∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Vi sidder bare her – med Jørgen Leth.
(Turné – og på Aveny T.)
Jeg har ikke været nogen stor fan af den Jørgen Leth, som for få år siden bl.a. beskrev sit forhold til yngre kvinder fra 3. verden.
Men forleden på Aveny Teatret overgav jeg mig. Fra 15. række oplevede jeg mere, end jeg længe har gjort i en teatersal. Og det her var ikke engang teater. Det var jo var blot tre mænd, som sagde: Vi sidder bare her. Det var netop det, som var så forfriskende. De prætenderede ikke mere, end der var belæg for. Derfor lykkedes det trekløveret med Jørgen Leth i front i en læderstol og Frithjof Toksvig og Mikael Simpson, ved keyboards og andre instrumenter bagved, at tryllebinde en hel sal, hvor mindst 60% procent var yngre mænd.
Vi sidder bare her. Pressefoto.
Det var ikke stor litteratur, som blev sendt ud til publikum, men en besnærende, næsten transcendental sound – hvor Jørgen Leths messende stemme indgik som en naturlig del af det hele. Og sådan var det vist også med starten på det hele. De to yngre mænd have tilbage i 2008 spurgt Jørgen Leth, om han ikke ville komme forbi deres studie og improvisere. Og så sad han og talte lidt, som han nu bedst havde lært efter at have været en højt betalt og skattet Tour de France kommentator i årevis. Han var ikke og skulle ikke være dybsindig, men blot snakke og så indgå i en større musikalsk sammenhæng.
Efterfølgende fik Jørgen Leth udleveret sin egen tekst – nu med pauser etc. Og det er det, vi hører. Et sammenhængende værk, som dog afbrydes af Leths småsnak, mens salslyset er tændt, så vi forstår, at her er de to musikere ikke med. Men Leth er på hele tiden.
”Jeg hader havet” det ene øjeblik og ”Det er fandme godt” et par minutter senere om noget helt andet. F.eks. om fascinationen af en strøget tøjserviet af linned. Joh, Jørgen Leth tør være sig selv bekendt ned i de små dagligdags detaljer, hvor alle kan følge ham, selv om de ikke har hængt ud på smarte restauranter eller har et langt tørklæde viklet om halsen.
”Jeg hader havet”. Netop den sekvens er vigtig og interessant, fordi Jørgen Leth i det meste af det, han skriver og siger, forsøger at være positiv. Jeg har netop læst flere af hans skrifter, bl.a. erindringerne, og han taler aldrig negativt om nogen. Er det noget, der støder ham, springer han det vist over. Sådan er det også med de kvinder, han levede sammen med og efterfølgende forlod – eller de gik fra ham. Ingen negative ytringer. Men Jørgen Leth hader skibe, søsyge etc., og han forstår ikke det liv, der leves om bord på en båd. Til gengæld er en togtur igennem Danmark en vederkvægelse for sjælen.
I denne version af trekløverets samarbejde, der allerede har resulteret i 4 cd’er er en single(!) til jul, bliver der ikke sagt noget om kvinder – hverken for eller imod. Det er nok fornuftigt. Til gengæld hænger han sig selv lidt ud mod slutningen ved at tale om kalkunhals. ”Jørgen – du har ingen kalkun hals” – siger de til ham, og Jørgen bliver glad. Se det skulle man lære af.
”Vi sidder bare her” er anderledes – afslappende – mærkelig – udansk – og u en hel masse. Men interessant.
Der er en ekstra forestilling søndag d.1.10. og så går det vel derudaf i provinsen. Se forestillingen, hvis det er muligt. Og lær’ at sige JEG. Når Jørgen kan, så kan vi andre det vel også!
Ps. Erindringerne hedder ”Det uperfekte menneske”. Og er allerede nu i 4 dele.
Der er også skrifter om det meste, Leth har arbejdet med: Film, litteratur og teater. Dokumentationen fejler ingenting.
Vi sidder bare her:
Jørgen Leth
Frithjof Toksvig
og Mikael Simpson.