Aarhus Teater -125 år jubilæumsbog.

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Aarhus Teater -125 år, ny jubilæumsbog.

Med nogle uger forsinkelse i forhold til selve jubilæumsdagen kan Aarhus Teater nu fejre jubilæum med rank ryg og god samvittighed. Jubilæet var i september, hvor det var præcis 125 år siden, at arkitekten Hack Kampmanns enestående teaterbygning kunne indvies, og en Holberg-forestilling varslede kultur og tradition, da den gik over scenen. Siden er meget sket for byen Aarhus, for borgerne i byen og selvfølgelig for teaterudtrykket. Men Aarhus Teater har heldigvis holdt fast og ikke som andre teatre været utilfreds med de fysiske omgivelser.

Som teatret selv har kunnet fortælle, da teaterchef Trine Holm Thomsen også har fejret jubilæum i år, Aarhus Teater har aldrig været så velkørende som nu, og teatret lever i den grad op til sine egne mål og kulturministeriets krav  til en landsdelsscene, selv om det er et lokalt støttet teater.

Der er forestillinger for alle aldersgrupper, og enhver smag tilgodeses. Er man halvgammel, kan man måske af og til blive skuffet, men til gengæld glæde sig over, når tradition og kunstnerisk overskud forenes, og det klassiske måske vrides og vendes. Det er senest sket med ikke mindst de  to Holberg-forestillinger: ”Erasmus Montanus” – og senest ”Jeppe på Bjerget”, begge iscenesat af Christian Lollike.

Bogen er som de tidligere jubilæumsbøger fra Aarhus, og som jeg har stående på reolen, bygget op af mindre artikler. Flest tegner arkivar Marianne Ninna Philipsens sig for. Det skal lige bemærkes, at Aarhus Teater, så vidt jeg erfarer, er det eneste teater i Danmark, der har et velfungerende arkiv og bibliotek.  Er man en kulturinstitution i 100 million kroner klassen, så er det faktisk vigtigt. Det Kongelige Teater lukkede deres arkiv og bibliotek omkring 2016, det meste blev splittet op, og meget er havnet på Det Kongelige Bibliotek, der hele tiden udsættes for nedskæringer. Det betyder, at nationalscenens ”kunst” vil blive sværere og sværere at beskrive i et historisk perspektiv og snart helt umuligt. Men ikke i Aarhus på Aarhus Teater, og det er fantastisk og enestående. Også tillykke til arkivet.

Med den nye bog opsummeres ikke kun arkitekturhistorien i  Hack Kampmanns historistiske bygning, også mere tekniske detaljer i forbindelse med bygningen tages med. De følgende mange artikler er flinke, rosende og kommer vidt omkring – og som altid er der en enkel udefrakommende journalist. Forrige gange var det Jyllandspostens teateranmelder,  denne gang er det Berlingske Tidendes kulturanmelder.

For teaternørder er ikke mindst fotografierne vigtige i en jubilæumsbog.  For billederne kan give en fornemmelse af den atmosfære, som en given forestilling havde. Det er også godt for erindringen. De tidligere jubilæumsbøger har jeg brugt flittigt for at få en overblik over repertoire og skuespillerensemble tilbage i tiden.

Bagest i bogen er en total oversigt over 25 års teater. I forgængernes publikationer er der præcis det samme. Desværre er skuespillernavne ikke medtaget, det havde nok været for omstændeligt.

Dette jubilæumsskrift giver, takket være registre og de mange billeder, et fint portræt af et teater, der har fundet, eller kunne man sige, genfundet sin plads som en meget vigtig del af dansk teater.

Skulle man som københavner ønske sig noget, ville det være, at nogle af de mindeværdige forestillinger blev sendt på gæstespil.  Heldigvis har der ikke mindst på musicalområdet være samarbejder med bl.a. Aalborg Teater og i indeværende sæson med Det Kongelige Teater med musicalen ”Dear Evan Hansen”.  I en periode var huskunstneren Christian Lollike god til at sikre, at flere af han nytænkte produktioner også blev vist i København.   For det er ikke blevet billigere at rejse til Aarhus, hvis man ikke har en organisation bag sig, og Aarhus er en vigtig bastion.

Tillykke til det multiaktive Aarhus Teater med teaterskole, dramauddannelse, undervisningsafdeling og alle mulige andre aktiviteter, der supplerer den vigtige teaterkunst på Store Scene, i Scala og nede i de to kælderscener, Stiklingen og Studiescenen.

Med de nostalgiske briller på tænker jeg tilbage på 1976 , da jeg rent professionelt begyndte at komme på Aarhus Teater, Danmarks mest interessante teater på det tidspunkt. Repertoiret var bredt, og ensemblet utroligt med også unge talenter, der siden gik deres egne veje: Søren Pilmark, Preben Kristensen, Nis Bank Mikkelsen og Søren Spanning, for ikke at glemme Susanne Breuning, som i nogle år bar flere af teatrets musicals, hvor ”Sweet Charity” og ”Guys and Dolls” – stadig er uforglemmelige.  I Jubilæumsbogen fra 1975 er der også en velment hyldest fra de daværende kulturminister Niels Matthiasen, som havde varme følelser over for Aarhus Teater og under de årlige festuger deltog i så mange af festlighederne som muligt.

Skuespilleren og instruktøren Thure Lindhardt skriver i den nye  jubilæumsbog: ”Man er velkommen på Aarhus Teater – Det mærkes allerede hos portvagten i teatrets sideindgang!” Sådan var det også tilbage i 1970erne og måske 1980erne. Når jeg rejste rundt i Danmark og så teater, kunne jeg altid fornemme tingenes tilstand hos portvagten. Aarhus Teater toppede.  På Operaen i København sidder der som regel i bagindgangen to vagtmænd fra et ekstern vagtselskab – jeg tror ikke, de har overværet mange operaer.

Tiderne skifter, kunsten holder sig mere for sig selv, og den tid, hvor man som anmelder kunne tale med teatrets folk helt uformelt, er forbi.

Men Aarhus Teater består som en flot, velpudset maskine med løvefødder og gesvejsninger og oveni alt det moderne. Tillykke med de 125 år!

www.aarhusteater.dk