∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tilgiv mig – gæstepil på Rialto af High Noon teaterproduktion.
En fin, sørgmunter skildring af livets gang blandt nogle veninder.
Det handler om sex og venindesnak hos tre midaldrende kvinder, men snart ændrer billedet sig. For to af kvinderne er søstre, og den ene har haft en affære med sin svoger, som siden begår selvmord.
Foto: Ole Haupt.
Linjerne er trukket skarpt op, for skarpt måske i Rikke Wölcks tekst, men spillet glattes ud af de eminente skuespillere: Rikke Wölck selv, Karen Lise Mynster og Anette Støvelbæk. Også instruktionen ved Madeleine Røn Juul sikrer en musikalitet, der får skæbnerne til at hænge sammen på det æstetisk smukke gulv, der i takt med de skiftende stemninger og underlægningsmusikken skifter lysnuancer i de farvede lysstriber. Den raffinerede og stilfærdige scenografi af Kisser Rosenquist samler dermed også stykket, der egentlig består af mange hurtigt skiftende scener.
Pressebillede.
Imellem de tre ganske forskellige kvinder bevæger en unge mand sig som usynligt vidne: moderen, den evigt bandende og pylrende kvinde, der vil ud af ægteskabet og de to andre, der som søstre må ende med at tilgive. I forestillingen tager det vist 9 år, hvor forløsningen kommer til allersidst, hvorefter historien rulles tilbage.
På bedste vis kan man gå opløftet ud af teatret. Alt ordner sig. Og man kunne som publikum i kor med Samuel Becketts Winnie i Glade dage udbryde: ”Atter en dejlig dag” – mens jorden er ved at begrave hende.
Men inden vi når så langt rejses flere spørgsmål: Hvorfor er det så svært at sige undskyld? Hvorfor er vi så selviske, at vi ikke ænser omverdenen, selv om vi tror, at vi er åh, så gode? Hjælper det at tro? Hvorfor er vi så skeptiske over for ham Gud?
Tilgiv mig. Pressebillede.
Det er en barsk historie med død, selvmord og alvor sygdom både på krop og sjæl. I spring vidner den lidt for følsomme unge mand, Elliott Crosset Hove: en glasdreng, kalder han sig i stykket, og man tror ham. Meget overbevisende spillet, så det bliver både bevægende og rørende. Heldigvis hærder glasset, og drengen klarer sig og vokser sig stærk.
Der er masser af dialog, det er dejligt, for som regel er det lige her, de fleste nyskrevne tekster snyder.
ter, ”Feel good teater” med eftertanke, kunne man kalde dette beundringsværdige projekt i High Moon Teaterproduktions regi, der ved hjælp af midler fra private fonde spiller en måned på Rialto. Dejligt med teater med noget på hjerte. Er man over 25 år, er forestillingen både sød, smuk og lidt rystende.
Manuskript: Rikke Wölck.
Instruktion: Madeleine Røn Juul,
Scenografi: Kisser Rosenquist.
Medvirkende: Karen Lise Mynster, Anette Støvelbæk, Rikke Wölck og Elliott Crosset Hove.