∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Steinbeck på Betty Nansen Teatret.
Uden sammenligning er Betty Nansen Teatret hovedstadens mest alvorlige teater. Ingen tvivl om det. Om de også er det mest seriøse, er et spørgsmål om definitioner. Den tænksomme linje fortsætter endnu engang, nu med en forholdsvis afdæmpet og stram opsætning af en dramatiseret udgave af Steinbecks ”Vredens Druer”.
Vredens Druer. Pressebillede.
Det er helt rigtigt set, at der såmænd ikke er langt fra USA’s fattigdom og klassehierarki i 1930erne til vore dages flygtningesituation. Nogle sidder på den grønne gren, mens andre hver dag må gå en usikker fremtid i møde.
Det er uretfærdigt, og det var uretfærdigt, men selv en god teaterforestilling kan ikke rette op det.
Katrine Wiedemann som instruktør og Maja Ravn som scenograf forsøger i endnu et samarbejde at bruge teatermediet til ”at gøre noget”.
De har valgt at lægge nogle såkaldt bespænd ud. Scenen er mikroskopisk – som de fysiske og (psykiske) rammer vel var for den fattige del af den amerikanske befolkning. Det bliver lidt fremmedgjort, lidt verfremdung – mest for det gode, men der pibler også lidt skolekomedie frem af og til – ikke mindst hos Marie Bach Hansen – med blondineparyk og bedstemoderstemme etc. Det er synd, men de andre skuespillere falder ikke i den grøft, heldigvis.
For både tekst, dramatisering og skuespillerhold er ganske fremragende, som det hele fremstår, minimalistisk i scenografien, ordknappe roller, bøjede rygge og så den angstfulde, evige flugt.
Historien udspiller sig vist i Mid West, hvor der ikke var muligheder for at brødføde de store familier. Californien var det utopiske mål. Der vil solen altid skinne, alle kan få arbejde – og måske ligefrem blive mætte hver dag.
Vredens Druer. Pressebillede.
Men da de drager af sted, viser det sig, at mulighederne slet ikke var realistiske, og de havner på steder, som mest af alt minder om vores flygtningelejre, der jo også finde i Europa.
Derfor er Wiedemanns opgave svær. Hvordan beskrive og forklare noget så vedkommende og så fundamentalt sørgeligt som den øjeblikke flygtningesituation og gøre det spiseligt for publikum et par timer en hverdagsaften?
Med det in mente har Wiedemann og Ravn med al deres begavede minimalisme løst opgaven smukt, men om det er blevet godt teater, er en anden sag. Der havde det nok været fornuftigt med lidt spræl og Lebensraum for skuespillerne – for gode er de – alle til hobe, hvis de altså ikke skal hoppe ud og ind af rollerne og gribe til for nemme løsninger.
En svær opgave med mange involverede,hvor resultatet måske i sidste ende ikke står mål med anstrengelserne, men alligevel er det blevet en seværdig forestilling takket være hele holdet.
MEDVIRKENDE:Kristian Halken, Marie Bach Hansen, Joachim Fjelstrup, Laura Bro, Olaf Johannessen, Jens Jacob Tychsen, Lars Simonsen & Joen Højerslev
INSTRUKTØR Katrine Wiedemann
SCENOGRAFI Maja Ravn
LYS Christian Alkjær
LYD Troels Møller
MUSIKKONSULENT Stephan Bomberg
EFTER ROMANEN AF John Steinbeck
DRAMATISERET AF Frank Galati
OVERSÆTTER OG DRAMATURG Karen-Maria Bille