Kulturkupeen

Aalborg Teaters nyeste live streaming kommenteret.

Kommentar fra lænestolen af Ulla Strømberg.

Julie Maj Jacobsen: Jeg har skudt mig selv for sidste gang. Aalborg Teater live streaming.

Hvilket initiativ. Beundringsværdigt.  Og det samme gav også mange glade publikummer udtryk for på chatten, der kørte hele tiden før, under og efter de ca. 60 minutters direkte streaming.

Som vanligt var arrangementet flot forannonceret, og her blev det understreget, at der både var chatmulighed og interaktivitet.  Det sidste var nok en smule overdrevet. Men igen et godt forsøg.

Denne gang var seancen lidt anderledes end de foregående to live streaminger fra Aalborg Teater – henholdsvis en dramatisering af Herman Bangs Tine og Peter Handkes dialogstykke.

Aalborg Teaters husdramatiker Julie Maj Jacobsen har med løs hånd samlet andre dramatikeres figurer.  Teksten er skrevet i løbet af februar 2021, og skuespillerne havde fået teksten dagen før, der skulle spilles. De fire skuespillere/figurer er manden og kvinden fra Peter Handkes dialogstykke, Werther og Hedda fra tidligere produktioner.

Men desværre synes husdramatikeren ikke at have været så lydhør over for henholdsvis Goethes Werther og Ibsens Hedda Gabler. Teksterne ligger der jo, er  lige at gå til og oveni findes en uendelig bunke fortolkninger. To genuine værker – henholdsvis 250 år gammel og 140 år gammel. Goethe og Ibsens ord har overlevet i kraft af en styrke i figurtegning og tankegang. Så hvis de skal ”genbruges” til kontrafaktisk dramatik- dvs. få et nyt liv efter devisen ”hvad nu hvis, der var sket noget andet”, så bør karakterernes tilsyneladende egenskaber altså bæres videre.

Det skete desværre slet ikke. Der var ingen samklang bagud til hverken Goethe eller Ibsen. Sværere bliver det også, når Werther og Hedda er indrammes af de to personer fra Handkes forestilling, som blev vist for en månedstid siden. Der nåede jeg nemlig ikke få fat i deres karakteristika.  og så hjælper det lige fedt, at de går igen med nye replikker.

På chatten var der også nogle, der pænt spurgte til denne nye forestillings hensigt, og pegede på det problem, at ikke alle nye seere måske var velbevandrede i de litterære forudsætninger.

Intet svar, desværre.

Det hele varede ca. 30 minutter efterfulgt af samtale imellem tre af skuespillerne og instruktøren. Man kunne skrive ind, alle kunne se spørgsmålene, men det var de meget tamme, som blev taget op.

Med fare for at blive udskammet igen, for det blev jeg efter at have kommenteret Handke-streamingen, vover jeg alligevel at opsummere:

Ideen er sjov, men kræver, at det er nogle stærke figurer fra kulturarven, hvis gøren og laden man kan more sig over. Helt fint med mig, at det er selvmordet som valgmulighed.

Men hvis jeg skulle foreslå noget med slagkraft til hele Danmarks befolkning, bør det nok være så ”kendt” stof, som at en Pippi langstrømpe skubber til og diskuterer med Hamlet, det positive over for det depressive. Eller Hedda Gabler, som møder Nora Dukkehjem. To vidt forskellige kvinder, der hver på sin måde gør op med livet, den ene med pistoler, den anden ved at tage sit gode tøj og gå. Og selvmordet kunne stå i centrum.

I øvrigt mindede forestillingen mig lidt om P.O. Enquists fremragende dramatikerdebut: ”Tribadernes nat”. Der er scenerummet kælderen på det gamle Dagmarteatret til en prøve på ”Den stærkeste” med diverse rekvisitter rundt omkring. Strindberg har skrevet en tekst, ”Den stærkeste”, og forsøger at instruere sin kone Siri von Essen og en anden kvinde. Men Siri forkaster og latterliggør teksten som ren romantik og peger på, at den er utroværdig og blot er udtryk for mandens drøm om kvinder. Se, det lille drama er som kinesiske æsker, hvor teatrets magi spiller med.

Da live streamingen fra Aalborg fortsætter om 14 dage med samme medvirkende og figurer, men nye tekster, vover jeg at sige: tag figurerne mere alvorligt næste gang og tro på, at de gamle forfattere faktisk har overvejet både handlinger og replikker, så skal det nok forplante sig hos os.

Ps. Det kan godt være, at jeg tager helt fejl, og det hele faktisk har en anden hensigt, nemlig at indvie seerne i skuespillerens hemmeligheder, og at teksten i sig selv ingen betydning har.

www.aalborgteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.