Kulturkupeen

WHITNEY

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Flot og gribende.

Whitney Houston er den kvindelige sangerinde, der har slået flest rekorder i musikhistorien. Hun har solgt over 200 millioner plader. Dertil skal lægges flere Blockbuster film, som yderligere cementerede hendes berømmelse. Hun var en sand ekvilibrist inden for pop og soulmusik. Tænk bare på hendes fortolkning af Dolly Partons I Will Always Love You fra filmen The Bodyguard. En sang så sjælfuldt og smukt leveret, at det selv i dag her mange år efter filmens premiere, kan være svært ikke at knibe en tåre, når man hører den. Sidste år kunne vi i de danske biografer også se en film om Whitney Houston: Whitney: Can I Be Me. Så hun er godt stof.

I dokumentaren Whitney ser vi hende netop synge I Will Always Love You i forbindelse med en kæmpe koncert. Filmen handler om hendes turbulente liv, som ender med hendes alt for tidlige død som kun 48 år.

Dokumentaren er bygget op omkring interviews med hendes nærmeste, hendes mor Cissy Houston, hendes to brødre, hendes øvrige familie, venner, arbejdskammerater, journalister m.v. Vi ser forbavsende få klip med interviews med hende selv. Vi hører derfor historien fra anden hånd. Det gør ikke nødvendigvis filmen dårligere, men det havde været interessant også at få historien fra sangfuglen selv.

Grundlæggende stiller filmen et spørgsmål. Hvorfor gik det så galt? Hvorfor kunne hun, som flere andre store popstjerner f.eks. sangerinden Amy Winehouse, om hvem der også for nylig blev lavet en dokumentarfilm, Amy(2015), ikke håndtere sin succes?

Det er et broget billede, der tegner sig af Whitney. En i bund og grund ensom kvinde. Hun voksede op i et  ghettoområde i NY med sine forældre og to brødre. Moren var gospelsanger, der drømte om en stor sangkarriere. Det lykkedes ikke rigtigt, men hun var meget på turné og derfor, meget væk fra hjemmet. Det samme var faren. Så børnene blev passet af familie og venner. Familien flyttede udenfor NY. Whitney kom i ny skole, hvor hun havde svært ved at falde til.

Da Cissys egne ambitioner indenfor musikverdenen ikke blev indfriet, overførte hun dem på Whitney, hvilket ikke skete uden sværdslag mellem de to. Man må med give Cissy, at hendes projekt lykkedes. Whitney var en af vor tids største kvindelige sangtalenter. Hun giftede sig med sangeren Bobby Brown. De havde et turbulent ægteskab og blev skilt efter 15 år. Han havde svært ved at acceptere, at hans hustru var verdensstjerne med en karriere, der langt overgik hans. Sammen fik de datteren Bobbi Brown, som døde som 22 årig. En familie med en trist skæbne på trods af alle de muligheder berømmelsen gav dem.

Den skotske instruktør Kevin Macdonald, som har vundet en Oscar for One Day in September(1999) står bag filmen sammen med produceren Simon Chinn, som har vundet to Oscars for dokumentarfilmene Man on Wire(2008) og Searching for Sugarman(2012). Så det er et imponerende hold, der står bag Whitney.

I mange af interviewscenerne, bla. de med hendes brødre ser de interviewede direkte ind i kameraet. Det virker stærkt. Kameraet er skiftevis håndholdt og på stativ, hvilket skaber en god dynamik. Filmen varer to timer. Lige i overkanten, men selve historien om denne bedst sælgende kvindelige sanger overhovedet er dybt gribende. Et menneske der pga. en vanskelig opvækst flygtede fra sine dæmoner og inderst inde rummede både en dyb smerte, men også livsglæden, latteren og smilet liggende lige under huden.

Er du til Whitney Houstons musik, så gå endelig ind og se filmen.

Instruktør: Kevin Macdonald

Fotos og trailer: Angel Films

Premiere: 6. september 2018