∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Alle gode gange to! Nej, så nemt er det altså heller ikke for Zaki Youssef og hans fantastiske musikalske følgesvend Turkman Souljah i forestillingen ”Der var et yndigt land”.
Hvis man nærlæser titlen, kan man jo godt forstå, at noget er galt. Men forestillingens første 30 minutter er både morsomme, charmerende og også lidt øjenåbnende: Nåh, kan dansk mentalitet også opfattes på den måde! Men så er kontoen på en eller anden måde brugt op, og den ellers yderst charmerende performer har efterfølgende næsten kun vrede og sentimentalitet at byde på. Og det giver ikke noget godt udgangspunkt for dialog, diskussion, eller hvad der ellers er hensigten med ”Der var et yndigt land”:
Teater SORT/HVID – “Der var et yndigt land”. Pressebillede.
For er pointen er vist, at Danmark er ved at gå neden om og hjem af mangel på venlighed, ordentlighed, moralskhed – eller hvad pointen med titlen og hele forestillingen er.
Da jeg så forestillingen i Teater S/H, sad der lige bag mig ca. 10 unge nydanskere, som var himmelhenrykte. Længere bag i salen var der masse af andre unge, men deres jubel var ikke af samme dimensioner. Er det Zaki og Turkmans ærinde, at vi gammeldanskere over en bred kam skal føle os flove, fordi vi er anderledes?
Zaki Youssef kommer med ”Der var et yndigt land” kun få år efter forestillingen ”Jeg hører stemmer ”, der som en nr.et havde lov til at være en smule sur, negativ og undrende. Men den var overbevisende i al sin friskhed, ærlighed og dualisme. Nr. to må og skal indeholde afklaring.
”Der var et yndigt land” er på alle måder en gentagelse af den første forestilling, bortset fra det gode rent tekstmæssigt i de første 30 minutter, hvor Zaki, som han fortæller, efter at have læst Kierkegaards samlede værker, simpelthen må hedde Carsten. Og så er der en meget poetisk opremsning af det gode – og det dårlige ved Danmark og Danskerne: ”Danmark er de fire årstider. De lange vintre, hvor folk samler sig i stuerne…” og længere henne: ”Danmark er luksusproblemer. (…) Danmark er provinsielt storhedsvanvid”.
Rammehistorien er sjov nok, men viser også tilbage: Carsten har lys paryk på og spiller alle mulige og umulige danske og nydanske identiteter. Han gør det sjovt og musikalsk. Fin, fin personinstruktion af denne multikunstner. Men teksten udvikler sig til en negativ knytnæve og til sidst rettes en pistol mod både os og ham selv. Det var dumt og overflødigt! Øv.
Det er mærkeligt at opleve en performance, der spurter derud af i vildeste og mest overbevisende stil for så pludselig at standse op og gå i back gear uden ynde og overbevisning.
Kort sagt det er en forestilling, som brækker over rent tekstmæssigt, mens musikken som er samplet og scratchet mm.af Turkman Souljah, endnu engang er overrumplende i sit mix af mange forskellige musikkulturer. Også her var der dog nogle destruktive sammenstød og næsten voldtægt på vores fædrelandssang. Det gjorde lidt ondt, men kan vel også opfattes som en joke, mens videoscenografien ved henholdsvis Mads Knudsen og Frederikke Dalum var raffineret og overraskende med bl.a. et ”Tableau Vivant” – en slags levende vinduesdekoration, som det kendes fra forskellige landes missionerende virksomhed.
Zaki Youssef er talentfuld ud over det sædvanlige og meget charmerende på en scene, men måske skal han ikke blive ved med selv at skrive teksterne.
Tekst, performance og komposition ZAKI YOUSSEF
musik og komposition TURKMAN SOULJAH
instruktion SIGRID JOHANNESEN og CHRISTIAN LOLLIKE
dramaturg JESPER BERGMANN
videodesigner MADS KNUDSEN
scenografisk konsulent FREDERIKKE DALUM
Sted SORT/HVID
25.01.2018 – 24.02.2018
MANDAG-FREDAG kl. 20, LØRDAG kl. 17
www.sort-hvid.dk