Menu Luk

Aarhus teater -125 år.

En hyldest og lykønskning af Ulla Strømberg.

Aarhus Teater 125 år.

Aarhus Teaters loft. 2022. Skabt i 1900. Foto: US.

Hermed en hyldest til et stort velfungerende dansk teater – hvor der næsten altid har været en forestilling at kunne glædes ved, lære noget af eller undres over.

Bygningen er så anderledes og heldigvis både fredet og samtidigt velrøgtet af skiftende ledelser. Tak for det.

I perioder har teatrets fysiske form måske været mystisk, igennem næsten hele perioden anakronistisk, for Hack Kampmann nåede lige at tegne huset før det store moderne gennembrud inden for arkitektur og design. Året var 1900. Med hjælp fra andre kunstnere, der kunne dekorere huset, er det blevet til et skuespillets hjemsted i den gamle skønvirketradition.

I dag er flere forskellige institutioner tilknyttet – der er et teater med fire forskellige sale, et læringssted, en teaterskole (i dag under central styring) og en dramatikeruddannelse. Samtidigt er Aarhus Teater det eneste teater i Danmark med et velfungerende bibliotek og arkiv. Det er livsnødvendigt, hvis man vil kunsten og historien det bedste.

Teatret har et ensemble, desværre ikke så stort som i gamle dage, ikke så aldersmæssigt varieret som i gamle dage, ikke så rummeligt som i gamle dage, men trods alt et ensemble, som danner grundstammen i hele organismen Aarhus Teater. Et teaterensemble er i øvrigt ved at være helt unikt i dansk sammenhæng.

Siden efteråret 1976 har jeg haft min professionelle gang i huset – både som publikummer og som en, der havde brug for arkiv og den tekniske stab, bl.a. når Danmarks Radio optog forestillingerne.

Og hvilke optagelser! Ved nogle af de store musicals var niveauet helt utroligt, og der blev sendt lidt for meget musik ud i æteren i forhold til overenskomster etc.

På min reol står en række tekster af danske dramatikere. For Aarhus Teater var stolt over indsatsen for ny dansk dramatik og ønskede at formidle dramatikerne.

Det mærkelige er, at dengang, hvor der var et større ensemble og måske endnu flere produktioner om året, syntes teatret som en stor familie, hvor man næsten kendte de fleste.

Sådan er det ikke i dag, hverken i Aarhus eller andre steder. For teatrene er generelt blevet til virksomheder, som fungerer på moderne præmisser med hvad dertil hører af fortsat voksende administration etc.  Så den gamle nære kontakt med teatrene findes ikke mange steder mere.

Jeppe på Bjerget. Aarhus Teater. 2025. Thure Lindhardt. Reklamefoto fra teatret.

Og de bedste oplevelser:

I 1970erne og i begyndelsen af 1980erne var der store musicals, ofte med Susanne Breuning i spidsen. Det var mageløst og åbnede Festugen. Den svenske dramatik var Aarhus Teater også eminent til at formidle og ny dansk dramatik: Sten Kaalø, Vita Andersen  bl.a. mange andre.

Siden hen har der være skiftende moderetninger, men i de senere år har Aarhus Teater bl.a. opdyrket en egen poetisk og meget musikalsk tilgang til genren ”Teaterkoncert”, som har været unik i dansk sammenhæng.

Erasmus Montanus. Aarhus Teater/Østre Gasværk. 2017/2019. Foto: Emilia Therese.

Og ikke at forglemme en Christian Lollike, instruktør og dramatiker, der med udgangspunkt i Aarhus Teater har tilført dansk teater en ny vildskab som er helt speciel, seneste med ”Jeppe på Bjerget”, tidligere bl.a. med ”Erasmus Montanus”:  Lollike har vist mange forskellige forsøg, tilløb og vellykkede, anderledes forestillinger – ikke mindst i Aarhus.

Aarhus Teater har igennem mange perioder været det, der på nudansk hedder ”rummelig”.

Det hele er imponerende, og der er kun tilbage at ønske teaterinstitutionen med alskens aktiviteter tillykke med de 125 år. Vi ser fremtiden i møde med glæde og afventer spændt, hvad der vil ske i overmorgen.

www.aarhusteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *