∗ ∗ ∗ ∗
Ny permanent opstilling af danske stole på Designmuseum Danmark.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“The Danish Chair” – Så skriv og tal dog dansk! – har man lyst til at råbe til Designmuseum Danmark. Men ellers er det et godt supplement med den nye permanente opstilling af danske stole fra det 20. og 21. århundrede.
Museet bygger op og op – og foretrækker tilsyneladende at skabe semipermanente installationer frem for at vise ad hoc udstillinger.
Den danske stol. Designmuseum Danmark. pressebillede.
Den nye ”installation” er placeret i et af de langstrakte rum. For i udstillingsdesigneren Boris Berlins koncept består opstillingen af ca. 100 hvide båse i tre lag – hvor øverste række er tiltet lidt ned af. Hvert rum, med runde hjørner, giver plads til et objekt, og så kører det ellers derud af med alle ikonstolene.
Den danske stol Designmuseum Danmark. foto: us.
TV, magasiner og dameblade har i de seneste år skamridt begrebet designstol, således at enhver dansker uden fantasi faktisk har eller ønsker sig en Wegner-stol. Det er selvfølgelig godt, at den gode smag har sejret over al den småborgerlighed, som PH tordnede imod. Men det skaber også større udfordringer for dem, der i bredere forstand skal formidle seriøs viden om dansk design.
Den danske stol. Designmuseum Danmark. N. Abildgaards stol fra 1790. foto: us.
Og her kommer den ny installation faktisk til kort. For nok er stolene stillet fint op – og suppleret med nogle internationale forbilleder, men det er svært at finde system i opstillingen. Nok er der en mindre tematik, (foldestole, simple stole, hvilestole…) men ingen klar kronologi – heller ikke inden for den enkelte designer eller arkitekts oeuvre. Og så er der spørgsmålet om de basale oplysninger. Nogle smukke trække-ud-plancher forklarer baggrunden for nogle af stolene, men man har brug for en papirfolder eller, helt inde ved selve udstillingen, et samlet plancheoverblik over de valgte stole.
Den danske stol. Designmuseum Danmark. pressebillede.
Eksempelvis er både Arne Jacobsen og Wegner jo lige at gå til, for den ene stol afføder den næste, og det ville kunne vise selv designretarderede, hvordan ideer udvikles og perfektioneres. Men den tankegang er svær at få øje på i udstillingen.
Den danske stol Designmuseum Danmark. foto: us.
Udstillingens kurator Christian Holmsted Olesen skriver i det eneste, tilgængelige materiale om udstillingen (en pressemeddelelse på nettet):
”Med denne nyopstilling af vores enorme stolesamling ønsker vi at give vores gæster et overblik over den danske stols slægtshistorie samt et indblik i stolen som et kulturbærende og kunstnerisk objekt. Vi vil formidle dansk designs DNA gennem stolen, som er en af de stærkeste repræsentanter for udviklingen af dansk design.”
Det lyder fornuftigt, men spørgsmålet er, om opstillingen ikke er blevet mere æstetisk end pædagogisk. Der mangler basal og bred oplysning.
Til gengæld burde den nye opstilling afføde selvkritik. For flere af de andre rum på designmuseet falder fra hinanden rent æstetisk i sammenligning, så overfyldte er de og ligner næsten rodebutikker.
På den måde viser den nye opstilling forhåbentlig frem mod en ny og mere renlivet æstetisk vej for museet, selv om det trods alt ikke er så mange årtier siden, at Hanne Kjærholm var med til at skabe smukke montrer og andre nyinstallationer til museet. Kjærholms design tog hensyn til det gamle Frederiks Hospital. Også Klints oprindelige ombygning viste behørigt hensyn. Yderst lidt på øjeblikkets Designmuseum Danmark synes at respektere huset, der i sig selv er udtryk for både Eigtved og Thurahs form- og rumopfattelse i midten af 1700-tallet.
Det er synd. Det er mere end synd. Måske burde selve Designmuseum Danmark hellere flytte til en bygning uden fortid og sjæl, men det er en anden historie.