∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse / Ulla Strømberg.
Grønnegaards Teatret med alvorligt, højaktuelt portræt fra 1720erne.
Der er ikke meget at le ad. Dødsens alvor lurer i dette tidsbillede fra 1720erne. Scenen er Grønnegården i Designmuseet, tidligere Frederiks Hospital, opført i samme periode og altså det perfekte sted at spille Holberg og nu Nikoline Werdelins historiske stykke: ”Visen om Sidsel”, en københavnerberetning fra det virkelige liv omkring Holbergs tid.
Pressefoto: Bjarne Stæhr.
Johanne Louise Schmidt står med begge sine talentfulde fødder plantet i scenegulvet, når hun i titelrollen som Sidsel er forklædt som mand for at tjene penge til det uægte barn hjemme i Thy. Det kræver sin mand af den spinkle kvinde, der lever i et falsk ægteskab, men forelsker sig i den traumatiserede soldat, Ludvig, spillet ligeså overbevisende af Peter Christoffersen. Hans sympati for Anders, alias Sidsel fornægter sig ikke. Men forelsket i en mand, nej det er han da ikke!
Pressefoto: Bjarne Stæhr.
Nikoline Werdelin leger med både kønsroller og kønsidentitet, samtidigt med et drys krigsrealisme krydrer historien.
Det er ikke politisk teater i gængs forstand, snarere teater med problemer sat under debat om helt døgnaktuelle emner som krigstraumer og kønsforvirring og kønsopløsning.
Nikoline Werdelin er kendt for at kunne tegne og spidde os i bl.a. tegneserien Café, og hun kan også få replikker til at leve på en scene, hvilket hun har vist i en række velkonstruerede skuespil, bl.a. ”Natmandens Datter” på Grønnegaards Teatret i 2006.
Nu gør hun forsøget igen – godt bakket op af historikeren Tyge Krogh, der har henledt hendes opmærksomhed på begrebet ”kvinder i mandsklæ’r” i 1700-tallet. Det var en måde at overleve på for underklassens kvinder, som var kommet i klemme og ikke havde andre valg end et liv som prostitueret eller laveste tyende i en borgerfamilie. Så hellere komediespil og mandsklæ’r og muligheden for en dagløn.
Vi er kort sagt på bunden af samfundet og får indblik i bagsiden af det sjove liv, som Holberg har skildret på bedste vis. For her i ”Visen om Sidsel” er det ikke kun natpotter, men også snavs, blod, og mord og hor, der tegner billedet.
Men Nikoline Werdelin vil mere end det. Uden at betegne sig selv som feminist, viser hun de fornedrelser, kvinder må igennem, når de får børn med de forkerte og ikke selv har status i samfundet.
I realiteten kan ”Visen om Sidsel” også betragtes som en umulig kærlighedshistorie imellem Sidsel, der må leve som mand for at tjene til barnet og så den flotte, men neurotiske soldat Ludvig fra Helsingør.
Udenom er der forskellige personer, men ikke nogen fra Holbergs borgerlige persongalleri,snarere fra skæmte- og skillingsvisernes grumsede univers.
Nikoline Werdelin har selv iscenesat, og det plejer hun at gøre ved sine teksters førsteopførelser. Karin Betz har skabt en elegant, stilfærdig scenografi, der rummer både by og rødmalet port ud af byen eller er det ind til Dyrehaven?
Dekorationen uden skuespillere og publikum. Foto: U.S.
Aktørerne er klædt dekorativt på i tidens stil; lyse nuancer i forskellige hørstoffer, der er ligeså delikate, som dialogen ind imellem stritter med kraftige modhager i både sprog og indhold.
Oveni har Tammi Øst komponeret ny gammel musik til Niels Brunses omkringliggende skillingsvise, der resumerer hele historien om Sidsel i mandsklæ’r på gale veje.
Det er veltænkt, velspillet af alle, ikke mindst af de to hovedroller, det elskende par. Men der savnes måske lidt vildskab og fanden i voldskhed i iscenesættelsen for at løsne lidt op for det historisk korrekte og skabe hyggelig sommerstemning under trækronerne.
Tekst og instruktion: Nikoline Werdelin
Koreografi: Bill Holmberg
Scenografi og kostumer: Karin Betz
Musik:Tammi Øst
Medv.:Johanne Louise Schmidt, Peter Christoffersen, Mette K. Madsen, Joen Bille, Jesper Hyldegaard, Christiane Gjellerup Koch, Michael Moritzen, Annika Johannessen og Simon Sears.
www.groennegaard.dk