Kulturkupeen

Toves værelse. Repremiere på Folketeatret.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Toves værelse”. Repremiere på Folketeatret.

”Toves værelse” med Paprika Steen i Tove Ditevsens spencerkjoler er stadig et imponerende velspillet, uropvækkende og fascinerende portræt af den store danske digterinde: Tove Ditlevsen.

Tre år er gået siden premieren på stykket. Skuespillerne har prøvet kræfter med andre opgaver og er nu tilbage som det ulyksalige ægtepar: Tove Ditlevsen, forfatter og Victor Andreasen, chefredaktør på Ekstrabladet. Spillepausen har givet et ekstra overskud, og Paprika Steen og Lars Brygman synes som skuespillere ligeværdige i deres gensidige frastødende nedbrydning af de to figurer. Det uhyggelige er selvfølgelig også, at personerne er hentet ud af virkeligheden, at der derude i mørket sidder efterkommere af dem. Men det blæser vi på et øjeblik og nyder hvad teaterkunst kan, når den er bedst: Holde os fangen, gribe os – belære os og så slippe os fri, så vi med et lettelsens suk kan glæde os over at vort liv ikke rigtigt ligner det oppe på scenen.

Toves Værelse. Folketeatret. 2019. Foto: Thomas Petri.

Igen har Paprika Steen skabt en Tove-figur, der på et splitsekund veksler imellem varme og kulde, selvglæde og uudgrundelig sorg og ulykke. Imponerende, nuanceret og meget rent spillet uden tricks. Men som jeg allerede skrev i den første anmeldelse (se nedenfor) har dramatikeren Jacob Weis valgt at portrættere Tove Ditlevsen ganske kynisk, dvs. uden egentlig at lukke op for det store forfatterskab. Og dermed får Tove/Paprika Steen heller ikke love til blot momentvis at folde den vidunderlige digtersjæl ud eller give os nogle af de ord, som tusinder af mennesker, måske især kvinder har hæget om  i årtier. Husk på, hvordan tusinder af anonyme kvinder fulgte Tove Ditlevsens begravelse dengang i 1976, hvor hun tog sit eget liv.

Toves Værelse. Folketeatret. 2019. Foto: Thomas Petri.

Teksten er stadig et svagt punkt i forestillingen. Dialogen er morsom, folk ler hvert andet minut i de første 20 minutter: kan man være så nederdrægtigt vittig på andre menneskers bekostning tænker vi der neden på tilskuerpladserne når henholdsvis Tove og Victor smider ondskabsfuldheder i hovedet på hinanden. Men den store poesi har dramatikeren Jacob Weis udeladt. Og det er faktisk synd. Der kunne sagtens have været plads, for første akt går lidt i tomgang hen mod slutningen.Overraskelserne er brugt op. der er drukket tilstrækkeligt whisky.

Der er nye skuespillere med. Kasper Leisner har overtaget Klaus Rifbjerg-figuren og gør det godt, myndigt  måske lidt overlegent, men veltalende. Bente Eskesen er det evige faktotum, som må stå imod det hele og tilsidst kravle rundt på gulvet og samle manuskriptsider.

Toves Værelse. Folketeatret. 2019. Foto: Thomas Petri.

Teaterdirektøren Kasper Wilton har overstaget iscenesættelsen  og har fået alle nuancer med, intet er overset, det er et rigtigt kammerspil, dog uden kammertonen, men for skrigende ulykkesstemmer.

Stine Martinsens egale dekoration holder fint med de ikoniske møbler som PH-lampen og Mogens Koch-reolerne med luftige gardiner og vibrerende paneler, der fortæller os af dette er kondenseret virkelighed transformeret over i det hallucinerende. Derved understreger det visuelle også, at vi er i det københavnske borgerskab i midten af forrige århundrede, hvor sprutten flød, kanylerne lå i badeværelset og selv om alt var muligt i det nye velfærdssamfund, var intet alligevel godt. Nej, det var bundulykkeligt.

Begavet og frygtindgydende teater skabt af Paprika Steen og kompagni.

 

Toves værelse

Dramatiker: Jakob Weis

Instruktion: ved Kasper Wilton

Scenografi: Stine Martinsen

Videodesign: Signe Krogh

Medvirkende: Paprika Steen, Lars Brygmann, Kasper Leisner, Bente Eskesen, Nora Klarskov/Holly Lars Bjarke

Spiller til midten af Maj 2019.

www.folketeatret.dk

Her følger min anmeldelse fra April 2016:

 

∗  ∗  ∗  ∗  ∗  ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Toves værelse af Jakob Weis på Folketeatret.

16.04.09. toves v Paprika Steenthomas petri (2) Foto: Thomas Petri.16.04.09. toves vthomas petriEt imponerende samtidsportræt af digterinden Tove Ditlevsen i det nyskrevne stykke: ”Toves værelse” af Jakob Weis. Paprika Steen spiller ikke Tove Ditlevsen, hun genskaber momenter af den offentligt kendte fortælling om den store forfatterinde, som gik så grumme meget igennem, og hvis evne til at iscenesætte sit eget private liv – ikke var nær så succesfuldt som digterevnen.

Eller er det måske myten om Tove Ditlevsen, der i et par timer er krøbet ind bag Paprika Steens facade? Uanset om det skal kaldes for method acting eller blot super skuespilkunst – så er det følelsesmæssigt overrumplende, når figuren på scenen i løbet af få minutter kan gå fra gråd til mild latter og derefter over i let slumretilstand.

Tove Ditlevsen, som døde i 1976, tog i alt hvad hun skrev afsæt i egne oplevelser og fornemmelser. Derfor synes vi nok, at vi kender hende, hendes udsving, hendes traumer, hendes baggrund. Men tilsyneladende ikke nok, må dramatikeren Jakob Weis have ment, da han for 2-3 år siden påbegyndte ”Toves værelse”, der nu indgår i den række af litterære nyskrevne skuespil, som Folketeatret med succes har vist igennem de seneste sæsoner.

Tove Ditlevsen på scenen

De første år af Ditlevsens liv kendes bl.a. fra romanen ”Bardommens Gade” fra 1943 filmatiseret i 1986. I forestillingen ”Ansigterne”, opført på Hippodromen i 1978, dramatiserede Henrik Moe et par år efter Tove Ditlevsens død romanen ”Ansigterne” fra 1968 og gjorde det til et voksenportræt af Tove Ditlevsen. I et par sæsoner har kvindegruppen Sort Samvittighed diverteret i Det Kongelige Teaters regi med den både muntre, sofistikerede og begavede musikforestilling ”Tove, Tove, Tove” – som blev en hyldest til den fiffige ordekvilibrist og avancerede kvinde,Tove.

Elendigheden

”Toves værelse” er derimod et alvorligt forsøg på at udbrede kendskabet til Toves sidste 10-15 år. Ikke nogen lykkelig periode, snarere en lang, sej vej mod afgrunden, hvor de eneste rolige øjeblikke tilsyneladende kun fandtes bag hospitalets mure. Her kunne hun finde ro – her var der omsorg uden forventninger, og her var der måske en stilfærdig adgang til den nødvendige medicin.

Et elendigt ægteskab med Ekstrabladets daværende chefredaktør Victor Andreasen gjorde hende stoffri i begyndelsen, men siden hen nærmest åd de hinanden levende, synes sandheden at være, bl.a. beskrevet i Tove Ditlevsens bog ”Vilhelms værelse”. Som ægtefæller var de på en destruktiv måde afhængige af hinanden. De blev skilt, men lykkeligt blev det ikke, og Tove havde kun én måde at komme fri af det hele på – og det var selvmord, hvor også denne forestilling slutter.

Skuespillerne

Paprika Steen sekunderes af Lars Brygmann som publicisten, der i sit professionelle virke gjorde underværker ved bl. a. at satse på blød porno i dagbladet Ekstrabladet, men som i de overlevne portrætter ikke på det menneskelige og moralske plan har været helt ok. Lars Brygmann skaber billedet af den ubehagelige mand med nidkær pleje af alle detaljer. Brygmanns evne til at ramme tonerne fra det frigjorte københavnermiljø i 1960erne er interessant, og man kommer til at tænke på hans fine portræt af Stig Lommer i filmen ”Dirch” for få år siden.

Paprika Steen og Lars Brygmann spillede også sammen i ”Hvem er bange for Virginia Woolf”, som rummer præcis samme urovækkende ægteskabssituation om to mennesker, der på en gang tiltrækkes og frastødes af hinanden og ikke kan slippe ud af det selvskabte bur.

pressefoto: Thomas Petri

pressefoto: Thomas Petri

 

Men for at fortælle historien går dramatikeren Weis sirligt frem efter skabelonen, at der også skal være vidner til. Det bliver så den kvindelige husholderske og siden sygeplejerske spillet morsomt af Sarah Boberg – samt den unge digter Klaus Rifbjerg. En svær opgave som klares flot af Andreas Jebro, der tidligere har spillet på Aarhus Teater og Aalborg Teater. Han har staturen og får lov at fremstille en ung Messias. Det virker nu lidt utroværdigt fra forfatterens side, men skyldes måske, at der blev researchet, mens Rifbjerg stadig levede.

16.04.09. toves v. Lars Brygmann og Paprika Steenthomas etriFoto: thomas Petri.

Lyttende og lydefri instruktion og scenografi

Forestillingen er smuk at skue i Stine Martinsens dekoration. På engang gammeldags og urovækkende. Næsten naturalistisk med PH- koglen i loftet og Mogens Koch-reolerne på bagvæggen og de smukke teaktræsmøbler, som i dag er åh, så moderne. Men det hemmelighedsfulde trænger sig på via ekstra gennemsigtige sidekulisser, der understreger, at det altså bare er teater. Og denne balance, imellem teater og så den tilsyneladende virkelighed, er fastholdt i alle detaljer af instruktøren Vibeke Wrede. Meget fint og gennemarbejdet – helt ud til underlægningsmusikken som kun anes, men er skrevet af to koryfæer fra den tid: Else Marie Pade og Per Nørgaard.

16.04.09. tove

Foto: thomas Petri.

Også kostumer og maskering er holdt med nærhed og alligevel distance. Sådan var det altså – med pænt tøj, kjole og matchende frakke, velfriseret hår og masser af sprut og cigaretter.

Teksten

Der er nogle problemer i selve konstruktionen og teksten. Fortællingen virker i sin dramaturgi forudsigelig. Og Jakob Weis har næsten forlæst sig på litteraten Karen Sybergs portrætbog fra 1997: ”Tove Ditlevsen, Myte og Liv”. Det havde været bedre, om han havde studeret Jens Andersens portræt i bogen ”Til døden os skiller” – fra samme år, hvor Tove Ditlevsen ville være blevet 80 år.

For Andersen skabte et varmt menneske ud af Tove Ditlevsens forpjuskede liv, mens Syberg med lettere foragt holdt alle personer ud for sit analyserende blik. Samtidig er Weis også i endnu et litterært stykke dramatik påvirket af P.O. Enquists stadig geniale ”Tribadernes Nat” om Strindberg og Siri von Essen.   Men Weis er på det historiske plan jo tæt på sine figurer: Tove Ditlevsens børn og børnebørn lever – Klaus Rifbjergs børn lever, Thorkild Bjørnvig, der får en masse verbale spark, har familie – og sådan kan man blive ved. Er det interessant i den grad at hive samtiden ind på scenen? Eller viser det blot dramatikerens manglende fantasi, at han skal ligge på hjul af næsten nulevende, historiske personer?

Disse indvendinger skal dog ikke stå i vejen for, at ”Toves værelse” er blevet en moderne og dybt vedkommende teaterforestilling om livets umådelige tunghed.

 

 

TOVES VÆRELSE – TOVE DITLEVSENS SIDSTE KÆRLIGHED ·       Instruktion: Vibeke Wrede

  • Scenografi:Stine Martinsen
  • Medvirkende:Paprika Steen, Lars Brygmann, Sarah Boberg og

Andreas Jebro

  • Spilleperiode: Den 8. april – 14. maj 2016
  • Spillested: Folketeatrets Store Scene i Nørregade