Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Imponerende realisering af ny opera over Bunuels gamle film ”Morderenglen”.

En opera, der handler om spleen, nytte, unytte og irrationelle tanker, når eller hvis livet måske skal ophøre.

Forståelsen for det absurde og surreelle har ændret sig siden den spanske filminstruktør Bunuel skabte sine store filmværker i 1950-erne og 60-erne. Ikke at det er blevet hverdagsrealisme, men vort liv og virkelighed har igennem de seneste 50 år forandret sig, så det tilsyneladende  besynderlige næsten er blevet hverdagskost.  Beckett, Ionesco og Bunuel kræver i dag ikke så mange fremmedord i formidlingen. Derfor er den britiske komponist Thomas Adès’ opera,  med den engelske  titel ”The Exterminating Angel”,  på handlingsplanet næsten lige at gå til.

Thomas  Adès er allerede kendt af et dansk operapublikum med succesen for et par år siden, ”Powder her Face”. Den nye opera er imponerende i sin mangfoldighed. Der er ikke sparet på raffinementer i musikken. Et væld af moderne  og klassiske toner og referencer er som kinesiske æsker gemt inde i  hinanden. Og så er der vittigheder. Da en af de næsten 20 solister skal fremstille en operasanger,  må hun jo skille sig ud. Adés har derfor lagt hendes toner  endnu højere end alt og alle, så lyden skærer igennem  luften, som hun står der på scenen og er divaen, som aftenen egentlig drejer sig om. Også slagtøj, anbragt på øvre galleri, er med til at levende gøre hele operahuset på en ny måde.

Det er en opera med en iscenesættelse, hvor der er tænkt, følt og arbejdet intenst, og kapellet spillet imponerende under ledelse af Robert Houssart, der i øvrigt siger kloge ting i programmet.

Men tilbage til historien. I et overklassemiljø er der indbudt til sen middag efter en operaaften. Gæsterne ankommer (faktisk to gange), tager minkpelsene af,  småsnakker, mens de fleste tjenestefolk allerede har forladt huset. Da maden bliver båret ind, falder den på gulvet til stor moro. Snart viser det sig, at ingen kan forlade stuen, men der er ingen synlig grund dertil.  Efterfølgende ser vi, hvad der sker med mennesker i stilfærdig panik og siden ekstrem rædsel. Lidt som at sidde i en elevator mellem 1. og 2. etage eller strande i en aflåst togkupé i en ørken. Livet passerer revy  for det indre blik, måske, og afløses af nogle brutale følelser om overlevelse: Den enes død – den andens liv. Menneskets kampinstinkt. Det sker for øjnene af os. Først den  elegante, overfladiske velklædte upperclass. Indtil pausen. Efter pausen, hvor et døgn eller flere er gået, og der ingen mad eller vand er – sker opløsningen for øjnene af os. Blodet flyder, klæderne er forrevne, enhver anstændighed er forduftet,  og de kan stadig ikke slippe ud af rummet, men ingen ved hvorfor.

Iscenesættelsen ved Tom Cairns, som også har skrevet librettoen sammen med komponisten,  giver en fantastisk rytme, der understøttes af scenografien af Hildegard Bechtler.  Det er et fremragende sjældent set Gesamtkunstwerk, hvor alle detaljer har betydning. Fra de levende får før forestillingen starter –  til den monumentale, evigt drejende scene med en guldvæg og den smukkeste buede maghonivæg (meget a la operaens)  – til stilfærdige projektioner og  en velfungerende kostumering, overklasse anno 1962.

Imponerende. Sådan skal moderne eksistensanalyserende musikdramatik serveres.

Det er da også et flerårigt samarbejde imellem nogle af verdens store operahuse: Metropolitan i New York, Royal Opera i Covent Garden i London og Salzburg festspillene. Den Kongelige Opera er kommet i fint selskab, men heldigvis er der blevet plads til en række af vore egne gode sangere: Gert Henning-Jensen, Sten Byriel, Hanne Fischer, Sofie Elkjær Jensen, Simon Duus,  Randi Stene og en spændende række gæster  udefra, der mere end udfylder deres roller – de synger, agerer, spiller, mens vi gribes af dette komplekse nye operaværk.   Forestillingen kan lægge op til mange fortolkninger. De vildeste er bl.a., at det lukkede hus, som ingen kan slippe ud af, kan sammenlignes med det amerikanske samfund, hvor befolkningen som umælende dyr blot ser på, at en ny præsident ændrer hele deres ideologiske grundlag.  Eller hvad med utallige parforhold. Der er en usynlig dør ud til verden, men man bliver bare siddende i en livsødelæggende trummerum – og indenfor de kvælende vægge nedbryder man sig selv og de andre. Joh, Bunuel vidste noget om os – i 1960-erne og Adès og co. er lykkedes med at fortælle en lignende historie – sofistikeret og operaagtig – anno 2016-18. .

PS. Forestillingsbillederne yder slet ikke operaen retfærdighed.  Det er en mageløs scenografi. 

PS 2: Skal jeg ødelægge den gode stemning og sige, at operaprogrammet endnu engang er under al kritik rent tryk- og papirmæssigt. Der mangler også fotos, og der er, som sædvanlig, ingen biografier over de indbudte kunstnere! For dårligt. Vi håber på fremtiden. Tænk hvis den nye teaterchef er en historisk og arkivarisk orienteret person, der tror på, at det er godt at registrere teatrets ofte fremragende bedrifter. Det kan nemlig bl.a. ske via programmer  etc.  Det er synd for os – men sandelig også for kunstnerne.

Opera af Thomas Aidès

Instruktør: Tom Cairns

Dirigent: Robert Houssart

Scenografi og kostumer: Hildegard Bechtler

Koreograf: Jonathan Lunn

Lysdesign: Jon Clark

Videodesign: Tal Yarden

Korsyngemester: Steven Moore

 

 Medvirkende de fleste dage: 

 

Gisela Stille/Lucia

Kerstin Avemo/Leticia

Randi Stene/Leonora

Sine Bundgaard/Silvia, en ung enke

Hanne Fischer/Blanca, pianist og gift med Roc

Sofie Elkjær Jensen/Beatriz, Eduardos forlovede

Gert Henning-Jensen/Nobile, festens vært

Paul Curievici/Raúl, en opdagelsesrejsende

Jens Søndergaard/Colonel

Morten Grove Frandsen/Francisco, Silvias bror

Alexander Sprague/Eduardo, Beatriz’ forlovede

Simon Wilding/Russell, en ældre herre

David Kempster/Roc, dirigenten

Sten Byriel/Doctor

Simon Duus/Julio, butleren

Magnus Gislason/Lukas, herskabstjener

Jens Christian Tvilum/Enrique, tjener

m.fl.

www.kglteater.dk

https://kglteater.dk/calendar/

Bestil billetter:

https://kglteater.dk/calendar/?f-title=26651