∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det er et neddæmpet, dybt menneskeligt spil af Kirsten Olesen og Anders Baggesen, der sikrer, at forestillingen “Amour” lykkes over al forventning.
”Amour” er den 14 år gamle prisbelønnede film, der nu er omsat til stille, vedkommende teater. Emnet er universelt og ikke til at komme udenom: døden, og før den, sygdom, alderdom og dermed forfald. Man skal være meget naiv for at ignorere emnet, og samtidigt opstår alt for fundamentale spørgsmål efter forestillingen: Hvordan ville jeg selv reagere? Hvad med aktiv dødshjælp? etc..
Med Kirsten Olesen og Anders Baggesens nærmest perfekte spil tvinges vi til at se sandheden i øjnene. Line Paulsens semiklassiske iscenesættelse er isprængt få, men effektive, surreelle symbolske ingredienser, som understøtter spillet, så der ikke er nogen nem smutvej for publikum.
Men uden både Kirsten Olesen og Anders Baggesens evne til at fylde de verbale pauser ud med et stilfærdigt, psykologisk og mimisk spil og samtidigt fastholde respekten for de nødvendige pauser, havde det være både kedeligt og til dels uudholdeligt.
Handlingen er simpel. Et borgerligt, fransk ægtepar har levet et langt og lykkeligt liv i kunstens verden, han som pianist, hun som den elskede hustru. Datteren er gået samme vej og er musiker med et lidt ulykkeligt ægteskab, også med en musiker, og en søn har ligeledes fundet sin vej inden for musikken.
Pludselig bliver hun syg, delvist lam, og ægtemanden beslutter at passe hende, da hun ikke vil tilbage på hospitalet. Men det udvikler sig, og han brydes stilfærdigt ned af byrden, mens hun kun har et ønske, tilsyneladende efter at hun har mistet mælet; hun vil dø. Afslutningen skal jeg spare læseren for…
At de begge er musikelskere, udover at de har stor veneration for hinanden, udnyttes til fulde med en koncertpianist på scenen. Hen igennem forestillingen supplerer han umærkeligt fortællingen med Schubert, Chopin og Beethoven samt mange af de andre klassiske koryfæer. Fint og næsten usynligt gennemført af den unge svenske koncertpianist, Albin Axelsson, ved et stort koncertflygel tv på scenen, mens Anders Baggesen kan sidde ved et andet flygel til højre på scenen.
Scenografien er til dels naturalistisk med illusion af en stor, næsten nøgen klassisk (fransk) lejlighed, hvor møblerne lidt efter lidt forsvinder og overtages af symbolske blomsterbuketter. Mod slutningen ligner scenen snarere et overdådigt værelse på et hospital eller en gravplads.
Forfaldet og faldet er evident og understøttes perfekt af dette lidt surreelle træk i den funktionsduelige scenografi.
Iscenesættelsen mangedobler i et langsomt tempo de mange hjemmehjælpere i ens kitler, ens frisure og karakteristiske blå gummihandsker. De indtager lejligheden og nærmest besætter hjemmet og parret. Mange vil sikkert kunne nikke genkendende til dette overgreb, som i bedste mening nu om stunder stilles til rådighed af det offentlige sundhedsvæsen i stedet for som tidligere, hvor man blot indlagde folk og lod dem sejle i en hospitalsseng. Men her på scenen blev hjælperne indimellem lidt for karikerede, desværre – også i replikkerne.
Stykkets titel er ”Amour”. Dermed indikeres den livslange kærlige forbundethed imellem to ægtefæller, men jeg synes snarere, det er livets afslutning, som er udslagsgivende i denne fortolkning af filmen. Det gør nu slet ikke noget.
Samspillet imellem Kirsten Olesen og Anders Baggesen er eminent, neddæmpet og viser, hvordan garvede skuespillere med lang erfaring mestrer at skabe karakterer – ikke ved at buldre og brage og bruge papnæse, men via mimik og små betoninger, der kan nå op på næstbageste række. Og deres stemmer er helt uden forvrængninger, men melodiske i pianissimo-lejet hele vejen igennem.
Det burde være en “øjenåbner” for Aarhus Teater, der i de seneste år har skilt sig af med flere modne skuespillere for at give plads til helt unge aktører, der selvfølgelig altid kan tage et kunstigt skæg på, bøje ryggen og se gamle ud, men skuespil i klassisk forstand bliver det ikke.
Derfor varm anbefaling af forestillingen, ikke kun for emnet, men for SKUESPILLET.
Efter filmen”AMOUR” AF Michael Haneke
OVERSÆTTELSE François-Eric Grodin
DRAMATISERING & ISCENESÆTTELSE Line Paulsen
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN Rebekka Bentzen
KOMPOSITIONER Sebastian Toft
MEDVIRKENDE
Anders Baggesen, Kirsten Olesen, Nanna Bøttcher, Katinka Launbjerg, Line Bie Rosenstjerne, Sebastian Sergio Tao Fogh*, Albin Axelsson
*Skuespilpraktikant, uddannet fra Teaterhøgskolen (KHiO) Skuespil, Oslo