Menu Luk

Annas Sang – nu i København på Aveny-T.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Annas Sang – nu i København på Aveny-T.

Bevægende og overbevisende dramatisering af Benjamin Koppels succesroman ”Annas Sang” fra 2023.

Lidt popsmart kunne man kalde teaterversionen af ”Annas sang” for ”Indenfor murene” sat op som ”Huset på Christianshavn”.

For ”Annas Sang” er på alle måder en vellykket  balancegang  imellem det muntre fortællende og det dødsensalvorlige om livets vilkår set fra et kvindeperspektiv.

Annas Sang – Odense Teater og Aveny-t. 2026. Foto: Emilia Therese.

Det er sjældent, at en helt ny roman transformeres om til teater, men med Odense Teater og Aveny-Ts samarbejde er det lykkedes over al måde at formidle kærnehistorien i Benjamins Koppels smukke slægtsroman takket være et meget velspillende skuespillerensemble.

Det er beretningen fra og om slægtningen, Anna, bosiddende i Paris, som opruller den musikalske, jødiske familie Koppels dramatiske historie før, under og efter Anden Verdenskrig.

Annas Sang – Odense Teater og Aveny-t. 2026. Laura Kronborg Kjær, Lars Simonsen, Lue Støvelbæk og Benjamin Kitter. Claus Seidel.

Det er historien om at være jøde i Danmark og leve i alt for stramme familiebånd, som giver  den unge kvinde en manglende frihed takket været en ualmindelig ond moder, der desværre afløses efterfølgende af en voldelig ægtemand og –  mærkværdigvis, om tabet af døtre. En meget trist skæbne, hvor kun musikken kunne være et lyspunkt.

Annas Sang – Odense Teater og Aveny-t. 2026. Foto: Emilia Therese.

Alt eller det meste er med i Jokum Rohdes mundrette dramatisering, der selvfølgelig har måttet økonomisere med historierne, der på scenen får imponerende liv takket være Katrine Wiedemanns rappe instruktion.

Det smukke ved opsætningen er ikke mindst, at dramatiseringen og iscenesættelsen er disponeret, som var det et stykke musik med skiftende tempi, dvs. stille pianissimo passager, som afløses af kraftfulde og muntre crescendoer.

Det hele synes gennemtænkt og sammenvævet af de gode skuespillere fra Odense Teaters ensemble. Benjamin Koppels egen musik er isprængt klassiske toner, der afløses af muntre stemninger og selvfølgelig klezmer toner, alt spillet med stor indlevelse af pianisten Katrine Gieslinge.

Dertil kommer Wiedemanns faste scenograf, Maja Ravn, der her synes næsten ukendelig med en delvis autentisk mørk københavner-dagligstue fra 1930erne, der langsomt glider over og bliver baggrund for de forskellige lokaliteter, bl.a. Konservatoriet, hvor Anna blev optaget på klaverlinjen, den ydmygende rejse til Sverige med båd fra Gilleleje til Annas ulykkelige ophold i Frankrig. Det fungerer overbevisende  – også som baggrund for den på alle måder frastødende franske ægtemand.

Annas Sang – Odense Teater og Aveny-t. 2026. Laura Kronborg Kjær, Benjamin Kitter og anders Gjellerup Koch. . Claus Seidel.

Det arrangerede ægteskab, for at nære den onde moders sociale ambitioner, er det altødelæggende, hvor Anna får frataget sin eneste virkelige passion, klaverspillet. Også brødrene skulle tvangsgiftes, men de slap ud af moderens nærmest dødbringende greb.

Annas Sang – Odense Teater og Aveny-t. 2026. BEnjamin Kitter som den sorgmuntre onkel. Foto: Emilia Therese.

Skuespillerne er en glæde at opleve, og ikke mindst de mandlige kræfter viser imponerende overskud: Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch, Claus Riis Østergaard, Lue Støvelbæk, Lars Simonsen og Andreas Dissing Hyttel. De er præcise, og alligevel afslappede og indlevede i de mange roller og klarer karaktertegningerne overbevisende med en vis jødisk sprogtone for både Benjamin Kitter og Anders Gjellerup Kochs vedkommende. Også de tre kvindelige skuespillere er velfungerende, men har måske ikke det ekstra overskud i figurtegningerne: Laura Kronborg Kjær, Natalí Vallespir Sand og Lea Baastrup Rønne.

Annas Sang – Odense Teater og Aveny-t. 2026. Foto: Emilia Therese.

Det er teater, der bevæger sig imellem vigtige årtier i vor fælles historie, og det er teater med en masse på hjerte, som publikum lapper i sig. For det er Benjamin Koppels læsere, som sidder på rækkerne: modne ægtepar, som har fundet vej til Aveny-T, der hermed endnu engang viser sin livskraft ved at appellere til mange  aldersgrupper. Den ene dag er det skoleklasser, som er bænket på de røde rækker, hvorimod til ”Annas Sang” er det et klassisk, modent og taknemmeligt teaterpublikum, som ellers i perioder kan føle sig fælt overset i det københavnske teaterliv.

Forside af bogen “Annas sang”- solgt i mere end 150.000 eksemplarer.

På vej til Aveny-T  kan man på en april aften undre sig over den stilhed, der er på ”Forlystelsernes Allé”. For Betty Nansen Teatret, Edisons to scener og rundt om hjørnet, Riddersalen er stille, så tak til det altid levende Aveny-T, som Frederiksberg kommune burde prise højlydt.

Spiller til og med 9. maj.

DRAMATISERING Jokum Rohde
(efter roman af Benjamin Koppel)
INSTRUKTØR Katrine Wiedemann
KOMPONIST Benjamin Koppel
MEDVIRKENDE Pianist Katrine Gislinge og skuespillere fra Odense Teaters ensemble: Laura Kronborg Kjær, Lue Støvelbæk, Andreas Dissing Hyttel, Natalí Vallespir Sand, Lea Baastrup Rønne, Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch, Lars Simonsen, Claus Riis Østergaard
SCENOGRAFI, KOSTUME Maja Ravn
LYSDESIGN Simon Holmgreen
LYDDESIGN Kim Malmose
PIANIST Katrine Gislinge
TEKSTDRAMATURG Anne Middelboe Christensen
PRODUKTIONSDRAMATURG Sosha Teperowska
EFTER IDÉ AF Lars Sennels
PRODUCENT Odense Teater og Aveny-T
FOTO Emilia Therese

MED STØTTE FRA A. P. Møller Fonden, Koda Dramatik, Knud Højgaards Fond, Jorck’s Fond, Frederiksbergfonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Lizzi og Mogens Staal Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, William Demant Fonden, Dansk Musiker Forbund, Axel Muusfeldts Fond, Oda og Hans Svenningsens Fond, Lemvigh-Müller Fonden, Dansk Tennis Fond

www.aveny-t.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *