∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
ALADDIN OG LED-LAMPENS ÅND.
Det er sjov og ballade i den smukke museumsgaard i Holbæk når Sjællands Teater for 11. gang spiller sommerteater. Vandene vittigheder og helt moderne woke-attituder iblandes den fortløbende historie, som er kogt ind til en Aladdin, der er naiv som en spædkalv, men alligevel voksen nok til at forelske sig.

Stilen er munter, en blanding af Monty Python, studenterspex, og meget mere, hvor en klassiker vendes på hovedet og giver ny mening – i år Adam Oehlenschlægers ”Aladdin” fra 1804, der har været en vigtig del af dansk almendannelse lige indtil Disney forvandlede eventyret fra ”1001 og en nat” til en gang letfordøjelig flødeskum.
I Rasmus Krogsgaards helt igennem vittige tekst honoreres alle niveauer, flot skrevet – og dygtigt eksekveret af instruktøren Jeanne Boel, for ikke at nævne hele holdet, som har nok at gøre med rolle- og kostumeskift, så ”Aladdin” med Nouredin som joker bliver til en grøn farce isprængt vittige musikalske citater fra den store popmusikkanon. Kort sagt, det er mere end fornøjeligt og glider smukt i to timer i Kirsten Brinks altid æstetiske scenografi og kostumer.

De fire professionelle skuespillere: Maria la Cour, Mette Marckmann, Jacob Weble og Brian Christensen slider i det og er 100% leveringsdygtige i de mange roller. Det hele er bundet sammen af Lars Fjeldmose som kapelmester og manden, der kan redde enhver unødig pause.
Oehlenschlægers pointe står tydeligt: Aladdin, naturens muntre søn, er ikke så klog og vil helst dalre og leve livet indtil han bliver forelsket i Guldnarre, prinsessen.

Historien bag er ikke uinteressant: ”Aladdin” er skrevet i 1804 som et digt stærkt inspireret af den tyske romantik og fra tiden før Oehlenschlæger rejste af sted på sin fire år lange dannelsestur i Europa (hvor den forlovede derhjemme blot sad og ventede).

I 1839, hvor Oehlenschlægers navn var slået fast som den store digter, men lidt komplicerede dramatiker, satte Bournonville ”Aladdin” på scenen ved en særforestilling. Det blev en enorm succes, og forestillingen spillede samme år 11 gange og fortsatte de følgende sæsoner.
Siden har mange instruktører forsøgt sig – bl.a. tiltrukket af de sceniske muligheder, som Disney siden forløste, så enhver kunne følge med. I øvrigt kan Henrik Ibsens epos ”Peer Gynt” ikke forstås uden at ses i sammen med ”Aladdin”, for i de første mange år af sit virke havde Ibsen sine digterfødder godt plantet i den danske romantik.
Men glem det hele og bliv blot underholdt i den smukke museumsgaard hele august måned.
HOLDET BAG
Manuskript: Rasmus Krogsgaard
Instruktion og koreografi: Jeanne Boel
Scenografi og kostumer: Kirsten Brink
Komponist og kapelmester: Lars Fjeldmose
Medvirkende: Maria la Cour, Mette Marckmann, Jacob Weble, Brian Christensen
Ensemble: Caroline Hougaard Qvist, Lærke Bendix Svendgaard Pedersen, Mathilde H. Reeh Rasmussen, Clara Friis Scheby, Lukas Glenn Toksværd Kaaber*, Jalte Emil Hviid Gunlund*, Frida Wernblad*, Ida Micalla Nielsen* (*3. årgang på Holbæk Drama College)
Pressefoto: Evan Hemmingsen
Forestillingsbilleder: Mie Neel
Produceret af Sjællands Teater
tegninger af Claus Seidel.