Kulturkupeen

Vort Mismods Vinter – Gæstespil på Husets Teater.

∗ ∗ ∗

– (4 stjerner til skuespilleren).

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Vort Mismods Vinter  – Gæstespil på Husets Teater.

Hitlers sidste timer endnu engang på scenen.

Vort Mismods Vinter. Husets Teater. Foto Henrik Ohsten Rasmussen.

”Vort Mismods vinter” er titlen, og plakaten er et billede af Hitler. Kan det være værre? Næppe. Men skuespilleren Dan Zahle gør et bravt stykke arbejde for at mildne på kendsgerningerne i dette stykke af Andreas Dawe, som selv har instrueret.

Men hvorfor skrive et stykke om de sidste 48 timer i Adolf Hitlers liv, hvor han sidder i sin førerbunker og ved, at klokken har slået? Joh, måske for at vise, at det var en ynkelig, småpatetisk mandsling, der i adskillige år gjorde så meget ondt. Men vi ved det jo, har hørt det mange gange, og stykket giver ikke megen ny erkendelse. Tværtimod er det næsten et venligt portræt af en menneskeudrydder.

Dan Zahle spiller Hitler på en neddæmpet måde, men indimellem er det som om teksten ikke slår til, at der mangler en undertekst, og skuespilleren må fægte i blinde og henvende sig til publikum – uden dog at bruge det til noget.

Vort Mismods Vinter. Husets Teater. Foto Henrik Ohsten Rasmussen.

Det er synd og skam, og man kan blive bange for, at en produktion som denne, med et åh, så tragisk udgangspunkt, mest er skrevet for at tækkes Statens Kunstfond, som tilsyneladende ikke kan få nok af dommedagsprofetier på scenen.

AKUT 360 har produceret og gæstespiller på Husets Teater, hvor i øvrigt Julie Forchhammers scenografi – et kasseformet rum – fungerer upåklageligt. Men det er ikke nok, at rum og skuespiller spiller sammen, når teksten simpelthen ikke kan gribe og engagere. Synd for skuespilleren og alle andre.

Medvirkende: DAN ZAHLE

Dramatiker & Instruktør: ANDREAS DAWE

Scenograf: JULIE FORCHHAMMER

Lyddesign: GREGERS KJAR
Kunstnerisk lyskonsulent: MIKKEL JENSEN

Producent: AKUT360

www.husetsteater.dk