinde, som også er blevet overflødig: “Status”. I samspil med med Morten Burian blev det, ikke mindst for det midaldrende publikum til et en uhyggeligt sandfærdigt portræt af livets gang mod overflødigheden. Og omme på den anden side venter intetheden.

Status. Husets Teater: Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Helt anderledes var skuespilleren Vigga Bros smukke fortælling om Grønland: ”Sne” – det forjættede land. Bakket op af to kvindelige musikere føres vi ind i en drømmetilstand med varme og kolde fortællinger – om livet og døden!

plakat til “Sne”.

 Liv og død – det basale og ufravigelige, som al god kunst handler om – og nogle gange også teatret.