∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Alt det som er – ny dansk dramatik på Aalborg Teater.
De store samlivspørgsmål til diskussion i velspillet nyt dansk spil.
Titlen er lidt for blød, lidt for poetisk, men det skal man ikke lade sig afskrække af. For dramatikeren, Julie Maj Jakobsen, har skrevet et stykke hverdagsdramatik, der i al sin jordnære realisme fungerer. Nok er teksten og figurerne ovre i den nordiske genre, men dog mindre vild og blodig end både hos Norén og Strindberg, mindre detaljerig end hos Ibsen, til gengæld lidt sjovere end de nyere norske dramatikere som Arne Lygre og nobelpristageren Jon Fosse. Begge nordmænd har nemlig for vane at gentage replikkerne i en uendelighed, så det bliver søvndyssende.
Alt det som er – handler om parforholdet i hverdagen, om to voksne mennesker, som vist keder sig efter mange års samliv, men ikke ægteskab med løfte, for det nåede de ikke. Måske var det af politiske grunde, for de ser lidt hønsestrikagtige ud i tøjet, en sjov detalje, samme jordbrune, sødsuppenuancer og sunde sko – både hun og han.
I Geir Sveaass’ opmærksomme instruktion kommer så mange detaljer frem, at det kan være svært ikke at genfinde sig selv eller vennerne i de fem personer, som er mere end arketyper og meget rammende spillet: Hun, Camilla Gjelstrup, 55 år med lidt træt stemme, han, samme alder, spillet mere positivt af Martin Ringsmose, datteren, mut som en teenager, ramt godt af Julie Bunimowicz, ca. 18 år og hendes nye kæreste, Jeppe E. Marling, samme alder og mindre indstillet på et rigtigt parforhold.
Også så står der ude i mørket en ukendt kvinde fra fortiden. Det er lidt i stil med Ibsen. Men det gør ikke noget, for teksten fungerer næsten fri for floskler og løse, ekstra historier.
I Gøje Rostrups velfungerende scenografi, som primært er smukke parketgulvskasser, der kan forskydes, bliver et moderne parcelhus levendegjort.
Skuespillerne, alle som én, rammer plet, inklusive den ukendte, spillet lidt statuarisk af Badia Nouamani. Men hun er også budbringeren fra fortiden….
Tristessen står i centrum hele vejen igennem. Måske behøver man ikke opsøge den på teatret, men på den anden side kan netop det næsten hyperrealistiske i dialogen åbne op for samtaler ude i de små hjem.
Hun, den 55 årige, mangler noget, hvorimod han er tilfreds, tilsyneladende. Alligevel ender det med at være ham, der pakker weekendtasken og tager beslutningen om at gå – eller ikke(?) – her bliver det helt beckettsk som i ”Mens vi venter på Godot”. hvor en replik lyder: Kom lad os gå, og regibemærkningen pointerer, at de bliver siddende.
Men denne forestilling er ikke absurd, i hvert fald ikke mere end som livet er. For det moderne liv med samliv, børn, trummerum og sammenstødet imellem forskellige temperamenter kan være svært at kapere. At der også på ibsensk manér er en ukendt kvinde fra fortiden, der pludselig står der – og et uægte, voksent barn (som vi ikke ser), gør det måske mere universelt eller det modsatte.
I hvert fald fungerer det lille stykke dramatik, som instruktøren med fem velspillende skuespillere, har løst til perfektion.
Men på falderebet havde man lyst til at råbe til den utilfredse, 55 årige kvinde: ”Så gør dog noget, få dig et liv!”
Medvirkende:
Camilla Gjelstrup
Martin Ringsmose
Jeppe Ellegaard Marling
Nadia Nouamani
Julie Bunimowicz
Instruktør: Geir Sweaass
Koncept: Madeleine Røn Juul
Scenograf: Gøje Rostrup
Lysdesigner: Jakob Juul
Lyddesigner: Mads Stagis
Dramatiker, forfatter: Julie Maj Jakobsen