∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Aksel Schiøtz. Den danske sanger – biografi af Henrik Engelbrecht.
En imponerende ny biografi af den meget velskrivende musikhistoriker, Henrik Engelbrecht.
Endnu engang viser Henrik Engelbrecht sit skrivetalent og minutiøse tilgang til musikhistorien, men hvorfor han har valgt at bruge sine kræfter på netop den danske sanger Aksel Schiøtz (1902-1975) kan måske undre. Men i forordet beskriver Engelbrecht sin tidlige betagelse af den store stemme, som han, ligesom mange tusinde andre, stiftede bekendtskab via radioen.
Guds gave
Derfor foreligger der nu en biografi, som endnu engang tegner et billede af en kunstner, der vel så sig selv som Guds gave til jorden og ved et lykketræf fandt en hustru med samme opfattelse. At der så kom fem små børn i klemme, det er en anden sag, som man dengang, før, under og lige efter Anden Verdenskrig, ikke skænkede mange tanker. I familien Schiøtz er alt koncentreret om farmand og hans karriere.
Uden formaninger
Som noget helt ualmindeligt er bogen underholdende, alt imens man bliver mere og mere træt af den portrætterede. ”Så stands dog op, se og lyt til realiteterne”, har man lyst til at råbe til den sanger, som er kendt af de fleste født før 1960. Men for de yngre generationer er han vist gået i glemmebogen. Det må være skæbnen, for så sent som i 1968/69, hvor Axel Schiøtz endelig får et professorat på Lærerhøjskolen, nægter han at have hørt om The Beatles, Anisette eller andre eksponenter for den ny tid. Også det kan man lære noget af. Egentlig mærkeligt, for den helt unge musikkyndige Aksel er i 1930erne interesseret og vidende om den nye jazz eksekveret af danske musikfolk.
Bogen er som altid hos Henrik Engelbrecht perfekt disponeret og lige parat til i forkortet form at underholde enten ved et foredrag eller i radioen (hvis altså den kulturelle dimension i den gamle statsradiofoni stadig blev holdt i hævd.)
Den vigtigste koncert, 1948
En hurtig appetitvækker indleder bogen og fortæller om den koncert i 1948, der skulle sende den store sanger Aksel Schiøtz tilbage til publikum som sanger, måske også som operasanger, men først og fremmest som et verdensnavn med dansk oprindelse. Det bliver til et høfligt og æresfyldt genhør.
To år tidligere er Aksel Schiøtz blevet opereret for en svulst i hovedet. Den ene side af ansigtet er efterfølgende lammet og mange færdigheder forsvundet. Men med viljekraft og stædighed genvinder han det meste og kan igen synge, men tilsyneladende aldrig med samme lethed og overskud.
Livsforløbet
Herefter beskriver bogen udgangspunktet for den unge mand, der bliver cand. mag. i dansk og musik, men hvis højeste ønske er at synge med den stemme, som tilsyneladende ligger lige midt imellem en tenor og en baryton.
Henrik Engelbrecht har været overalt i arkiver, i anmeldelser, kontrakter, private breve og selvfølgelig ægteparrets Schiøtz’ papirer. Tonen er flink, tre af døtrene lever endnu og har været hjælpsomme med oplysninger. Det vil altid lægge en dæmper på beskrivelserne og analysen.
Alligevel afdækker bogen, at det store projekt igennem alle årene hedder Aksel Schiøtz, og der synes aldrig at være tvivl hos ægteparret. Allerede før krigen er der gode kontakter til udlandet, bl.a. England og USA, og Schiøtz får også roller på teaterscenerne efter mange tilløb.
Den danske sang
Det er dog den helt specielle stemning under den tyske besættelse, der får placeret Aksel Schødt på en piedestal, som ”den danske stemme”, som ham, der kan formidle den helt unikke stemning af fællesskab. Hans smukke, lyse stemme høres i radioen, før teaterforestillinger og ved den såkaldte alsang overalt i Danmark. Men hans internationale rejseiver må sættes på standby.
Allerede i juni 1940 advarer journalisten og forfatteren Knud Meister om den stopfodring af den ”syngende skolelærer”. Men rovdriften fortsætter. Det kan undre, at hovedpersonen kan holde til det ekstreme aktivitetsniveau i de følgende år.
Flittig og ærekær
Hele livet igennem synes Aksel Schiøtz at være ekstrem flittig, ærekær og ambitiøs. Men han synes også helt uden filter for at opnå og fastholde det, han higer efter før krigen og har svært ved at fastholde efter krigen og sygdom: en international karriere med pladeindspilninger og koncerter i udlandet.
Meget har han dog opnået allerede inden sygdommen sætter ind – også at stå på scenen både på Det Kongelige Teater og Det Ny Teater.
Men det synes som om den ultimative sejr for Schiøtz er at blive operasanger, og her kræves udover en smuk stemme et ekstra gén: det udadvendte og det publikumsimødekommende.
Aksel Schiøtz blev konge af den danske vise igennem 40erne, 50erne og 60erne.
Med Engelbrecht næsten minutiøse beskrivelse af sangerens liv og levned afdækkes også et uhyggeligt billede af en mand, der med hjælp fra familien, partout vil frem, koste hvad det vil.
Indirekte beskrives det ekstreme lobbyarbejde, der skal til for at opnå accept og position i den danske og også i den internationale musikverden. Det lykkes næsten i slutningen af 1930erne og i en sådan grad, at den store familie står på nippet til at tage et år til Italien, så fader Aksel kan udvikle sig. Huset er pakket sammen, men realiteterne må accepteres. Tyskland er allerede lukket – og det bliver også Italien for udlændinge, og så kommer den tyske besættelse af Danmark.
De sidste år
De sidste mange år synes ægteparret at have kæmpet for noget uopnåeligt – både en kunstnerisk topkarriere og økonomisk stabilitet. Som det er sket for andre kunstnere bliver hele deres livssituation et halvoffentligt spørgsmål. I bogen beskrives hvordan forskellige kræfter sættes ind for at sikre den nu modne sanger en fast indkomst, men musik- og teaterverdenen er en speget affære, og retfærdighed kan man lede længe efter.
Morale
Hos Engelbrecht moraliseres aldrig, men i dette tilfælde er det indlydsende at stille spørgsmålet: var denne evige, livslange higen efter at være på toppen fornuftig? Gavnlig? Og i sidste ende sundhedsbefordrende? Svaret giver sig selv. Derfor burde unge, ambitiøse kunstnere læse bogen og måske stoppe op og erkende, at publikums gunst og et liv i offentligheden lys måske ikke er så livsnødvendig endda.
Udgivet på forlaget henrikengelbrecht.dk
Udkommet 27.4.2025.